land, men som ved sin Mistænksomhed og Pirre- lighed snart gjorde Ende paa Venskabet. 1767 blev Hume Understatssekretær, hvilket Embede han to Aar efter nedlagde for som Privatmand at leve for sine lærde Sysler. Efter hans Død udkom hans,,Dialo- ger over den naturlige Religion" og „Essays om Selvmord og om Sjelens Udødelighed". Hume danner forrige Aarhundredes Afslutning paa den engelske Déisme og betegner dennes mest frem- stredne spekulative Standpunkt. Hans Filosofi er ffeptisk og kan betegnes som den mest fuldendte Konsekvens af Bacons og Lockes Empirisme. Han bestrider Gyldigheden af al Metafysik, som gaar ud over Erfaringens Grændser, og tager som Religionsfilosof et udelukkende psykologisk Standpunkt. Hans Tænkning er klar og skarp fritift, og hans Fremstilling elegant og tiltalende. Hans Filosofi var i lang Tid lidet paaagtet af hans Landsmænd og har først i dette Aarhundrede vundet fortjent Opmærksomhed, hvortil for en stor Del Kants og flere tyske Filosofers anerkjendende Udtalelser har bidraget.
Hume, Josef, engelsk Politiker, f. 1777, d. 1855, traadte 1799 som Kirurg i det ostindiske Kom- pagnis Tjeneste, lagde sig efter de indiske Dialekter og fungerede fra 1803 som Tolf; 1808 vendte han tilbage, bereiste England, Middelhavslandene og Levanten og valgtes 1812 til Medlem af det snart derefter opløste Underhus. 1813 blev han Direktør for det ostindiske Kompagni og 1818 indvalgtes han paany i Underhuset, hvor han med faa Afbrydelser havde Sæde til sin Død og som Tilhænger af Venstre virkede meget for Re- former, navnlig i Finansveien, og for Udvidelsen af den politiske Frihed.
Humle (Humulus Lupulus), fleraarig Plante af Neslefamilien, med lang, slyngende, kantet og ru Stilf, modsatte, haandlappede Blade og tvebo Blomster. Hanblomsterne sidder i grenede Klaser og har et 5delt Blomsterdække; Hunblom- sterne danner konglelignende Rakler med tragt- formede Skjæl og har to Ar. Frugten er en Nød. Humlen stammer efter den almindelige Antagelse fra Asien, men forekommer vildtvorende i næsten hele Europa, i Norge saa langt mod Nord som til Snaasen. Hunplanterne dyrkes i stor Maalestok og formeres ved Deling af Rod- stokkene; dens Kongler indeholder en gul Harpig, Lupulin, af stærk aromatisk Lugt og Smag, samt en ætherist Olie (Humle olie) og Garve- stof. De anvendes ved Ølbrygning til at give Dület en aromatist Smag og større Holdbarhed; i nogen Udstrækning anvendes ogsaa Humlepræ- parater i Medicinen som beroligende Midler. Det vigtigste humledyrkende Land er Tyskland; dernæst tommer England, Nordamerika, Østerrige, Belgien og Frankrige. Norge indførte 1879 155,640 76 Humle.
Humle (Bombus), Insektslægt af Biernes Fa- milie, stiller sig fra de egentlige Honningbier ved fit stærkt lodne Legeme. Humlerne er sædvanlig forte med gule eller røde Tverbaand; de lever i Selskaber i Bygninger, som kun benyttes et Aar og som i Regelen er anlagte under Jorden. I hvert Selskab findes en Hun samt Hanner og Arbeidere, men kun Hunnen overlever i befrugtet Tilstand Vinteren og grunder om Vaaren et nyt Selskab. Humlerne indsamler ligesom de egentlige
Bier en sød og velsmagende Honning, men i langt ringere Mængde; den opbevares i rundagtige Celler af Vor, der ikke som Biernes er ordnede i Kager. Hunnerne er forsynede med en Braad, men stikker sjelden. Humlerne er af Vigtighed for flere Plan- ters (f. Ex. Kløverens) Befrugtning, idet de bringer Blomsterstøvet omkring med sig paa sine lodne Legemer.
Humleblomst (Geum), Blante af Rosenfamilien, 1-2 Fod høi, med opret Stilk, fembladet yder- bæger og ægformede Kronblade. Blomsterne er rødbrune eller gule. I Norge forekommer to Arter: Eng-Humleblomst (Geum rivale) og Krat- Humleblomst (Geum urbanum).
Hummel, Johann Nepomuk, berømt tysk (øster- rigst) Pianist og Komponist, f. 1778, d. 1837, fif først Undervisning af sin Fader og fra 1785 af Mozart, som tog sig meget af ham. 1788-95 gjorde han med stort Bifald Koncertreiser, stude- rede derpaa i Wien Musiktheori under Albrechts- berger og Salieri og blev 1803 Kapelmester hos Fyrst Esterházy. 1811 opgav han denne Ansæt telse, men faldtes 1816 til Kapelmester i Stutt gart og 1820 i Weimar, hvor han med Afbry- delser ved flere længere Koncertreiser virkede til sin Død. Som Pianist var han fuldendt Virtuos, men forstod bestandig at lade sin Færdighed træde i den virkelige Kunsts Tjeneste; som Komponist leverede han Operaer og Messer, som nu iffe længere spilles, hvorimod adskilligt af hans Kammer- mufit og Pianokoncerter har blivende Værd.
Hummelfield, et 5,000 Fod høit Field mellem Røraas og Tolgen, nordligst i Hedemarkens Amt.
Hummer (Homarus), Slægt af de tiføddede Krebsdyr, er nær beslægtet med Flodkrebsene. — Den almindelige Hummer (H. vulgaris) fan op- naa en Længde af ca. 1 Fod, er i levende Til- stand fortgrøn og har store klør, af hvilke i Almin- delighed den ene er større og stærkere tandet end den anden. Dens Kjød er velsmagende, hvorfor den i Mængde fanges; den forsendes i levende Til- stand og koges i Almindelighed levende eller dræbes i ethvert fald i samme Dieblik, som den lægges i Gryden. Ved Kogningen bliver Skalleu rød. Hummeren er udbredt fra Bodø til Middel- havet og lever af Fist, Rogn, smaa Krebsdyr og Bløddyr; den fanges hovedsagelig i Teiner, i størst Udstrækning ved de norske Kyster, hvor den i Smaalenenes Amt er fredet 15de Juli-31te August, i Resten af Kristiania Stift samt Brats- bergs og Nedenæs Amter i August, i Nordre Bergenhus og Romsdals Amter i August og September og ellers 15de Juli-30te Septbr. - Udbyttet af den norske Hummerfangst afgav 1876 til Udførsel ca. 1,270,000 Stkr., til en Værdi af ca. 483,000 Kr., hvoraf for ca. 298,000 Kr. udførtes til England; 1879 udførtes 1,019,000 Str. Den amerikanske Hummer (H. Ame- ricanus) ligner den almindelige, hvorimod den afrikanske (H. capensis) er betydelig mindre.
Humor, lat., egentl. Fugtighed, Vædske. Da de gamle Læger ansaa et rigtigt Forhold mellem Legemets Vædster for Kilden til alt legemligt og aandeligt Velvære, gif Ordet i Tidens Løb over til at betegne en munter Stemning og et godt Lune og blev endelig (i Slutn. af det 18de Aarh.) i Esthetiken Udtryk for den høieste og mest fuld- endte Form af det komiske. Humoristen ler
