- havde Kong Boleslav, der tidligere havde under- lagt sig Bøhmen, gjort Indfald i Lausitz og Mei- ßen, men laa nu under for Henrit, som fratog ham Bøhmen og førte Krigen over til Polen. Imid= lertid havde Harduin atter opfastet sig til Konge, og Henrik maatte nu 1013 gjøre et nyt Tog til Italien, hvor han tvang ham til at nedlægge Kro- nen. Et tredie Tog til Italien gjorde han 1022 for at hielpe Bave Benedikt den ottende mod Græ- ferne i Syditalien. J Tyskland havde han endnu mange Kampe at bestaa, men viste sig jevnlig fine Fiender overlegen ved sin Tapperhed og Hand- lekraft. Han var ogsaa en ivrig Ven af Kirken og oprettede bl. a. Bispedømmet Bamberg. Med ham uddøde det sachsiske Hus. Henrik den tredie, af de saliste Frankers Hus, f. 1017, d. 1056, Søn af Keiser Konrad den anden, valgtes allerede 1026 til tyst Konge, blev 1027 Hertug af Baiern, 1038 Hertug af Schwaben og efterfulgte 1039 fin Fader paa Keisertronen. Han vidste at underkaste sig samtlige tyske Hertugdømmer, som han enten beholdt for sig og sin Familie eller forlenede til mindre mægtige Fyrster, som iffe funde blive farlige for haus Magt. 1042 tvang han Hertug Bretislav af Bøhmen til at tage sit Land til en af ham og staffede sig nogle Aar efter ogsaa Lenshøiheden over Ungarn. I Øvre- italien bilagde han ved sin Indflydelse de herskende Bartistridigheder, og i Apulien og Kalabrien gjorde han Normannerne til sine Vasaller. I Lothringen havde han at fjæmpe med Hertug Gottfried af Nedrelothringen, som senere ogsaa optraadte mod ham i Italien. 1046 reiste han til Italien og lod ved en Forsamling af Bistoper de tre sam- tidige Paver, Benedikt den niende, Sylvester den tredie og Gregor den sjette, hvis ryggesløse Op- træden gav Anledning til Forargelse, afsætte, hvor- efter han fik Biskop Suitger af Bamberg op- høiet til Pave som Klemens den anden. Efter dennes Død indsatte Henrik endnu tre tyske Paver, som alle ved ulastelig Vandel hævdede Pavestolens Værdighed. Henrik var en Ven af Kunster og Videnskaber og havde selv faaet en omhyggelig Opdragelse; han var derhos en begavet og faraf- térfast Mand og en af Tysklands kraftigste Her- sfere, men vakte ofte ved egenmægtige Skridt me- gen Misfornøielse blandt Rigsfyrsterne. Hen- rik den fjerde, foregaaendes Søn, f. 1050, d. 1106, stod efter Faderens Død under Formynder- stab af sin Moder, Keiserinde Agnes, som viste sig mere eftergivende mod Rigsfyrsterne end Henrik den tredie havde været. Imidlertid fandt Erke- biskop Anno af Köln sig tilsidesat og bemægtigede fig 1062 den unge Henrik for gjennem ham at fomme til Magten. Annos Egennytte og Herste- syge vakte imidlertid stor Forbitrelse, og han blev nødt til at lade Adalbert af Bremen deltage i Regjeringen og i Henriks Opdragelse. Adalberts altfor store Eftergivenhed ligeoverfor den unge Fyrste blev af en skadelig Virkning paa denne og lagde Grunden til hans senere Hang til Udsvæ velser. Efter et Felttog til Ungarn lod Adalbert Henrit 1065 erklære for myndig og førte nu Re- gjeringen i hans Navn, men snart blev de øvrige Fyrster trætte af Erkebiskopens Vilkaarligheder og satte igjennem, at Rigets Forvaltning af Henrik overlodes til Anno. Sachserne paalagdes haarde Skatter og maatte opføre et stort Antal Slotte
for at sikre Henriks Herredømme i Sachsen, me-
dens Hertugerne stødtes ved den Vilkaarlighed,
hvormed Henrik fratog den ene efter den anden
hans Land; 1073 tom det til et Oprør i Sachsen,
og Henrik beleiredes paa Harzburg i Goslar. Ef-
terat han ved Flugt havde reddet sig derfra, maatte
han 1074 indgaa paa et ydmygende Forlig. Han
fit imidlertid snart Anledning til at rykke i Mar-
fen med en Hær mod Sachserne, som han behand
lede meget haardt; til Gjengjeld anklagede Sach-
serne og de misfornøiede Fyrster ham hos Paven
(Gregor den syvende) for Simoni, og han blev
stevnet til at møde i Rom for at forsvare sig.
