love aldrig at sætte ham i Ban. Da Henrik var vendt tilbage til Tyskland, tilbagekaldte imid- lertid Paven fit Løfte, idet han vaastod, at For- liget var ham aftvunget, og tillod, at hans Legat, Erkebiskop Guido af Vienne, satte Keiseren i Ban. Samtidig var der udbrudt Uroligheder i Tyskland, idet de sachfiske Fyrster havde gjort Opstand; de rhinske og vestfalske Fyrster sluttede sig til, og Keiseren led 1115 et Nederlag ved Welfesholze, hvorefter Erkebisperne af Köln og Mainz endnu engang lyfte ham i Ban. 1116 drog han til Jta- lien for at tage Arven efter Markgrevinde Ma- thilde i Besiddelse; han fordrev ved samme Leilighed Bave Paschalis og indsatte i hans Sted Gregor den ottende. Paschalis flygtede til Frankrige, efterat Keiseren paany var bleven banlyst. Krigen i Tysk- land vedblev imidlertid, indtil Henrik 1119 flut- tede Forlig med de tyske Fyrster, hvilket 1121 blev fornyet efter en ny Üfred. Fyrsterne forenede sig nu med ham mod den nye Pave, Calixtus den anden, som endelig 1122 maatte finde sig i den Bestemmelse, at Keiseren skulde forlene de af Domkapitlerne valgte og af Paven stadfæstede Biskoper med deres verdslige Godser og Her- ligheder. Før sin Død maatte Henrik imidler- tid endnu bekjæmpe flere Uroligheder i Tyskland. Med ham uddøde den saliste Keiserslægt. - Henrik den siette, af Hohenstaufernes Hus, Son af Fredrik den første (Barbarossa), f. 1165, d. 1197, fronedes allerede 1169 til tyst Konge. Han levede i sin Ungdom for det meste i Italien og blev 1188, da Faderen gjorde fit Korstog, Rigs- forstander i Tyskland, i hvilken Egenskab han maatte begynde Kampen med Henrik Løve. 1191 vendte han sig til Italien, hvor han havde Krav paa den netop ledige ficilianske Trone, som de ficilianske Stænder imidlertid havde givet til Grev Tanfred af Lecce. Efter at have ladet sig krone i Rom indtog Henrik Apulien og Neapel med Undtagelse af Hovedstaden, men nødtes af en Pest, som udbrød i hans Hær, til at vende tilbage. I Tyskland fortsatte han Kampen med Henrik Løve, indtil denne underkastede sig, hvorefter han, under- støttet ved de store Løsepenge, han tvang Richard Løvehjerte til at betale, atter drog til Italien, hvor Tankreds Søn Vilhelm var bleven Konge af Sicilien. Henrik indtog Neapel og Sicilien og holdt fit Indtog i Palermo, hvorefter Vilhelm ned- lagde Kronen. Paa en barbarist Maade rasede nu Henrik mod det normanniske Kongehus og dets Tilhængere; Paven satte ham i Ban, men Fryg- ten for hans Grusomhed sikrede hans Herredømme. I Tyskland optraadte han nu med den Plan at giøre Kronen arvelig i fin Slægt. Dette stødte paa bestemt Modstand hos Fyrsterne, og han op- naaede fun, at hans unge Son Fredrik blev valgt til Konge. Under Foregivende af at ville gjøre et Korstog samlede han en Hær, med hvilken han dæmpede nogle nye Uroligheder paa Sicilien og tvang den græfte Keiser Alerius til at betale Tri- but. Hans pludselige Død i Messina har tildels været tilskrevet Forgiftning. Henrik den sy- vende, Søn af Grev Henrik den anden af Luxem- burg, f. 1262, d. 1313, valgtes efter Albrecht den førstes Død til Konge og besteg 1308 Tronen efter et Interregnum paa 7 Maaneder. Paa Grund af Bøhmernes Utilfredshed med Henrik af Kärn- then affatte han denne og overdrog 1309 Bøhmen
-
-
til fin Søn Johan. Efter derpaa at have erflæ-
ret fin Forgjængers Mordere samt Grev Eberhard
af Würtemberg i Rigets Acht, gif han til Italien,
hvor han søgte at gjenoprette Freden mellem Guel-
ferne og Ghibellinerne uden egentlig at slutte sig
til noget af disse Partier. Paa Grund af de Af-
gifter, han trævede til sin hærs Underhold, reiste
der sig i de lombardiske Byer et Oprør, som han fun
med Møie fik dæmpet. 1312 lob han sig i Rom
frone som Keiser, men formaaede iffe at bemæg-
tige sig hele Rom, da Kong Robert af Neapel
holdt en Del af Byen besat. Henrik forbandt sig
nu med Ghibellinerne, erklærede Robert i Rigets
Acht og forberedte sig til at angribe Neapel, da
Foretagendet afbrødes ved hans pludselige Død.
