Kallimakhos, græsk Lærd og Digter af den alexandrinske Skole, levede ca. 250 f. Kr. Han grundede i Alexandria en Skole, af hvilke flere ber??mte Lerde, saaledes Eratofthenes og Aristo fanes fra Byzans udgil, og blev Forstander for det berMte Bibliothek sammesteds. Han stal have forfattet 800 Skrifter, deriblandt en omfangsrig Katalog over det alexandrinske Bibliothek. Nu er kun nogle Brudstykker, navnlig af hans Elegier, samt en Del Hymner og Epigrammer forhaanden.
Kallimakhos, græsk Billedhugger i Athen ca. 420 f. Kr., nævnes som Opfinder af det korinthiske Søilekapitæl.
Kallinos, den ældste græske Elegidigter, levede i det 7de Aarh. f. Kr.; af hans Krigssange er endnu nogle Brudstykker opbevarede.
Kalliope, en af Muserne (s. d.); ogsaa Navn paa en af Planetoiderne.
Kallisthenes, fra Olynthos, en Søstersøn af Aristoteles, f. ca. 360 f. Kr., blev opdragen sammen med Alexander den store, studerede senere Naturvidenskab og Historie i Athen og ledsagede derpaa Alexander paa Toget til Indien. Paa Grund af sin Frimodighed vakte han Alexanders Mishag og blev som mistænkt for at have stiftet en Sammensværgelse lagt i Lænker og saaledes medført, indtil han døde 328. Af hans historiske Skrifter („Hellenica“, „Persica“ m. fl.) er kun faa Brudstykker bevarede.
Kallisto, i de græske Sagn en Datter af Arkadieren Lykaon, ledsagede Artemis paa Jagten. Da hun havde født Zeus en Søn, blev hun af Here forvandlet til en Bjørn, som blev skudt af Artemis, og blev derpaa optagen blandt Stjernerne. — Kallisto kaldes den yderste af Jupiters Maaner.
Kallundborg, By i Holbæks Amt, i det nordvestlige Sjelland, ved Kallundborgfjord, med 3,170 Indb., har sin Oprindelse fra en af Esbern Snare opført Borg. Paa Slottet, som blev ødelagt af Svenskerne 1658, sad Kristiern den anden fangen 1549—59.
Kalmar, By i det sydøstlige Sverige, ved Kalmarsund mellem Øland og Fastlandet, med 10,000 Indb., god Havn, Skibsverft og betydelig Industri; Udførselen bestaar navnlig i Trælast. Byen er meget gammel og var i Middelalderen en af Sveriges vigtigste Handelsbyer, ligesom den ogsaa var af Betydning som Fæstning. Den spillede en vigtig Rolle i Krigene mellem Sverige og Danmark, idet den var et af de Punkter, som enhver af de krigførende Magter først søgte at sikre sig; ligeledes blev den ofte Mødested ved Freds- og andre Underhandlinger. — Kalmar Län omfatter Øland og den østlige Del af Småland, er 209 Kv.mil stort og har 241,000 Indb.; det deles i 7 Fogderier. — Kalmar Stift bestaar af Kalmar Län og en Del af Kongaherred i Kronobergs Län; det deles i 7 Provstier med 43 Pastorater.
Kalmarkrigen, den ftrste af Kristian den fjerdes Krige med Sverige, havde sin Oprindelse af Handelstvistigheder mellem de nordiske Lande, idet nemlig Karl den niende ved at anlægge Göteborg og befæste denne By havde skaffet Sverige Adgang til Nordsjøen, uden at dets Skibe behøvede at passere Øresund og betale de Danske Told; endvidere havde Karl forbudt al Handel paa Lifland og Kurland samt lagt Hindringer i Veien for Mellemrigshandelen mellem Norge og Sverige.
Kalmusrod
Endelig havde han ladet sig kalde Lappernes Konge og opkrævet Skat i Finmarken. Krigen begyndte 1611; Danskerne indtog under Kristians egen Anførfel Kalmar, erobrede senere Fæstningerne Guldborg og Elfsborg ved Göteborg og ødelagde denne By. Under Krigen døde Karl, og hans Efterfølger, Gustav Adolf, ønskede Fred; denne blev sluttet i Novbr. 1612 i Knærød, hvor det bestemtes, at Rigernes Grændser skulde være som før Krigen. Sverige skulde for Tilbagegivelsen af de erobrede Fæstninger betale en Million Rigsdaler. Under denne Krig foregik det bekjendle Skottetog til Norge under Sinclairs Ledelse (se Sinclair).
Kalmarunionen kaldes den af Dronning Margrete istandbragte Union mellem de tre nordiske Riger, hvis Kroner hun samtidig indehavde; man har nemlig lenge troet, at et den 20de Juli 1397 i Kalmar udstedt Dokument af 17 Rigsraader fra alle tre Lande var en Foreningsakt, medens det kun er et ikke udført Udkast. Ifølge dette Udkast skulde Norge, Sverige og Danmark stedse have en Konge, føre Krig i Fællesskab og ligeledes forholde sig som ét Rige, naar det gjaldt Forbund med fremmede Magter, hvorimod hvert Land skulde beholde sin egen Forfatning og sine egne Love.
Kalmukker, i deres eget Svrog Mongol-Oirad, et talrigt mongolsk Folkeslag, som for det meste staar under Kinas Overhøihed, men ogsaa for en stor Del er udbredt paa russisk Territorium. De deler sig i fire Stammer, Khosjod, Dsongarer, Dørbød og Torgod. Den første af disse Stammer regjeres endnu af Fyrster, som nedstammer fra Dsjingis-Khan, staar for det meste under kinesisk Overhøihed og tæller 50—60,000 Mennesker. Dsongarerne, efter hvem Dsongariet har faaet Navn, var engang den mægtigste af alle kalmukkiske Stammer og beherskede disse i det 17de og Begyndelsen af det 18de Aarh., men er senere blevne undertvungne og oprevne af Kineserne. Stammen Dørbød slog sig allerede tidlig ned i Rusland ved Volga og Ural og har i den nyere Tid udbredt sig til Don og Ili. Torgod var længe forbundne med Dsongarerne; allerede i Begyndelsen af det 17de Aarh. nedsatte de sig paa Sletterne ved Volga, men har senere for det meste trukket sig tilbage til Høiasien, medens en Gren af dem er traadt i et fuldstændigt Afhængighedsforhold til Rusland. Kalmukkerne af ublandet Stamme fremviser skarpt udprægede mongolske Træk, men mange af dem er blandede med Europæere, Persere og Tyrker. De lever næsten udelukkellde som Nomader og har i den senere Tid antaget en fredeligere Karaktér end før, da de ved sine Krigstog var en Skræk for de omkringboende Stammer. Deres Religion er Buddhismen; deres Sprog er nærbeslægtet med Mongolsk, og deres Literatur bestaar væsentlig i Oversættelser af fra Indien stammende buddhistiske Skrifter. For de i Rusland boende Kalmukkers Oplysning er der i den senere Tid gjort meget fra den russiske Regjerings Side.
Kalmusrod (Acorus Calamus), Plante af de Kolbeblomstredes Familie, har en krybende, ledet Rodstok, sværdformede Blade og Stilke og smaa grøngule Blomster i en Kolbe. Rodstokken har en stærkt krydret Lugt og bruges i Medicinen. Den forekommer i det sydlige Norge og voxer helst langs Bække- og Elvebredder.
