Helvedesmaskiner har man kaldt Fartpier til Krigsbrug, fyldte med Krudt, Bomber o. lign., hvilke man lader drive mod Broer, Dæmnin- ger osv. for ved Sammenstødet at explodere og sprænge disse Gjenstande i Luften. Det samme Navn har man givet flere paa samme eller lig- nende Principer konstruerede Mordapparater, bl. a. det, som 1800 forsøgtes anvendt mod den daværende Førstekonsul Bonaparte.
Helvedessten, (Lapis infernalis), salpetersurt Sølvoryd, se Sølv.
Helvetier (lat. Helvetii), et keltist Folk i det nuværende Schweiz, omtales først i Anledning af Kimbrernes og Teutonernes Tog, idet en af deres Stammer, Tigurinerne, sammen med disse Folke- færd beseirede Konsulen Lucius Cassius 107 f. Kr. Helvetiernes Land (Ager Helvetiorum) strafte sig paa Cæsars Tid fra Genfersjøen til Bodensjøen. En af deres Høvdinger, Orgetorix, overtalte dem til at forlade fit Land med dets 12 Byer og 400 Landsbyer for at nedsætte sig i Gallien; 58 f. Kr. beseiredes de imidlertid af Caesar ved Bibracte (Autum i Burgund) og blev tvungne til at vende tilbage til sit Land, som nu indlemmedes i det romerske Gallien. Fra Slutningen af det 3die Aarh. gjorde Alemannerne hyppige Indfald i Helvetien, som de omkring 400 for Størstedelen indtog..
Helvétius, Claude Adrien, berømt fransk Filo- sof, f. 1715, d. 1771, bestemtes til Finansembeds- mand og fik i fit 23de Aar en meget indbringende Post som Generalforpagter; som saadan holdt han ftreng Opsigt med sine til Udsugelser tilbøielige Undergivne, men opgav snart denne Stilling og tog Ansættelse ved Dronningens Hof, hvor han dog med sin Tilbøielighed for stille og dybe filo- sofiste Studier iffe følte sig hjemme. Efterat han 1751 havde giftet sig, levede han for det meste paa et Landgods, hvor han dyrkede sine Studier, førgede for fine Undergivnes Vel og øvede en storartet Velgjørenhed. 1758 udgav han sit be- rømte Verk De l'Esprit", som ved de deri inde- holdte Angreb paa det traditionelle i Religion og Politik paadrog ham megen Forfølgelse. Bogen blev paa Parlamentets Foranstaltning offentlig brændt, og Forfatteren blev nødt til at tilbage- kalde den. Af Harme herover reiste han 1764 til England og derfra til Tyskland, hvor han blev modtagen med megen Velvillie af Fredrik den anden. Efter hans Død udkom hans andet Hoved- verf,De l'homme, de ses facultés intellectuelles et de son éducation", hvori han videre udvikler Idéerne i sit første Verk. Hans System gaar nd paa at fremstille Selvkjærligheden og den egne Interesse som Drivfjeren til Menneskets hele in- tellektuelle og materielle Virksomhed. Lidenskaberne er i og for sig intet Slet, thi uden dem er ingen Virksomhed tænkelig; de har sit Udspring fra Selv- fjærligheden, som igjen søger legemligt Velbefindende, og saaledes gaar al Virksomhed tilsidst ud paa ma- teriel Nydelse. Moralen hviler paa fysiske Grunde; det Gode er ligesaa lidt en evig Idé som noget blot tilfældigt. Den enkelte holder det for godt, som er ham til Nytte, og i det praktiske Liv er Egennytten den virkelige Maalestok for enhvers Handlinger. Idealet af en god Handling vilde være, at den var nyttig for alle; men da dette iffe fan finde Sted, nodes man til at indskrænte
den Kreds, man skal tage Hensyn til, til sin egen
Nation, hvorved al Fortjeneste og al Uret egentlig
bliver af politist Art. Om hvor vel Helvétius's
Lære svarede til hans Tids Tænkesæt, vidner det
bekjendte Udsagn om ham: "Det er en Mand,
som har sagt, hvad alle Mennesker hemmelig
tænkte."
Helvingedækkede (Coleoptera), se Biller.
Hemans (udt. Himens), Felicia Dorothea, en- gelst Digterinde, f. 1794, d. 1835, udgav 1812 Digtsamlingen „Domestic affections" og 1816 et større Digt „The restoration of the works of art in Italy", som vandt Byrons Bifald. I hen- des senere talrige Digte er en vemodig romantist Tone fremherskende, og de bærer Spor af Paa virkning af den tyske og spanske Literatur. Hendes samlede poetiske Verker er udkomne 1861 og ellers flere Gange.
Hemi, gr., i Sammensætninger d. s. s. halv, saaledes Hemisfære, Halvkugle.
Heming, Søn af Strutharald, var en af Jomsvifingernes Anførere i Slaget i Hjørunga- vaag og en af dem, som undkom. Senere her jede han England, tildels som den danske Konge Sven Tjugesteggs Forbundsfælle. Heming og de andre Jomsvifinger indgik omsider Forbund med den engelske Konge Ethelred, af hvem de havde erholdt store Forleninger. Men deres Overmod og Hensynsløshed blev tilsidst saa trykkende, at Ethelreds Sønner besluttede at stille sig af med dem. De overrumplede Heming i Sleswich i Nottinghamshire og dræbte ham med alle hans Mænd.
Hemmelige Netter, tyst Fem gerichte ell. Freigerichte, en egen Slags Domstole, som fornemmelig i Vestfalen i Middelalderen udviklede sig af de gamle Gaugerichte, og som i hin Lov- løshedens Tid spillede en stor Rolle som Haand- hævere af Ret og Orden. Deres Medlemmer faldtes Wissende" (Vidende); af dem valgtes Dommerne, die Freischöffen", som tillige stulde fuldbyrde Dommene. Netten holdt sine Moder dels om Dagen under aaben Himmel og dømte da i borgerlige Stridigheder, dels om Natten paa stjulte Steder, hvor der afsagdes Dom over dem, som havde gjort sig skyldige i Kjætteri, Trolddom, Vold- tægt, Tyveri, Nov og Mord. Anklagen skete gjen- nem en Freischöffe", som aflagde Ed paa, at den Anklagede havde begaaet Forbrydelsen; en af de ,,Vidende" sammenfaldte Rettens Medlemmer og indstevnede den Anklagede, som i en bestemt Nat sfulde indfinde sig paa et bestemt Sted for derfra af,,Vidende" at føres for Retten. Her kunde han fralægge fig Anklagen ved Ed, mod hvilken An- flageren saa tunde stille en Ed med Edshjelpere. Hvis nu den Anklagede staffede 6 Edshjelpere, kunde Anklageren afkræfte deres Udsagn, naar han præ= sterede 14 Edshjelpere. Først hvis den Anklagede staffede 21 Edshjelpere, maatte han ubetinget fri- fjendes. Den, som blev overbevist om sin For- brydelse, saavelsom den, der ikke mødte for Retten, blev „verfemt", d. v. s. prisgiven til alle de „Vi- dende", og hvis Dommen lød paa Dødsstraf, var enhver af dem pligtig at dræbe den Dømte med Dolf eller Striffe, naar og hvor de maatte træffe ham. De hemmelige Retter virkede i Begyn- delsen utvivlsomt heldig og nød stor Anseelse for fin Upartiskhed og Retfærdighed; senere, da de fra
-
49
