Holtei, Karl von, tyst Digter, f. 1798, d. 1880, indtraadte 1815 som Frivillig i den preussiske Hær og begyndte derpaa at studere i Breslau, men opgav den akademiste Bane for at blive Skuespiller. Snart forlod han dog ogsaa Scenen, blev Theater- sekretær og Theaterdigter i Breslau, optraadte senere som Forelæser, ledede 1837-39 Theatret i Riga og indehavde derpaa en fort Tid Direktør- posten ved Theatret i Breslau. Han vandt navn- lig Berømmelse ved fine Syngespil, en Omplant ning paa tyst Jordbund af den franske Vaudeville, samt ved sine lyriske Digte i schlesist Dialekt. I fine senere Aar skrev han ogsaa flere Romaner af hvilke „Die Vagabunden" er den mest bekjendte.
Holzendorff, Franz von, tyst Jurist, f. 1829, studerede i Berlin, Heidelberg og Bonn, blev 1857 Docent og 1861 Professor ved Berlins Universi tet. Han har navnlig gjort sig bekjendt ved fine Forelæsninger og Skrifter over Kriminalretten, men har ogsaa paa andre Felter af Netsvidenska ben udfoldet en rig literær Virksomhed. Til hans mest bekjendte Skrifter hører Encyklopädie der Rechtswissenschaft" (3 Bd.).
Holzmann, Adolf, tyst Sprogforster, f. 1810, d. 1870, studerede i Berlin, München og Paris og blev 1852 Professor i tyst Sprog og Literatur i Heidelberg. Han har leveret starpsindige Arbei- der inden flere af Filologiens Grene, saaledes over "Nibelungenlied", over den persiste Kileskrift m. m. og udgivet flere ældre tyske Sprogmindes- mærker samt Oversættelser fra Sanskrit. Hans "Gammeltyske Sproglære" er ufuldendt.
Holyhead (udt. Hollihedd), i det Irske Hav, vest for Anglesea, med en By af samme Navn, der har 6,000 Indb. og en vigtig Nødhavn (anlagt 1847-73).
Holyrood (udt. Hollirud), det gamle skotffe Kongeslot i Edinburgh, bygget i det 12te Aarh. senere gjentagne Gange ødelagt, nu tildels restaureret.
Homann, Johann Baptist, tyst Karttegner, f. 1663, d. 1724, blev 1687 Notar i Nürnberg. Her begyndte han at lægge sig efter Robberstikker- funft og Karttegning og oprettede 1702 en Handel med Landkarter, hvorfra han leverede ca. 200 Kar- ter, som for sin Tid var fortræffelige og især blev af Betydenhed ved sin Prisbillighed. Forretningen fortsattes af hans Søn og bestod indtil 1848.
Homburg vor der Höhe, By i den preus- fiffe Provins Hessen-Nassau, med 8,500 Indb. og berømte jernholdige Saltfilder, er et meget be søgt Badested og var til 1866 Hovedstad i Land- grevftabet Hessen-Homburg.
Homedal, Prestegjeld i Nedenæs Amt, bestaar af Sognene Landvik og Eide.
Homel, Hommel eller Gomel, By i det russiske Guvernement Mohilev, med 12,000 Indb. og berømte Hestemarkeder.
Homeros, efter Oldtidens Tradition Græken- lands første og største episte Digter. Beretnin- gerne om hans Liv er helt igjennem sagnmæs- fige; syv Stæder, Smyrna, Rhodos, Kolofon, Salamis, Khios, Argos og Athen, stal have stridt om Eren af at være hans Fødeby. Efter et meget udbredt Sagn var han Søn af Flod= guden Meles og en Nymfe. Senere stal han være bleven blind og som omreisende Sanger have foredraget fine Digte paa forskjellige Steder. Hvad man med Sandsynlighed kan slutte, er, at
de Digte, som bærer hans Navn, er opstaaede hos
de lilleasiatiske Joner i det 10de eller 9de Aarh.
f. Kr. og først noget senere bragte til det euro-
pæiske Grækenland (efter Traditionen fornemmelig
af Lykurgus). I Grækenland blev de homeriste
Sange enkeltvis foredragne af Rhapsoder ved Fe-
ster og Forsamlinger; først Peisistratos lod dem
sammenstille i den Form, hvori de nu forefindes.
