hedsstæder. Kort efter dannedes den „hellige Ligue", som Kongen tiltraadte; efter fortvarige Fiendtligheder kom det 1577 igjen til Fred i Bergerac paa Grundlag af de tidligere Betin- gelser. En ny Ufred 1578-80 bilagdes ved Freden i Flex. Efter Hertugen af Anjous Død 1584 var Henrik af Navarra den nærmest beret- tigede til at blive Tronfølger, men Liguen op- stillede mod ham Kardinalen af Bourbon, og Kon- gen maatte 1585 erklære Hugenotterne for at have forbrudt alle fine Rettigheder. Henrik af Navarra seirede 1587 ved Coutras, men 1588 tvang Hertugen af Guise Kongen til at proklamere Henriks Udelukkelse fra Tronfølgen og Hugenot ternes udryddelse. Hertugens og Kardinalen af Guises Mord 1588 hidsede imidlertid Stemningen mod Kongen, som nu blev nødt til at søge Pro- testanternes Hjelp mod det oprørste Paris. Un- der Beleiringen blev han myrdet 1589, og nu førte Henrit af Navarra en fireaarig Kamp om Kronen, som han først fik 1593 ved at gaa over til Katholicismen. Men fine forrige Troesfæl lers Rettigheder udvidede og fikrede han 1598 ved det nantiske Edikt, som 1599 stadfæstedes af Par- lamentet. Under Henriks Regjeringstid levede nu Hugenotterne i Fred; men allerede under Ludvig den trettendes Mindreaarighed begyndte Hoffet at udøve et Tryk paa dem, hvorfor de 1615 støttede Condés Opstand. 1616 fif de ved Forliget i Loudun Kultusfrihed; men 1620 indførtes Katho- licismen med Vaabenmagt i Bearn, og i den der- paa følgende Kamp erobredes næsten alle Huge- notternes Byer. 1622 fik de Fred og Stadfæ- stelse af det nantiske Edikt, men uden Forsam- lingsfrihed, og 1625 greb de igjen til Vaaben i Rochelle, hvilken Fæstning beleiredes og erob- redes 1628, hvorefter de øvrige Sikkerhedsstæder ogsaa maatte overgives 1629. Hugenotterne var nu afhængige af Hoffets Forføininger, men i en Række af Aar var dog deres Tilstand ganske taalelig. Først under Ludvig den fjortendes anden Regjeringsperiode brød Trængslerne igjen løs; 1681 begyndte man systematist at anvende Tvang for at føre Protestanterne tilbage til den katholske Kirke. Blandt de Omvendelsesmidler, der brugtes, var ogsaa, at man indkvarterede hos protestantiske Familier Soldater, som tillod sig de værste Vold- somheder; dette faldte man Dragonnader. 1685 op- hævedes det nantiske Edikt. Blodsudgydelser, Fæng flinger og Slaveri, Nedrivning af Hugenotternes Gudshuse og alffens andre Voldshandlinger tvang tusender af dem til at udvandre, navnlig til Branden- burg, Holland, Schweiz og England. En Del flyg- tede til Cevennerne, hvor der 1702-06 førtes en blodig Krig mod dem (se Camisarder). Ved disse Forfølgelser mistede Frankrige en Mængde af sine driftigste og bedste Borgere til stor Skade for sin Indu stri og Velstand. Ludvig den femtende udstedte 1724 et nyt strengt Edikt mod Hugenotterne, som 1744-46 paany var Gjenstand for blodige Forfølgelser; men fra den Tid begyndte man overalt at faa Di- nene op for det fordærvelige i saadanne Forholds- regler, og de fik derfor fra nu af leve nogenlunde i Fred. Først efter Revolutionens Udbrud 1789 fik de i Lighed med alle andre Troessamfund sin Religionsfrihed anerkjendt. Code Napoleon stil- lede de franske Protestanter paa fuldstændig samme Fod som Katholikerne, og denne Stilling har de
fiden stadig indtaget, skjønt de navnlig under Re- ftaurationen var Gjenstand for enkelte Plagerier i det smaa.
Huggert, fort, stærk Sabel til Brug for Mandskabet paa Krigsskibe.
Huggins (udt. Høggins), William, engelst Astronom og Fysiker, f. 1824, lagde sig tidlig efter Mathematik og Naturvidenskaber og bestief- tigede sig længe med mikroskopisk-fysiologiske Un- dersøgelser; 1855 begyndte han hovedsagelig at lægge sig efter Astronomi og oprettede i sit Hus et privat Observatorium. Efter Opdagelsen af Spektralanalysen begyndte han at bestjeftige sig med denne og navnlig undersøgte han Solens, flere Stjernetaagers og Kometers Spektra; ligeledes har han beregnet den Varme, som meddeles Jor- den fra flere Firstjerner.
Hugin og Munin, se Gudelære, den nordiske.
Hugo, Gustav, tyst Jurist, f. 1764, d. 1844, studerede i Göttingen og blev 1788 Professor sammesteds. Han var en af de første, som fore- brog Netshistorien afdelt efter Tidsrum, og var i det hele en af den historiske Retsstoles fornemste Grundlæggere. Hans vigtigste Verker er „Lehr- buch des civilistischen Cursus" og "Civilistisches Magazin".
Hugo, (udt. Ygaa), Victor Marie, berømt franst Digter, f. i Besançon 1802, var først bestemt til ligesom Faderen at blive Militær, men be- stjeftigede sig allerede i en meget ung Alder med Poefien og deltog 1817 i en konkurrance om en udsat Prisbelønning for et Digt over et opgivet Emne; Prisen vilde han ogsaa have faaet, hvis han ifte i Digtet havde hentydet til sin unge Alder, hvilket fik Bedømmelseskomitéen til at tro, at der forelaa en Mystifikation. Han fik imidlertid en Belønning for sit Arbeide og tillige af sin Fader Tilladelse til at følge fin Tilbøielig- hed for literære Sysler. 1822-24 udgav han de to første Samlinger af fine „Oder og Balla- der", hvori han endnu fra Formens Side var paavirket af Klassicismen, men ved Siden deraf allerede røbede romantiske Idéer. 1826 udkom Romanen Bug Jargal" og tredie Bind af „Oder og Ballader", hvori han viste et stærkere Frem stridt mod Romantiken. Med den klassiske Stil brød han fuldstændig ved fit Drama "Cromwell" (1827), i hvis Fortale han udviklede den nye Romantiks Theori og især betonede, at der i Dramaet, hvis Maal det er at kombinere Typer for det groteske og det ophøiede, ikke skulde fore- gaa andet, end hvad som sker i det virkelige Liv. Baade Dramaet og Fortalen vakte Opsigt og fremkaldte en livlig Polemik. Allerede flere Aar tidligere havde en Gruppe af unge Mænd („le Cénacle") sluttet sig sammen med Hugo og for fegtede Romantifens Jdéer i „La Muse française"; denne Kreds fandt nu fit Program i Fortalen til "Cromwell" og erkjendte dens Forfatter for den nye Stoles Høvding i Frankrige. 1828 udgav Huge Digtsamlingen Les Orientales", som til- fulde lagde hans beundringsværdige Herredømme over Sproget og hans Rigdom paa farverige Bil- leder for Dagen. Hans Drama Marion De- Torme" (1829) blev forbudt at opføres, hvorimod Hernani" (1830) git over Scenen paa Théâtre français under den nye Skoles begeistrede Bifald og Klassikernes heftige Moddemonstrationer. 1831 "
