- holdt sig nu et Aars Tid i Paris, gik derpaa med Gay-Lussac til Italien og ledsagede 1807 efter sin Tilbagekomst til Berlin Prins Vilhelm af Preussen paa hans diplomatiske Sendelse til Paris. Her tog han blivende Ophold til 1827 og udgav herfra sit store Verk om sine og Bon- pland's Reiser i Amerika. 1827 vendte han tilbage til Berlin, hvor han holdt en Række berømte Forelæsninger over den fysiske Geografi. 1829 foretog han med Ehrenberg og G. Rose en af den russiske Keiser foranstaltet Expedition til Ural, Altai, det finesiste Dsongari og det Kaspiske Hav; Reisen varede ni Maaneder og indbragte rige videnskabelige Resultater. Fra 1830 fit Humboldts rastløse Virksomhed et mere politist Præg, idet han ofte sendtes i diplomatiske Missioner og led- sagede Kongen paa Reiser, deriblandt 1845 til Kjøbenhavn. Efter det sidstnævnte Aar opholdt han sig stadig i Berlin, lige til sin Død i Besid delse af sin fulde Aandskraft og bestjeftiget med videnskabelige Arbeider. Humboldt var en af de alsidigste og tillige grundigste Lærde, som nogen- finde har levet. Han har leveret Arbeider af bli- vende Værd paa Astronomiens, Meteorologiens, Zoologiens, Botanikens, Mineralogiens, Geolo giens, Plante- og Dyregeografiens, Ethnografiens og Statistikens Omraader og var ikke blot en omhyggelig og flittig Samler samt begavet med en starp Jagttagelsesevne, men formaaede ogsaa i høi Grad at drage Konsekvenserne af fine Jagttagelser, kombinere dem og gjensidig belyse dem ved hver- andre. Han har ved sin Virksomhed gjort Epoke i Naturforskningen og givet den nye Impulser paa de mest forskjellige Felter. En Videnskab, som kan siges at være grundlagt af ham, er Plantegeografien. Af hans talrige videnskabelige Skrifter fan her, foruden de astronomiste, botaniste og geologiste Afsnit af hans store Verk om Rei- ferne i Amerika (30 Bd., Paris 1805-27), anføres: "Fragmenter af Aftens Geologi og Klimatologi" (franst, 2 Bd.. 1831), „Om Planternes geogra fiske Udbredelse" (lat., 1817),,,Vues des Cordil- lères" (1810), Essai politique sur le royaume de la Nouvelle Espagne" (2 Bd., 1811), „Essai politique sur l'isle de Cube" (1826), "Kritisk Undersøgelse af den nye Verdens Geografi" (fr., 5 Bd., 1835-38) m. fl. I fine „Ansichten der Natur" (1808) forsøgte han med Held at give et populært Overblik over sine videnskabelige Forst- ninger. I sin høie Alderdom udarbeidede han det storartede og omfangsrige Verk Kosmos" (4 Bd., 1845-58, ufuldendt), hvori han vilde nedlægge sin hele Viden i systematist Sammen hæng, og som tillige er et Stridsskrift mod den Schelling-Hegelste Naturfilosofi. Desuden paa- begyndte han i sine sidste Aar en samlet Ud- gave af sine mindre Skrifter, hvoraf 1ste Bind udkom 1854. Foregaaendes ældre Broder, Karl Wilhelm v. Humboldt, Friherre, f. 1767, d. 1835, studerede i Frankfurt og Göttingen Rets- videnskaben, hvorhos han lagde sig efter Arkæologi, 2Esthetik og Filosofi; efter at have gjort flere Uden- landsreiser samt i Weimar at have knyttet et va- rigt Venskab med Schiller og Goethe blev han 1801 preussist Gesandt i Rom. Her forblev han til 1808, da han hjemkaldtes for som Geheime- statsraad at ordne Skolevæsenet i Preussen. Dette Hverv tog han sig af med Iver og Dygtighed og
