at have taget mineralogisk Examen 1847 foretog han 1849 og 1850 geologiske Reiser i Norge og paa Island. Han arbeidede derpaa omtrent halvandet Aar paa Kemikerne Bischoffs og Bunsens Laboratorier; i et halvt Aar bereiste han tillige Eisel og Harzen samt Egnen omkring Monzoni og Predazzo i Sydtyrol. Efter sin Hjemkomst tog han fat paa Studiet af det saakaldte Kristianiaterritorium, hvorover han udarbeidede Karter og Profiler, og hvis Bergarter han kemisk undersøgte; han paaviste Lagenes Foldning og redegjorde for Porfyrernes og Granitens eruptive Natur. Sine Iagttagelser og Anskuelser, der i væsentlige Punkter afveg fra de her paa den Tid gjængse, udviklede han i flere Skrifter, navnlig i en af Universitetet prisbelønnet Afhandling (1855) og i „Das Christiania Silurbecken“ samt paa Naturforskermødet i Kristiania 1856. I sin Afhandling „Über die Geologie des südlichen Norwegens, mit Beiträgen von Tellef Dahll“ (1857) paaviste han endvidere bl. a. Silurformationens Etagebygning. Efterat han den 10de Mai 1858 var udnævnt til Lektor ved Universitetet, begyndte den af ham grundlagte norske geologiske Undersøgelse sin Virksomhed med Kjerulf som Bestyrer, Tellef Dahll som Assistent samt talrige yngre Deltagere. Undersøgelserne begyndte med Ordningen af det løse Terræn i bestemte Etager samt Paavisningen af Morænerækkerne øst og vest for Kristianiafjorden (Universitetsprogram af M. Sars og Kjerulf 1860); derefter arbeidedes i Gneisgraniten i Egnene vest for Skiensfjorden, i Arendals og Kragerøs Jernertsfelter samt i Kongsbergs Ertsdistrikt; om alle disse Undersøgelser publiceredes Afhandlinger af Kjerulf og Dahll i „Nyt Magazin for Naturvidenskaberne“, 1860 og 1861. 1866 udgav Kjerulf og Dahll et geologisk Kart over det søndenfjeldske Norge, omfattende Kristiania, Hamar og Kristianssands Stifter, i 10 Blade med tilhørende Profiler. Professor Kjerulf, som herefter alene overtog Undersøgelsen af det sydlige Norge, medens hans mangeaarige Medarbeider overtog de nordligste Landsdele, har nu i en Aarrække uafbrudt fortsat Arbeidet og i de senere Aar navnlig bereist Bergens og Trondhjems Stifter. Om Trondhjems Geologi udgav han Afhandlinger i 1871 og 1875. I Universitetsprogrammer for 1871 og 1873 meddelte han Resultatet af sine Undersøgelser af Grundfjeldet og Sparagmitformationen samt om Skuringsmærker og Glacialformationen. 1879 offentliggjorde han „Udsigt over det sydlige Norges Geologi“, ledsaget af et Atlas og et Oversigtskart; dette omfangsrige Arbeide udkom kort efter ogsaa i tysk Oversættelse. Foruden sine geologiske Afhandlinger, hvoraf han foruden de her nævnte har udgivet en stor Mængde, og som han tillige har foredraget paa Naturforskermøderne, i hvilke han stadig har taget virksom Del, har Kjerulf forfattet den nu i 3 Oplag udkomne Lærebog „Stenriget og Fjeldlæren“. Som Universitetslærer har Professor Kjerulf i en ganske ualmindelig Grad formaaet at vække Interesse for sit Fag, og han har navnlig af sine Elever opdraget mange yngre Mænd, der har leveret selvstændige geologiske Arbeider. Kjerulfs Verker har skaffet ham den største Anerkjendelse i Udlandet og sikret ham en Plads i Rækken af Nutidens første Geologer. — Kjerulf har været Medlem af den i 1865 nedsatte kongelige Kommission til Befaring af Kongsberg Sølvverk samt af Juryen ved Verdensudstillingerne i Filadelfia og Paris. Han har tillige været meget optaget af literære og kunstneriske Interesser. I en Aarrække var han et virksomt Medlem af Direktionen for Kunstforeningen i Kristiania, og han har erholdt et anset Navn som Forfatter ved flere Digtsamlinger og Reiseskisser.
Kjerulf, Halfdan, fremragende norsk Sang-Komponist, f. i Kristiania 1815, d. 1868, blev Student 1834 og begyndte at studere Retsvidenskaben uden dog at nære synderlige Interesser for denne, da han allerede tidlig følte sig hendragen til Musiken. Den Undervisning, han under de daværende musikalske Forhold i Kristiania kunde faa, var imidlertid temmelig tarvelig, hvorfor han mest paa egen Haand maatte arbeide paa sin Uddannelse. Efterat han havde opgivet det juridiske Studium for alene at sysle med Tonekunsten, levede han som Musiklærer i Kristiania. Han begyndte tidlig at komponere Sange, men var sig imidlertid sit mangelfulde Kjendskab til Kompositionslæren bevidst, saa at denne Side af hans Virksomhed foreløbig ikke kom til nogen mere betydelig Udfoldelse. Først da den dygtige Musiktheoretiker Karl Arnold 1848 kom til Kristiania, kunde Kjerulf hos ham faa en mere grundig Uddannelse; derpaa fik han 1850 et Stipendium, hvorved han sattes istand til at reise til Leipzig og der nyde Richters Undervisning. Det rige Musikliv, som han der fik Anledning til at iagttage og deltage i, virkede modnende og heldbringende paa hans Talent, og han modtog stærke Indtryk af den romantiske Musikretning, som dengang satte sine Blomster i Mendelssohns og Schumanns bedste Verker. Opholdet i Leipzig varede imidlertid kun et Aars Tid; senere levede han stadig i Kristiania, som han kun forlod for at gjøre en Del kortere Reiser til Tyskland og Paris. — Kjerulf eiede en rig Begavelse, som imidlertid paa Grund as de uheldige Forhold, hvorunder hans Udvikling fandt Sted, kun kom til at udfolde sig paa et begrændset Omraade; hans Kompositioner bestaar af mindre Sager for Piano (10 Hefter), en Række Sange for Mandskor samt Romancer og Sange med Pianoakkompagnement (16 Hefter), hvoraf Størsteparten saa Lyset efter 1852. Det er navnlig Romancerne, som har gjort hans Navn kjendt og kjært i vide Kredse; deres originale Melodirigdom og et blidt elegisk Drag, der gaar gjennem de fleste af dem, gjør dem til noget af det mest tiltalende, som den nordiske Musikliteratur har at opvise. Ogsaa Kjerulfs Pianokompositioner og Mandskor tæller Mesterverker i sit Slags blandt sig; af de sidstnævnte er vel hans Musik til A. Munchs Digt „Brudefærden i Hardanger“ mest berømt. Kjerulf er specielt i den norske Musikhistorie mærkelig som en af de første, der forstod at lade sig inspirere af Folkemusiken, og staar derfor i første Række af Banebryderne for den nationale norske Musik, som siden hans Tid har blomstret saa smukt frem. Som Lærer uddannede han talrige dygtige Elever, af hvilke flere (som Fruerne Nissen og Grøndahl) har vundet Navnkundighed som Virtuoser. Selv spillede Kjerulf overordentlig smukt og aandfuldt, men drev det ikke til egentlig Virtuositet, hvad han vel heller neppe tilsigtede. — I Kristiania reistes ham 1874