Henrik sammenkaldte imidlertid 1075 i Worms de
ham hengivne Prælater og lod dem dekretere Pa-
vens Afsættelse. Paven svarede ved at sætte Henrik
i Ban, og saa kraftig virkede dette Skridt, at
Henrik saa sig nødt til skyndsomt at begive sig til
Italien og ydmyge sig for Paven for at løses af
Bannet. Han traf Gregor i Canossa i Januar
1077 og maatte i tre Dage staa barfodet og kun
iført en Haarstjorte i Slotsgaarden udenfor Pavens
Bolig, førend Bannet hævedes. Efter sin Hjemkomst
samlede Henrik en Hær mod Hertug Rudolf af Schwa-
ben, der imidlertid var optraadt som Modkonge;
da Heurik i Begyndelsen var uheldig, satte Paven
ham paany i Ban, men efter i et Slag ved Merse-
burg 1080 at være befriet for sin Modstander gik Hen-
rif 1081 med fin Hær over Alperne og rykkede frem
mod Rom, som han dog først indtog 1084, hvorefter
han fordrev Gregor, satte Klemens den tredie paa
Bavestolen og lod sig frone som Keiser. Imidlertid
havde man i Tyskland valgt Grev Hermann af Luxem-
burg til Konge, og Henrik maatte nu optage Kampen
med denne. Skjønt Hermann 1085 seirede ved
Würzburg, takkede han dog et Par Aar senere
frivillig af og døde snart efter; en anden Modkonge,
Markgrev Ecbert af Meißen, døde ogsaa 1089,
1090 drog Henrik for tredie Gang til Italien
for at understøtte Klemens den tredie mod det
gregorianste Partis Modpave. Paa dette Tog fik
han høre, at hans ældste Søn Konrad havde
sluttet sig til hans Fiender; dette Slag traf ham
saa haardt, at han i flere Aar opholdt sig uvirk-
som og fortvivlet paa et Slot i Italien.
1096
vendte han tilbage og fit paa en Rigsdag i Worms
Konrad erklæret for uberettiget til at blive hans
Efterfølger og hans anden Søn, Henrik, isteden
bestemt dertil. Men en ny Pave, Paschalis den
anden, lyste ham igjen i Ban, og ogsaa Henrik
lod sig overtale til at sætte sig op mod Faderen,
hvem han fangede og tvang til at abdicere. Den
ulykkelige Reiser undkom vistnok og flygtede til
Lüttich, men døde der snart efter, just som han
stod i Begreb med at optage Kampen. Henrit
var en særdeles begavet Mand og i Grunden en
adel Karaktér, men som Følge af en forkjert Op-
dragelse ikke de vanskelige Forhold, hvorunder han
levede, voren. Henrik den femte, foregaaen-
des Søn, f. 1081, d. 1125, vifte i kampen mod
sin Fader megen Dygtighed, men ogsaa megen
Haardhed og Troløshed. Efter 1106 at være an-
erkjendt som Keiser, optog han Faderens Strid
med Pavestolen om Investituren, drog 1110 med
en Hær til Italien, indtog Nom 1111 og holdt
Bave Baschalis og de fleste af Kardinalerne i Fan
genskab, indtil de gav efter og indrømmede ham
Investituren; tillige maatte Paven krone ham og