gav navnlig Stødet til Oprettelsen af Berlins
Universitet. 1810 gik han som extraordinær Ge-
sandt til Wien; 1813 deltog han i Fredskongressen
i Prag, 1814 i Kongressen i Châtillon og Afslut-
ningen af den første Pariserfred, 1815 i Wiener-
fongressen og fra 1816 i Ordningen af den første
tyske Forbundsdag. 1817 gik han som Gesandt
til London og deltog 1818 i Kongressen i Aachen;
1819 blev han Medlem af det preussiske Stats-
ministerium, men tog allerede s. A. sin Afsked,
da hans liberale Anskuelser og Planer iffe stemte
overens med Hardenbergs. Fra nu af levede han
som Privatmand, beskjeftiget med lærde, især
sprogvidenskabelige Studier. Han havde allerede
tidligere skrevet adskilligt, især literære og kritiske
Opsatser samt Digte (Elegien "Rom", 1806) og
leveret en interessant Oversættelse af Esthylos's
,,Agamemnon". I sine senere Aar bestjeftigede
han sig med den sammenlignende Sprogforskning
og blev en af dens Grundlæggere. Efter at have
udgivet et Par vigtige Afhandlinger over Bastist
skrev han om den gamle indiske Literatur og udgav
desuden en Ordbog over Sproget paa Tahiti
samt „Om Kavisproget paa Den Java" (3 Bd.,
1836-40), hvis Indledning, „Om den menneske-
lige Sprogbygnings Forskjellighed og dens Jud-
flydelse paa Mennesteslægtens aandelige Udvikling"
(særskilt udgivet 1835), navnlig blev epokegjørende
for Sprogforskningen.
Humbug, et fra det engelske „Slang" i Om- gangs- og Skriftsproget optaget Ord, som betegner Marksfrigeri, Svindel, Snyderi ved at benytte sig af Folks Lettroenhed. Ordets Oprindelse angives forskjellig; det skal være brugt første Gang paa Tryk 1735, men er først i dette Aarh. blevet almindeligt.
Hume (udt. Jum), David, berømt engelsk Fi- losof og Historifer, f. 1711, d. 1776, lagde sig allerede tidlig efter Studiet af Filosofien og den Klassiske Literatur, men besluttede paa Grund af svækket Helbred og daarlige Formuesomstændig heder at lære Handelen. Dette blev han dog snart fjed af og reiste nu til Frankrige, hvor han i flere Aar opholdt sig i Rheims og la Flèche. Her skrev han sin,,Afhandling om den menneskelige Natur" (3 Bd., 1738-40) og fine,Essays" (1842). Nogle Aar senere ledsagede han som Sekretær General Sinclair paa en Gesandtskabsreise til Wien og Turin, i hvilken sidste By han omarbeidede første Del af sin Afhandling om den menneskelige Natur, hvilken han 1748 udgav under Titelen ,,Undersøgelse over den menneskelige Forstand" som andet Bind af sine Essays". Efterat han 1751 var vendt tilbage til sit Fædreland udgav han ,,Undersøgelse angaaende Moralens Principer" (1751) m. fl. Skrifter og blev 1752 Bibliothekar ved det juridiske Fakultet i Edinburgh. Nu paa- begyndte han sit Hovedverk Englands Historie fra Julius Cæsars Invasion til Revolutionen 1688" (6 Bd., 1763), som endnu hører til de ypperste Verker over Englands Historie og lige meget udmærker sig ved Sprogets Skjønhed, som ved en filosofist Betragtningsmaade af Stoffet. 1763 Ledsagede Hume som Gesandtskabssekretær Greven af Hertford til Paris, hvor han forblev til 1766 og i de lærde kredse modtoges paa den mest smigrende Maade. Her stiftede han ogsaa Bekjendt- stab med Rousseau, som fulgte ham tilbage til Eng-
