hængere, 1835 fordømt som fjætterst ved et Brev af Pave Gregor den sextende, hvilket senere bekræf- tedes af Pius den niende.
Hermetik, se Konservering af Levnetsmidler.
Hermod, se Gudelære, den nordiske.
Hermogenes fra Tarsos, græft Veltalenheds- lærer, ca. 160 e. Kr., forfattede et Verk i fem Bø- ger om Talekunsten, hvilket længe stod i stor An- seelse og endnu er opbevaret.
Hermon (nu Djebel es-Scheik), Fjeldkjæde i Syrien, ved Palæstinas Nordgrændse, er egentlig en Sidearm af Libanon (se Antilibanon).
Hermopolis, se Syra.
Hermosillo (udt. - filjo), tidligere Petic, By i Staten Sonora i Mexiko, med 14,000 Indb.
Hermundurer, et germanist Folk, som bo- ede mellem Werra, Harzen, Elben og Franken= wald, regnedes først med til Sueverne, men næv nes 19 e. Kr. særskilt. Paa Tacitus's Tid stod de i Handelsforbindelse med Romerne; senere del- tog de i den markomanniske Krig mod Marcus Aurelius.
Herniker, et gammelitalienst Folt, som boede mellem Latinerne, Aeqverne, Volsterne og Mar- ferne, optoges 486 f. Kr. i det romersk-latinske Forbund.
Hernosand, By i Ångermanland i Sverige, paa den med Fastlandet ved Broer forbundne Herng, har 5,000 Indb., god Havn, betydelig Handel og Skibsfart samt en Navigationsskole og et Skibsverft. Byen er Sæde for Bistopen i Her nøsands Bispedømme, som omfatter Anger- manland, Medelpad, Herjedalen, Jemtland, Vester- botten og Lapland; det deles i 15 Provstier og 92 Pastorater.
Hero, ifølge flere græffe og latinske Digteres Fortælling en Prestinde i Afrodites Tempel i Se- stos ved Hellespont. Hendes Elsker, Leandros, funde paa Grund af hendes Stilling som Prest- inde fun møde hende om Natten, da han svøm- mede over Hellesponten fra Abydos. Da han un- der en Storm druknede og Liget stylledes op i Sestos, styrtede Hero sig ned fra et Taarn og fandt Døden i havet.
Herod, Prestegjeld i Lifter og Mandals Amt, beftaar af Sognene Herod og Spind.
Herodes den store, Søn af Idumæeren An- tipater, var Konge over Jødeland fra 37 f. Kr. til 1 e. Kr. Aar 48 blev han sat til Statholder i Galilæa, hvor han gjorde sig fortjent ved at udrydde Røvere. Efter Cæsars Død (44) sluttede han sig til Antonius; Aar 40 blev han af denne og Oktavian udnævnt til Konge over Jødeland, men maatte i tre Aar fjæmpe om Niget med Maktabæeren Antigonus, som fik Hjelp af Par- terne. Han søgte at hjelpe Antonius mod Okta- vian; efter Antonius's Nederlag ved Aktium Aar 31 lykkedes det ham alligevel at vinde Oktavian, saa at han vedblev at være Konge og fit fit Nige øget med nogle Landskaber oftenfor Gennesarets Sio. Han var en tapper, flog og pragtelffende Fyrste, som bl. a. udvidede og forskjønnede Templet i Jerusalem. Men han var ogsaa mistænksom og grusom og lod bl. a. dræbe sin Hustru Mariamne, tre af fine Sønner og sin Svoger Aristobulos. Han efterfulgtes i Jdumaa, Judæa og Samaria af fin Son Arkelaos (f. d.), i Galilæa og Peraa af en anden Søn, Herodes Antipas, der ægtede
- fin Broder Herodes Filips Hustru Herodias og lod Johannes den Døber halshugge. Han blev Aar 39 af Caligula forvist til Gallien. En tredie Søn, Filip (d. 33), blev Fjerdingsfyrste over Cæfarea Filippi med omliggende Strøg. Her o- des Agrippa den første eller den store, Herodes den stores Sønnesøn, opdroges ved Keiser- hoffet sammen med Claudius, der blev Keiser Aar 42, levede derpaa hos Svogeren Herodes Antipas i Tiberas og blev efter sin Tilbagekomst til Rom fastet i Fængsel for nogle uforsigtige Ytringer om Keiser Tiberius. Senere kom han til ære og Værdighed under Caligula og blev af Claudius indsat til Konge over hele Jødeland. Han døde 44. Hans Søn, Herodes Agrippa den anden, fik Kongenavn, men kun et lidet Strøg omkring Cæsarea Filippi at raade over. Han op- gav sine Landsmænd og sluttede sig til Vespasian og Titus under den jødiske Krig (66-70). Under Jerusalems Forstyrrelse opholdt han sig i Rom og døde sammesteds 101. n
Herodes, Tiberius Claudius Atticus, græst Taler i det 2det Aarh. e. Kr., eiede en umaadelig Formue, som han anvendte til Opførelse af Pragt- bygninger i Athen og Nom samt paa flere andre Steder. Af hans Taler, som staffede ham et stort Ry, er ingen opbevaret, da en Tale „Om Staten", som tillægges ham, vistnok er uægte.
Herodianos, græst Historiker i Rom, ca. 170 240 e. Kr., ffrev en romersk Keiserhistorie for Tidsrummet 180-238 (fra Commodus til Gor- dianus den tredie), hvilken udmærker sig ved en klar Fremstilling, men neppe er ganske paalidelig. — Herodian (2lius) var ogsaa Navn paa en an- set græst Grammatiker fra Alexandria, Søn af Apollonios Dyskolos. Af hans grammatiske og pro- sodisfe Arbeider er kun enkelte Brudstykker bevarede.
Herodotos fra Halikarnassos, berømt græst Historieskriver fra ca. 485 f. Kr., d. ca. 424, fore- tog allerede i sin Ungdom vidtstrakte Reiser, paa hvilke han besøgte de græste Øer, Lilleasien, de fleste Dele af det persiste Rige i Asien og Afrika, navnlig Egypten, Kystlandene ved det Sorte Hav, Babylon, Susa, Efbatana m. fl. Steder. Efter fin Hjemkomst, som fandt Sted før 454, begyndte han at ordne det rige, historiske og geografiske Stof, som han havde samlet, og at udarbeide sit historiske Verk, hvoraf han 445 forelæste enkelte Dele i Athen. Her opholdt han sig en Tid og omgiffes navnlig meget med Sofokles; senere drog han til Thurii i Italien og staffede sig der nærmere Kjend- stab til dette Land og Sicilien. Efter et længere Ophold i Athen vendte han tilbage til Thurii, hvor han opholdt sig til sin Død. Hans Verk, som er delt i9 Bøger, benævnte efter de 9 Muser, er forfattet i ionist Dialekt og udmærker sig ved et simpelt, men tillige ædelt og kraftigt Sprog, paa ſamme Tid, som han med mærkelig Troskab og Noiagtighed har sfildret, hvad han har set og hørt. Hovedpunktet i hans Beretning er Perserkrigene. Han var den første Græker, som kunstmæssig be- handlede Historien, og afløste saaledes de tidligere Logografers planløse Optegnelser, om der end ikke hos ham endnu har udviklet sig nogen historisk Kritik. Hans Verk er fuldstændig opbevaret og læses i de fleste Landes lærde Stoler. pp
Heroer, (Enkelttal Heros), gr., Helte og Kon- ger fra Sagntiden, især af guddommelig Herkomst