Henrik (Henri), Navn paa 4 Konger af Frankrige. Henrik den første regjerede 1031-60; under ham indførtes den saakaldte Gudsfred (f. d.) forat raade Bod paa den Usiffer- hed og de Ülemper, de indre Feider i Landet førte med sig. Henrik den anden, Søn af Frans den første, f. 1518, d. 1559, besteg Tronen efter fin Fader 1547. Stjønt i høiefte Grad ærgjerrig var han af en svag Karaktér og ikke Forholdene voren; han overlod Styrelsen for det meste til Guiserne, kaldte den forviste Connetable af Mont- morency tilbage og lod fig lede af sin Faders gamle Elfferinde, Diana af Poitiers, medens hans Dronning, den herskesyge Katharina af Medici, endnu havde liden Indflydelse. Henrik fort- satte Faderens Politik ligeoverfor Protestanterne, idet han forfulgte dem i Frankrige og under- støttede dem i Tyskland. J Anledning af Be- givenhederne i Skotland kom han i krig med England og opnaaede, at Frankrige 1550 fit Bou- logne igjen. 1552 sluttede han med Moritz af Sachsen og dennes protestantiske Forbundsfæller et Forbund mod Keiseren, erobrede, medens Moritz trængte frem i Tyskland, Metz, Toul og Verdun og vendte sig derfra til Nedreelfas; 1554 vandt Henriks Arméer flere Fordele over Keiserens. Fra 1552 førte Henrif ogsaa Krig i Italien, hvor hans Hær var heldig i Piemont, hvorimod et Angreb paa Neapel mislykkedes. 1556 sluttedes Vaaben- stilstand, som dog paa Pave Paul den fjerdes Til- skyndelse blev brudt det næste Aar, men heller iffe da lykkedes et Angreb paa Neapel. Paa den nederlandske Grændse kjæmpede Franskmændene uheldig mod Filip den andens Krigsmagt, og Montmorency toges tilfange ved St. Quentin 1557, hvorimod Frans af Guise 1558 erobrede Calais og Thionville. Efterat Franskmændene havde lidt et Nederlag ved Gravelines, sluttedes Freden i Câteau Cambrefis 1559; famtidig gif- tede Henrik sin Datter med Filip den anden. Under de med Brylluppet forbundne Turneringer blev Kongen ved et Ulykkestilfælde bibragt et Saar, som havde Døden til Følge. Henrik den tredie, foregaaendes Søn, f. 1551, d. 1589, var fin Moders (Katharina af Medicis) Yndling og fordærvedes gjennem hendes forkjerte Opdragelse. Efter Connetablen af Montmorencys Død fit han Overbefalingen over den kongelige Hær under Borgerkrigen og seirede 1569 ved Jarnac og Mon- contour. 1573 blev han ved Moderens Intriger Bolens første Valgkonge, men forlod allerede snart efter sin Kroning 1574 fit nye Kongerige for at bestige den franske Trone efter sin afdøde Broder
