Mand Gregorius Dagssøn levede. Efter dennes Død 1161 faldt Inge ved Oslo fort efter; men allerede næste Aar faldt Haakon i Slaget ved Den Sækken i Romsdalen mod Erling stakke, der fjæmpede for fin Søns Kongedømme. Haakon - Sverressøn, Søn af Sverre Sigurdsson, efter- fulgte denne paa Tronen 1202. Ifølge Fade- rens Raad forligte han sig med Geistligheden og kaldte de fordrevne Biskoper tilbage; Baglerne underkastede sig ham, paa samme Tid som hans Vennefælhed vandt ham Folkets Yndest. Han døde imidlertid allerede Nytaarsdag 1204, som Rygtet sagde af Gift, der var givet ham af hans Stedmoder, Dronning Margrete. Ha a- fon Haakonssøn, den gamle, foregaaendes Søn, var født efter Faderens Død og hyldedes 13 Aar gammel efter Inge Baardssøns Dod paa Drething af Birkebeinerne, som ikke vilde laane Øre til Stule Jarls Krav paa kongedømmet. Stule styrede imidlertid Riget under Kongens Mindreaarighed. Da Baglernes Konge Filippus var død omtrent samtidig med Inge, endte Stri- den mellem Birkebeinerne og Baglerne, og de fidste hjalp endog de første med at undertvinge et Parti, Slitungerne, som gjorde Opstand mod Haakon. Ogsaa en ny Oprørsflok, Ribbungerne, blev beseiret. Imidlertid udspandt der sig lang- varige Stridigheder mellem Kong Haakon og Stule Jarl. Denne havde, da Haakon selv overtog Re- gjeringen, faaet en Trediedel af Landet, men fort- satte med at gjøre Krav paa det hele, nagtet et Rigsmøde i Bergen 1223 tildømte Haakon alene Retten til Tronen. Heller ikke Kongens Gifter- maal med Skules Datter eller den Skule tildelte Hertugtitel gjorde Sagernes Stilling bedre. Her- tugen samlede Mandskab og blev af sit Parti (Barbelgerne) hyldet som Konge. I Begyndelsen var han heldig og seirede over Kong Haakons Tropper i et Slag ved Laaka paa Romerike; senere blev han imidlertid slaaet aj Haakon selv ved Oslo og maatte flygte til det Trondhjemske, hvor han søgte Beskyttelse i Elgeseter Kloster, men blev dræbt af Birkebeinerne 1240. Efterat denne sidste Modstand mod Haakons Kongedømme var ryddet af Veien, lod han fig 1247 høitidelig frone i Bergen af den pavelige Legat Kardinal Vilhelm af Sabina. - Haakons lange Regjering var i mange Maader til stort Gavn for Norge, som hverken før eller siden hans Tid har været saa agtet i udlandet. Haakon selv nød en saa stor Anseelse, at Paven endog vilde gjøre ham til Keiser i Tyskland. Han forbedrede Lovene og af- staffede bl. a. den barbariske Gudsdom Jernbyrd; store og prægtige Bygninger lod han opføre i flere Byer, saaledes en ny Apostelkirke samt den endnu staaende Kongehal i Bergen, osv. J Bo- huslen anlagde han Byen Marstrand. 1263 gjorde han et Tog til Suderøerne mod den skotske Konge Alexander den tredie, som vilde bemægtige sig Derne. Efter ved Storm at have lidt stor Stade paa sin Flaade og i et forresten heldigt Slag mistet flere af sine Mænd, vilde han over- vintre paa Orknøerne, men døde i Kirkevaag i Slutningen af Aaret. Han var en dannet, ja endog lærd, velvillig og vennesæl Mand, som i høi Grad nød Folkets Yndest; om hans Stats- mandsklogskab vidnede bl. a. den Maade, hvorpaa han 1262 fit bragt Island til at underkaste sig Norge.
Kort før var ogsaa de fra Jsland anlagte Nybygder paa Grønland fomne under hans Herredømme. Haakon den femte Magnussøn¹), Søn af Mag- nus Lagabøter, blev Konge efter sin Broder Eriks Død 1299 i en Alder af 29 Aar. Under ham endtes 1309 den langvarige Ufred med Danmark ved Freden i Kjøbenhavn. Da han ikke havde Søn- ner, men to Døtre, fik han den tidligere Arve- følgelov forandret derhen, at Datterson skulde være arveberettiget til Kronen næst efter Søn og Sønne søn. Han fik ogsaa istand en Lov, ved hvilken det bestemtes, at Formynderregjeringen under en Kon ges Mindreaarighed skulde føres af et Kollegium paa 12 Mand. Hans Styrelse var i det hele fraftig og gik ud paa at hævde Kongemagten paa alle Kanter. Lendermandsværdigheden afskaffede han og bestemte nøie Sysselmændenes og Lag- mændenes Pligter. Stridighederne mellem Erke- biskop Jørund og hans Domkapitel benyttede Kongen flogelig til at indskrænke Geistlighedens Magt, ligesom han til samme Diemed bevægede Baven til at godkjende Indstiftelsen af de 14 tonge- lige Kapeller, hvis Prefter Kongen selv udnævnte. Haakons Datter Ingebjørg blev gift med den svenske Hertug Erik og fødte 1316 en Søn, Mag- nus, som efter den nye Arvefølgelov altsaa var Arvingen til den norske Krone. Da Hertug Erik fort efter fangedes af Kong Birger og sultedes ihjel paa Nyköping Slot, gif dette Kong Haa- fon saa til Hjerte, at det fremskyndte hans Død; denne indtraf 1319, og med ham ud- døde Harald haarfagres Kongeæt i den mandlige Linie. Haakon den siette Magnussøn, Magnus Smeks anden Søn, f. 1339, d. 1380, udnævntes allerede 4 Aar gammel med Faderens Samtykke til Norges Konge, medens kort efter hans ældre Broder Erik faaredes til Konge i Sve- rige. Da Haakon 1355 blev myndig, overlod Fa= deren ham Norge, paa Viken og Jsland nær; efterat Erif 1359 var død, valgtes Haakon ogsaa til Konge i Sverige, hvor man var misfornøiet med Magnus's Styrelse. Haakon hjalp imidlertid Faderen mod de svenske Stormænd og ægtede mod deres Villie Valdemar Atterdags Datter Mar- grete, hvorfor han affattes 1363, medens Albrecht af Mecklenburg valgtes til hans Eftermand i Sve- rige. Albrecht fangede Magnus Smek, og da samtidig Haakon fit krig med Hansestæderne, funde han først 1371 giøre Indfald i Sverige for at befri Faderen. Svenskerne sluttede sig til ham, og han trængte frem lige til Stockholm, men Albrecht reddede sig ved at lægge sin Magt i Nigs- raadets Hænder, hvorefter det kom til Fred, idet Magnus blev frigiven og fik beholde Bermland, Dalsland og Vestergötland. Efter Valdemar At- terdags Død kom Haakon atter i Strid med Ty- sterne; Albrecht af Mechlenburgs Broder var gift med en Datter af Valdemar og havde med hende
1) Som en Kuriositet anføres her Faksimile af det Vio-
nogram, hvormed Haakon den femte egenhændig unders
tegnede de af ham udstedte Forordninger:
