Hindukusj ell. Hindukuh, Fieldkjæde i Asien, udgjør Nordranden af Irans Høiland og stilles i Øst ved Indusdalen fra Himalaja. Den danner et vildt og paa mange Steder utilgjengeligt Alpe- land, som i det hele endnu er lidet bekjendt. Dens Toppe hæver sig til en Høide af ca. 20,000 Fod.
Hindo, Norges største , ligger dels i Nord- lands, dels i Tromsø Amt. Den har en Længde af 8 Mil, Middelbreden er 3 Mil, og Fladeind holdet 40 kv.mil. Den omgives i Øst af Fast- landet, hvorfra den er skilt ved det smale Tjeld- sund, i Syd af Vestfjorden og Lofotøerne, i Vest af Lango og Andø og i Nord af Andfjord, Sen- jen og Vaagsfjord. Den gjennemstjæres af en hel Del Fiorde, hvoraf de vigtigste er Kvædfjord, Kanstadfjord og Øksfjord.
Hinkmar, Erkebiskop af Rheims, f. 806, blev opdragen i Klostret St. Denys ved Paris og fulgte 830 fin Lærer Hilduin i Landflygtighed til Sachsen. Ved Karl den skaldedes Tronbestigelse vendte han tilbage og blev 845 Erkebiskop i Rheims, i hvilken Stilling han virkede meget for at opretholde Tugt og Orden inden Geistligheden, for dennes Anseelse ligeoverfor den verdslige Magt og for den franske Kirkes Selvstændighed lige- overfor Paven. Særlig var han en heftig Mod- stander af de pseudoisidoriske Dekretaler. Ved Normannernes Indfald i Vestfranken 882 flyg- tede han fra sit Bispesæde og døde kort efter i Epernay. Af hans efterladte Breve er flere af Vigtighed for Tidens Historie.
Hiogo ell. Fiogo, By i Japan, paa Syd- tysten af Den Nipon, med 50,000 Indb., deri- blandt ca. 500 Europæere, god Havn og vigtig Handel; Havnen blev aabnet for Europæerne 1860.
Hipparkhos, Astronomiens Grundlægger, f. i Nikaa, levede ca. 160-125 f. Kr.; han var den første, som fandt, at Solaarets Længde var lidt mindre end 365 Dage 6 Timer, beregnede de første Sol- og Maanetabeller samt Solens og Maanens Af- stand og Størrelse nøiagtigere end tidligere var ffeet, forfattede en Katalog over samtlige af ham observerede Firstjerner m. m. Han har ogsaa stor Fortjeneste af Geografien, idet han var den første, som begyndte at bestemme et Steds Be- liggenhed paa Jorden ved hjelp af dets geogra fiffe Længde og Brede. Af hans Skrifter er op- bevaret en Kommentar til Aratos's astronomiske Digt samt en Firstjernefortegnelse.
Hipparkhos, Peisistratos's Søn, førte efter Faderens Død Regjeringen i Athen sammen med sin Broder Hippias og viste sig mild og velvillig; 514 f. Kr. dræbtes han af Harmodios og Aristo- geiton.
Hippel, Theodor Gottlieb von, tysk humori stiff Forfatter, f. 1741, d. 1796, studerede først Theologi, derpaa, efter at have opholdt sig en Tid i Petersburg, Retsvidenskaben, blev 1780 dirige- rende Borgermester og Politidirektør i Königs- berg og 1786 Stadspræsident. Han var i fit Levnet en besynderlig Original; i sine Skrifter lagde han under en humoristisk Indklædning meget Alvor, stor Menneskekundskab og ædle Idéer for Dagen. Hans mest bekjendte Verker er „Om Egteskabet", „om Kvindernes borgerlige Forbe- dring", "Om kvindelig Dannelse" samt „Levnets- løb i opstigende Linie".
Hippias, Peisistratos's Søn, herskede efter Broderen Hipparthos's Død 514 f. Kr. alene i Athen og søgte at befæste fit Herredømme ved voldsomme Forholdsregler, som tilsidst førte til hans Fordrivelse. Derpaa begav han sig til Lige- um, og søgte Hjelp hos den persiske Statholder Artafernes, gjennem hvem han ophidsede Darios til Krig mod Athen. Han fulgte selv med den persiste Hær til Attika og skal være falden i Slaget ved Marathon.
Hippo ell. Hippon, til Forskjel fra andre Stæder af samme Navn kaldet Hippo regius (Det Kongelige Hippo), gammel By i Numidient i Afrika, ved Middelhavet, var oprindelig en fønitist Koloni og blev senere afhængig af Kar- thago, kom derpaa under Massyliernes Fyrste, erobredes 46 f. Kr. af Cæsar og blev med det omliggende Land en romersk Provins. Byen havde fin Glansperiode i de første kristne Aar- hundreder og var navnlig berømt som Kirkefade- ren Augustins Bispesæde. 430 e. Kr. brændtes den af Vandalerne, men gjenopbyggedes og ind- toges 533 af Belisar; 647 ødelagdes den ganske af Muhamedanerne, hvorefter Indbyggerne læn- gere mod Nord opførte en ny By, det nuværende Bona.
Hippodameia, i den græste Sagnhistorie Dat- ter af den eliste Konge Dinomaos, blev gift med Pelops, der havde beseiret Dinomaos i en Vædde- fjørsel, og blev Moder til Atreus og Thyestes.
Hippodrom, gr., Hestebane, hos Grækerne Bane til Væddekjørsel (sammenl. Cirkus). Mest bekjendt er Hippodromen i Konstantinopel (den nuværende Hesteplads"), anlagt af Keiser Severus og ud- smykket af Konstantin den store. Ved de paa Hippodromerne stedfundne Væddekjørsler optraadte der allerede tidlig Partier, som indtog et mere eller mindre fiendtligt Forhold til hverandre; i Konstantinopel førte Stridighederne mellem de to Bartier, de blaa" og "de grønne", gjentagne Gange til blodige Kampe, især under Justinian.
Hippofager, gr., d. e. Hesteædere, efter Pto- lemæos's Beretning et skythist Folk øst for Altai; ogsaa en farmatist Stamme nordost for det Kas- piste Hav.
Hippokrates, Oldtidens største Læge, f. paa Den Kos ca. 460 f. Kr., d. 377, undervistes først af sin Fader, der hørte til Asklepiaderne, modtog derpaa i Athen Veiledning af Gorgias og Hero- dikos, gif senere paa Reiser og opholdt sig tilsidst høit æret og ansét i Larissa. Han besad hver- fen overordentlige Kundskaber i Medicinen og dens Hjelpevidenskaber eller opstillede noget eget System; naar han alligevel med Rette kaldes Lægevidenskabens Fader, da er det væsentlig af den Grund, at han i denne Videnskab indførte den nøgterne og prøvende Jagttagelse, hvorved han erhvervede sig et grundigt Kjendskab til Syg- dommenes Natur og ytringsmaade og derved viste Veien for det empiriske Studium. Hans Kure var i Regelen overveiende diætetiske. Af de talrige Skrifter, som tillægges ham, er en stor Del uægte; de, som erkjendes for virkelig at være af ham, er tildels endnu af Vigtighed for Læge- videnskaben.
Hippokrene, se Helikon.
Hippologi, gr., Læren om Hesten. Hip- polog, en, som beskjeftiger sig med Hippologien.
