1793—97, den anden 1799—1801. den tredie 1805 osv.) — Koalitionsministerium, et Ministerium, som er sammensat af Førerne for flere forskjellige politiske Partier.
Kobbe, d. s. s. Sælhund (se d.).
Kobber, et af de metalliske Grundstoffer, forekommer meget udbredt i Naturen, i gedigen Form dog kun undtagelsesvis, hvorimod det danner en Bestanddel af mange Mineralier, af hvilke dog blot forholdsvis faa kan anvendes til Udvinding af Kobber. De vigtigste Kobbermalme er følgende: Det gedigne Kobber, som forekommer i flere europæiske Lande (i Norge paa Modum og Eker, ved Moss, i Numedalen, Alten og flere Steder), i Sibirien, Kina og Japan og især i store Mængder ved Øvresjøen i Nordamerika; Rødkobbererts, der bestaar af Kobberoxydul (Cu₂O) og har en kosjenillerød eller rødgraa Farve, findes i Sibirien, Nordamerika, Frankrige, Cornwall og i Norge i Sogn; Kobberglans, en Forbindelse af Kobber og Svovl (Cu₂S) med Spor af Jern, er spaltelig og har ujevnt Brud, men er blød og kan skjæres i Spaaner; den indeholder 80% Kobber og findes i Norge paa flere Steder, men i ringe Mængde; Kobberkis, der bestaar af Svovl, Kobber og Jern (Cu Fe S₂), er messinggul og indeholder ca. 35% Kobber; den hører til de hyppigst forekommende Kobbermalme og findes i Norge især paa mangfoldige Steder i det nordenfjeldske (fornemmelig Røros); Spraglet Kobbererts er ogsaa en Forbindelse af Svovl, Kobber og Jern (Cu₃ Fe S₃), men indeholder 56% Kobber. Den hører til de bedste Kobbermalme, men forekommer kun sjelden, i Norge i Alten, Laurdal, Aardal, ved Røros og i Thelemarken; Fahlerts bestaar af Svovlkobber i Forbindelse med Jern, Arsen eller Antimon og ofte en Smule Sølv; Farven er graa eller sort. Den forekommer i mange Lande meget almindelig, men er i Norge kun funden i ringe Mængder paa Modum og i Nordland. Naturlige Kobberforbindelser, som ikke benyttes til Fremstilling af metallisk Kobber, er bl. a. Kobberlasur og Malakit. — Kobberets Udvinding sker, efterat fremmede indblandede Mineralier er fjernede ved Pukning, Slemning osv., af de svovlfrie Malme ved en simpel Reduktion med Trækul og Nedsmeltning i en Schaktovn, men af de svovlholdige ved en Række mere besværlige Operationer af Reduktion og Oxydation, sigtende til at fjerne de fremmede Metaller, især Jernet, med den smeltede Masses Slag. Efter gjentagne Smeltninger osv. faar man det nogenlunde rene Garkobber, som enten støbes ud i Barrer eller formes i rundagtige Skiver (Rosettekobber). For at kunne bearbeides maa Kobberet imidlertid underkastes en yderligere Rensningsproces (raffineres), hvorved det gjelder at træffe den rette Grad af Oxydation og Reduktion. — Foruden ved Udsmeltning af Kobbermalm kan Kobber ogsaa faaes ad vaad Vei af det kobber- og jernholdige Grubevand eller ved Udludning af forvitrede Kobbermalme; til disse Opløsninger sættes Jernskrab, hvorved Kobber udfældes, medens Jern isteden gaar over i Opløsningen. Det paa denne Maade vundne Kobber, Cementkobber, vaskes og sammensmeltes; det udmærker sig ved sin Renhed. — Kobber har en rød Farve og en stærk Glans; det er temmelig haardt, men yderst strækkeligt, saa at det kan udhamres til overordentlig tynde Blade, der er gjennemskinnende med