Hierofant, den øverste Prest ved de eleusinske Mysterier, valgtes stadig af Eumolpidernes Slægt. Han skulde være af feilfri Legemsbygning og føre et fyft Levnet; til hans Embede hørte at vise de Indviede de hemmelighedsfulde hellige Ting og istemme de hellige Sange.
Hieromanti, gr., Spaadom af Ofre, især af Offerdyrs Indvolde.
Hieron, Navn paa to Herstere i Syrakus. - Hieron den første fit 484 f. Kr. Herredømmet i Gela af sin Broder Gelon og blev efter dennes Død 477 ogsaa Herre over Syrakus. 476 fordrev han Indbyggerne i Naros og Catana fra deres Stæder og anlagde i den sidstnævnte By en Ko- loni; senere fjæmpede han heldig mod Etruskerne og mod Agrigents Hersker, Thrasidæos. Han sfildres som mistænkelig og grusom, men besad ogsaa ædlere Egenskaber og viste navnlig Inter- esse for de skjønne Kunster; saaledes trak han flere af Grækenlands betydeligste Digtere, deri- blandt Simonides, Asthylos og Pindaros, til sit Hof. Han døde 467. Hieron den anden, Søn af Syrakusaneren Hierofles, f. ca. 305 f. Kr., d. 215, valgtes efter Pyrrhos's Bortreise fra Si- cilien til Feltherre, overvandt Mamertinerne og blev 269 Konge i Syrakus. Da Mamertinerne 264 fik Understøttelse af Romerne og den kartha- giffe Besætning i Messana blev fordreven, for- bandt Hieron fig med Karthagerne mod Rom, men floges af Konsulen Appius Claudius og beleiredes i Syrakus. Efter 263 igjen at være bleven slagen af Romerne sluttede han Fred med dem og hjalp dem i den første og anden puniste Krig. 237 besøgte han Rom og forærede det romerske Folk 200,000 Maal Korn. Han erhvervede sig ved Mildhed og Visdom Syrakusanernes Indest, saa at de, da han flere Gange ønskede at nedlægge Kronen, tvang ham til at lade det være. Han drog Omsorg for Agerbruget og interesserede sig særlig for Bygningskunsten; Arkhimedes, hans Ven og Slægtning, hjalp ham med at bygge Krigsmaskiner samt et paa det prægtigste udstyret Kjæmpestib.
Hieronymus, Sofronius Eusebius, den hellige, den lærdeste Mand i den gamle Kirke, f. af hedenske Forældre 331 i Stridon i Dalmatia, d. 420, fik en lærd Opdragelse og gik 360 over til Kristendommen. Efter en Tids Ophold i Aqvileia levede han 374-78 som Eneboer i den syriske Ørken; valgtes derefter til Presbyter i Antiokhia, besøgte Konstantinopel og Alexandria og optraadte 383 som Prædikant i Rom. Ved sin Veltalenhed og sit slebne Væsen fik han Indgang i de fornemste Huse og vandt mange, navnlig høierestaaende Damer, for Kristen- dommen. Med to af disse Damer, Paula og hendes Datter Eustochium, gik han 386 til Bala- ftina og grundede et Kloster ved Bethlehem, hvor han til sin Død opholdt sig. Han fik især Be- tydning ved fine Kommentarer samt ved sin latinske Bibeloversættelse (Vulgata). I fine Stridsskrifter, hvori han navnlig stærkt hævdede Munkevæsenets Fortrin, viste han sig ofte utilbørlig bitter.
Hieronymus af Prag, en af Reformationens Forløbere, f. i Prag ca. 1370, studerede i fin Fødeby saavelsom i Paris, Köln, Heidelberg og Orford og blev 1399 Magister. Paavirket af Wicliffs Lære sluttede han sig ivrig til Huß og bekjæmpede sammen med ham Presteskabets Bild-
farelser og Ugudelighed. Da Huß fængsledes i
Konstanz, ilede han til ham, men stod, da han
iffe funde faa Løfte om sikkert Leide, i Begreb
med at vende tilbage til Prag, da han 1415
fængsledes og holdtes fangen et halvt Aar; pint
af Mishandlinger i Fængslet besluttede han sig til
at tilbagekalde sin Lære, men da dette ikke staffede
ham Friheden igjen, tog han 1416 fin Gjen-
faldelse tilbage og erklærede sig for Huß's og
Wicliffs Lære. 30te Mai f. A. blev han brændt
paa Koncilets Befaling, og hans Aste strøedes i
Rhinen.
Hierta, Lars Johan, udmærket svensk Publi- cift, f. 1801, d. 1872, tilhørte en oprindelig norsk Slægt, som var bleven adlet i Sverige. Han udgav sammen med Crusenstolpe 1828-30 en „Riksdags- tidning og grundede 1830 Aftonbladet", som han forlagde og redigerede til 1851 og hævede til Sveriges mest udbredte og anséte liberale Blad. I frisindet Retning virkede han ogsaa som Medlem af Ridderhuset 1834-56 og senere som Medlem af Borgerstanden og Rigsdagens andet Kammer. Ogsaa som Forretningsmand, navnlig som Forlags- boghandler, drev han en storartet og ansét Birk- somhed.
High-life (udt. Hei-leif), engl., Livet i den fornemme Verden.
Highwaymen (udt. Heinemen), kaldtes tid- ligere i England beredne Røvere, som navnlig gjorde Landeveiene i Londons Omegn usikre. Deres Be- drifter har givet Stof til mange engelske Bal- lader.
Hikke, stødvise, krampagtige Sammentræknin- ger af Mellemgulvet, ledsaget af en Lyd, som striver sig fra Luftens pludselige Indtrængen i Svælget og Stemmeridien, kan enten være forbigaaende og af nervøs Oprindelse eller mere langvarig og fremkaldt af Sygdomme i Underlivsorganerne.
Hilarius den hellige, Kirtelærer, f. i Poi- tiers af hedenske Forældre, blev ca. 350 Biskop i sin Fødeby. Han deltog som en ivrig Tilhænger af Athanasius i de arianske Stridigheder og fit derfor Navnet Kjætternes Hammer og Svøbe". Under den arianstsindede Keiser Konstantius forvistes han 356 til Frygien, hvor han opholdt sig til 360; senere befjæmpede han navnlig den arianske Biskop Aurentius i Mailand. Han døde 368 og blev senere kanoniseret.
Hild, i den nordiske Gudelære en af Valky- rierne (s. d.).
Hildebert af Tours, fransk Scholastiker, f. 1057, d. 1134, blev 1097 Bistop i le Mans og 1125 Erkebiskop i Tours. Han var den første i de vestlige Lande, som søgte at bringe Dogmatiken i et gjennemført System og fik derved Betydning for de senere Dogmatikere. Han var nærmest paavirket af Augustin. Ogsaa som latinsk Digter indtager han en fremragende Plads.
Hildebrand, se Gregor den syvende.
Hildebrand, Bror Emil, svensk Arkæolog, f. 1806, studerede i Lund og blev der 1830 Do cent i Numismatif. 1832 faldtes han til Stock- holm for at assistere ved Ordningen af det konge- lige Myntkabinet og blev 1837 udnævnt til Rigs- antikvar, fra hvilket Embede han tog Afsted 1879. Han har gjort talrige Reiser i videnskabeligt Die- med, bl. a. for at samle Materialier til „Diplo- matarium Suecanum", hvis Redaktion han overtog
