udsender et overordentlig intensivt Lys (Drummonds Lys), som benyttes til at belyse Mikroskoper og til andre optiske Øiemed. — En Blanding af Vandstof og atmosfærisk Luft exploderer ogsaa, naar den antændes; det samme er Tilfældet med Blandingen af Luft og andre brændbare Gaser (f. Ex. Lysgas) eller Dampe.
Knaldguld, se Guld. — Knaldkviksølv, en Forbindelse af Kviksølv med et endnu ikke særskilt fremstillet, af Kulstof, Surstof, Vandstof og Kvælstof sammensat Legeme, som man har kaldt Knaldsyre. Knaldkviksølv fremstilles ved at opløse Kviksølv i et Overskud af Salpetersyre og dertil sætte Alkohol; det danner hvide, gjennemsigtige, naaleformede Krystaller, som bliver brungraa i Lyset og er tungt opWelige i koldt, men lettere i varmt Vand. Det erploderer med stcrrkt Knald ved at rives eller slaaes, ved en elektrisk Gnist, ved at fugtes med koncentreret Svoolsyre eller ved at opvarmes til en vis Grad. Det tcrnder lettere end det bedste Krudt og udvikler langt sterre Drivkraft for et Projektil. Bed at fugtes med Vand taber det en stor Del af sinlldsfarlighed og kan blandet med en til strekkelig Mcrngde Vand uden Fare rives paa et Stenbord med en LBer af Trer. Mest anvendes det til Fyldning af Knaldhcrtter, til hvilket Biemed det ofte blandes med Knidt. — Af Knaldsølv gives to Slags; det ene, Howards Knaldsplv, er sammen sat analogt med KnaldkviMv og fremstilles paa lignende Maade som dette, men virker langt stoer kere og antcrndes lettere, selv i fugtig Tilstand, hvorfor det ikke kan anvendes i Knaldhcrtter. Det Bertholletste KnalMv fremstilles af Spluoryd og Ammoniak og danner et sort, krystallinsk Pulver. Det erploderer endnu meget ftcerkere og lettere end det foregaaende, endog ved blot at berpres med en Fjer. — Knaldsukker faaes ved at behandle pul veriseret Wrsukker med en Blanding af Suovlsyre og Salpetersyre; efter at verre renset ser det ud som Kolofonium og er meget explosivt. Antcrndes det, forbrcrnder det uden Erplosion og kan kun meget vanskelig slukkes. — Knaldmannit er et lignende Stof som det foregaaende og faaes af Mannasukker; det krystalliserer i hvide Naale, som erploderer heftig ved at stpdes. Man har forftgt at anvende det til Fyldning i Knaldhætter. — Knaldanilin (salpetersurt Diazobenzol) har man kaldt et ved Salpetersyrlings Indvirkning paa Anilin fremstillet Prcrparat.
Knaldtræ (Hura crepitans), et sydamerikansk Træ af Vortemelkfamilien, indeholder en meget skarp Melkesaft, og dets Frø har stærkt purgerende Egenssaber. Frugten er en flerrummet, træagtig Kapsel, som ved Modningen springer op med et stærkt Knald.
Knapblomst ell. Balblom (Trollius), Plante af Ranunkelfamilien, har indtil 2 Fod høi, opretstaaende Stilk, flerdelte Blade og store, lysegule, næsten kuglerunde Blomster. Voxer næsten overalt i Norge, helst paa fugtige Enge.
Knaplund, Gaard paa Godøen i Bodø Preste gjeld, Nordlands Amt, var paa Olav den helliges Tid Raud hin rammes Bopæl.
Knapp, Albert, tysk Salmedigter, f. 1798, d. 1864 studerede Theologi i Maulbronn og Tübingen, blev 1836 Arkidiakon og senere Sogneprest i Stuttgart. Hans aandelige Sange, som er udkomne i flere Samlinger, hører til de bedste i sit Slags og utmærker sig ved Tankeklarhed og varm Religiøsitet. I sin „Evangelisk Sangskat for Kirke og Hus“ (2 Bd., 1837) har han leveret en værdifuld Samling af ældre og nyere religiøse Sange. Han skrev ogsaa endel verdslige Digte, mest med historiske Motiver.
Knapp, Georg Christian, tysk Theolog, f. 1753, d. 1825, studerede i Halle og Göttingen, blev 1775 Docent i Halle, 1777 Professor i Theologien og senere Direktør for det sammesteds værende Pædagogium og Vaisenhus. Han søgte at bringe Aabenbaringen i Overensstemmelse med den theoretiske og praktiske Fornuft og gjorde sig fortjent af den nytestamentlige Textkritik og Exegese.
Knappenaale fabrikeres i Regelen af Messingtraad; kun de saakaldte Sørgenaale gjøres af Jerntraad. Efter den ældre Methode, som endnu tildels bruges, blev den stivtrukne Traad rettet ved at trækkes mellem flere i Zikzak stillede Stifter, derpaa afhugget i dobbelte Længder, spidset i begge Ender paa en filehuggen Skive, hvorefter de dobbelte Længder afklippedes paa Midten. Hovederne dannedes af lidt tyndere og meget blød Messingtraad, som blev opvunden over en tyk og stiv Traad til lange Spindler, der afklippedes i passende Smaastykker og ved et Prægeverk med to Staalstempler fæstedes til Naalens Skaft. At Knappenaalene trods det ikke ubetydelige Arbeide, som denne Methode medfører, kunde sælges saa billig, skrev sig fra en strengt gjennemført Arbeidsdeling. I de Maskiner, som nu i stor Udstrækning benyttes ved Knappenaalsfabrikationen, udpresses Hovederne af samme Stykke som Skaftet. Knappenaalene af Messing bliver fortinnede eller beitsede og hvidkogte, Sørgenaalene sortlakerede eller anløbne.
Knaster, se Kanaster.
Knaus, Ludwig, bekjendt tysk Genremaler, f. 1829, studerede fra sit 16de Aar i Düsseldorf under Carl Sohn og Schadow, gik 1852 til Paris, hvor han opholdt sig til 1860, levede derpaa til 1866 i Berlin, hvor han efter et Ophold i Düsseldorf 1874 overtog Ledelsen af det med Akademiet forbundne Mesteratelier. Knaus har hentet de fleste af Emnerne for sin Fremstilling fra det tyske og franske Bondeliv, som han har avfattet paa en ligesaa poetisk som naturtro Maade; hans Teknik er overordentlig fin og elegant, hvad der skriver sig fra Paavirkning af den nyere franske Malerskole. Blandt hans ypperligste Billeder kan nævnes „Guldbrylluppet“, „Daaben“, „Invaliden“, „Begravelsen i Landsbyen“, „Die Hauensteiner“, „Den hellige Familie paa Flugten“, „Hans Durchlauchtighed paa Reiser“ m. fl. Han har ogsaa leveret mange udmærkede Portræter.
Knebel, Karl Ludwig von, f. 1744, d. 1834, en af de finest dannede Aander i den udvalgte Kreds, som i Slutningen af forrige Aarh. samlede sig ved Hoffet i Weimar, havde først studeret Retsvidenskaben og senere været Officér i preussisk Tjeneste. Derpaa kom han til Weimar og blev Hovmester for Prins Konstantin; 1774 ledsagede han Arveprins Karl August og hans Broder til Paris og besøgte underveis i Frankfurt Goethe, hvis Bekjendtstab med Arveprinssen han indledede. Efter Tilbagekomsten til Weimar fik han Majors Rang og en livsvarig Pension. I sine senere Aar giftede han sig og bosatte sig i Ilmenau, men