blaagrøn Farve, og saa seigt, at en Kobbertraad af to Millimeters Tykkelse først brister ved en Belastning af ca. 280 Pd. Det smelter ved lys Rødglødhede (1090°) og udvider sig ved Afkjøling, idet der dannes Blærer i det indre; det egner sig derfor ikke til Støbning. Ved Hvidglødhede er det delvis flygtigt. Dets specifike Vegt er 8,95; det er en fortrinlig Leder for Elektricitet og Varme. I tør Luft beholder det sin Glans, men overdrages i en fugtig Atmosfære med et grønt Lag af basisk kulsurt Kobberoxyd (jfr. Spanskgrønt). Ved Glødning i Luften oxyderer det let paa Overfladen og bedækkes med et sort Lag af Kobberoxyd, som ved Hamring springer af som Hammerskjæl. Kobber angribes næsten ikke af Saltsyre og fortyndet Svovlsyre, men opløses med Lethed af varm koncentreret Svovlsyre og koncentreret og fortyndet Salpetersyre. — Kobber er et af de teknisk vigtigste Metaller. Paa Grund af sin Strækkelighed kan det hamres og udvalses til Plader og trækkes til Traad; dets Modstandskraft mod en høi Varmegrad og dets Bestandighed i Luft og Vand gjør det skikket til Kogekar, Forhudning paa Skibe, Tagtækning osv. Det prægedes tidligere ogsaa almindelig til Skillemynt. En Ulempe ved Kobberet er, at det ikke i Lighed med Jern og Staal kan sveises, men stedse maa loddes, sammennagles eller sammenfalses. Da Kobberets Forbindelser har stærkt giftige Egenskaber, maa den største Renlighed og Forsigtighed iagttages ved Kogekar o. desl. af Kobber, hvilke i Regelen fortinnes. — Norge har følgende Kobberverker: Røros, Vigsnæs, Kaafjord og Meraker (se disse Art.). — Af Kobberforbindelser mærkes Kobberoxyd (Cu O), der fremkommer som en sort Masse ved Kobbers Glødning i Luften. Dets Hydrat (Cu O + H₂ O) er blaat af Farve og dannes ved Tilsætning af Kali til en Opløsning af svovlsurt Kobberoxyd; ved Opvarmning afgiver det sit Vand og bliver til sort Kobberoxyd. — Kobberoxydul (Cu₂ O) forekommer i Naturen som Rødkobbererts (se ovenfor) og farver ved at smeltes sammen med Glas dette rubinrødt. — Svovlkobber (Cu₂ S) forekommer i Naturen som Kobberglans og kan fremstilles ved at sammensmelte Kobber og Svovl eller brænde Kobber i Svovldampe. — Kobbersulfid (Cu S) faaes ved Fældning af et Kobberoxydsalt med Svovlvandstof; det er brunsort, men antager ved Tørring en mørkgrøn Farve. — Svovlsurt Kobberoxyd eller Kobbervitriol (Cu SO₄ + 5 H₂O), faaes ved Rostning af Svovlkobber i Luften og derpaa følgende Udtrækning med Vand eller ved Ophedning af Kobber med stærk Svovlsyre. Det danner store blaa Krystaller, som benyttes i Farverierne og tildels i Medicinen. — Kulsurt Kobberoxyd findes i Naturen som Malakit og som Kobberlasur. Et som Malakit sammensat Bundfald, som først er blaat, derpaa grønt, faaes ved at fælde Kobbervitriol med kulsur Kali og anvendes til Malerfarve under Navn af Mineralgrønt. — Basisk eddikesurt Kobberoxyd, se Spanskgrønt. — Eddikesurt Kobberoxyd (Cu (C₂ H₃ O₂)₂ + H₂ O), ogsaa kaldt destilleret eller krystalliseret Spanskgrønt, faaes ved Opløsning af Spanskgrønt i Eddikesyre eller ved Fældning af eddikesurt Blyoxyd med en Kobbervitriolopløsning, hvorved det eddikesure Kobberoxyd forbliver i Opløsningen, medens uopløselig svovlsurt Blyoxyd