De udgjør to store epiffe Digte, hvert i 24 Sange,
affattede i Herametre og i ionist Dialekt (den
saakaldte heroiske"). Iliaden (gr. 7 Izás) be-
handler Episoder af den trojanske Krig. Den be-
gynder med Beretningen om Athilleus's Vrede,
Sa han var bleven fornærmet af Agamemnon og
nu holdt sig borte fra Kampen. Derpaa følger
Fortællingen om en Ræfte af Rampscener, hvori
de største Helte paa begge Sider optræder. Efter
forgieves Forsøg fra Grækernes Side paa at for-
sone Akhilleus lader denne sig af sin Ven Pa-
troklos overtale til at laane ham sin Rustning;
Patroklos gaar i Kampen og fældes af Hektor, og
nu først griber Akhilleus til Vaaben for at hevne
fin Ven. Han fjæmper med Hektor og fælder ham,
og Digtet slutter med Beretningen om, hvorledes
han udleverer Hektors Lig til Priamos, og om
Hektors Begravelse.-Odysseen (gr. 'O6v66ɛ1α)
skildrer Odysseus's Eventyr paa Hjemveien fra
Troia og de Begivenheder, som under hans Fra-
værelse foregaar i hans Hjem paa Ithaka. I de
første fire Sange berettes om, hvorledes en Stare
af Friere plager hans Hustru Penelope, opholder
fig paa hans Kongeborg og fortærer hans Eiendom
i Gilder og Svirelag, medens han selv holdes
tilbage af Nymfen Kalypso paa Den Ogygia.
Hans Søn Telemakhos drager endelig afsted for
i Pylos hos Nestor og i Sparta hos Menelaos
at søge Efterretninger om den fraværende Fader.
I 5te til Begyndelsen af 13de Sang fortælles
om, hvorledes Odysseus kommer bort fra Ogygia
og efter mange Farer naar til Faiakernes Land,
hvor han modtages venlig af Kong Alfinoos.
Denne giver ham Fartøi og Mandskab for at seile
hjem, og i 13de-19de Sang berettes om de Pla-
ner, den hjemkomne Odyseus lægger sammen med
fin Søn og Svinehyrden Eumaios til at staffe
Frierne af Veien. I de fire sidste Sange skildres
Hans Hevn over Frierne, som han samtlige dræber,
og hans Møde med sin trofaste Hustru. Begge
Digte stattes endnu som hørende til det ypperste,
Digtekunsten nogensinde har frembragt. Efterat
Studiet af Græst siden Renaissancetiden er blevet
almindeligt, hører Iliaden og Odysseen til de
Verker, som i størst Udstrækning læses i alle
Landes lærde Stoler. Den mærkbare Forstjel,
som finder Sted mellem begge Digte med Hensyn
til Aand og Tone, blev tidlig iagttaget, uden at
man derfor opgav den gamle Tro, at de begge
ffrev sig fra en og samme Digter. Først F. A. Wolf
søgte 1795 videnskabelig at begrunde den Anskuelse,
at der i det hele taget ikke har eristeret nogen
enfelt Digter af Navnet Homer, men at de
Verker, som tillægges ham, gjennem en længere
Tid stykkevis er forfattede af flere og senere sam-
mensatte i den Form, hvori de nu foreligger.
Denne Hypothese vakte en starp Strid blandt
Filologerne, og endnu har begge Meninger ivrige
Forkjæmpere; navnlig har i den sidste Tid Nitsch
og Ottfried Müller søgt at godtgjøre Uholdbarhe=
