førgelig Tilstand; de lange Uroligheder havde øde- | lagt dets Pengevæsen, Folket var forarmet, og Geistligheden sad inde med omtrent Trediedelen af Landets Jordegods. Gustav, som selv var den lutherske Lære hengiven, besluttede at knuse Preste- ffabets Magt og indføre Reformationen. Paa Rigsdagen i Vesterås 1527 maatte Prælaterne give fit Samtykke til, at Kongen skulde bestemme deres Indtægter, besætte de geistlige Embeder og raade over Kirkens Gods; Adelen fik lov til at tage tilbage det af deres Fædre siden Karl Knuts- søns Tid til Kirken stjænkede Gods, og i Kirker og Skoler skulde,,Guds rene Drd og Evangelium" forkyndes. 1529 afskaffedes paa et Kirkemøde i Ørebro de fleste af de katholste Kirkeffiffe. Pre- fterne fandt sig naturligvis ikke gjerne i den nye at fremkalde Opstand, især i Dalarne. Hertil fom, at Kristiern den anden gjorde nye, om end frugtesløse Forsøg paa at gjenerhverve Sverige, og at Lybekkerne blev forbitrede over de Forsøg, som gjordes paa at rive Handelen i de nordiske Riger ud af Hansestædernes Hænder. I Grevens Feide (s. d.) understøttede Gustav Kristian den tredie, og ved Fredsslutningen 1537 maatte Lybefferne give Slip paa mange af sine Handelsprivilegier i Sve- rige. 1542 udbrød den farlige Dackefeide (se Dacke), den sidste Opstand, Gustav havde at fjæmpe med. Udadtil havde ogsaa Sverige for Frem tiden Fred, naar undtages en Krig med Rusland 1554-57, som væsentlig bestod i gjensidige Plyn dringstog paa den finske Grændse. Resten af sin Regjeringstid anvendte Gustav til at ophjelpe Landets Næringsveie, tilveiebringe en Flaade og fremme Oplysningen. 1540 erklæredes paa Herre- dagen i Ørebro Kronen for arvelig i hans Fa- milie, hvilken Erklæring bekræftedes af Stan- derne i Vesterås 1544. Gustav Vasa staar i Historien som en af Sveriges ædleste Kongestikkelser, lige udmærket som Statsstyrer ved Klogskab og Kraft som i sit Privatliv ved Gudsfrygt og Sæde- lighed. Gustav den anden Adolf, f. 1594, d. 1632, var Søn af Karl den niende og over- tog, efter at have nydt en udmærket Opdragelse, Regjeringen ved Faderens Død 1611. Paa denne Tid var Sverige i Krig med Rusland og Dan mark (Kalmarkrigen), og især den sidste Magt havde vundet flere Fordele, medens dens Hær plyndrede i Sverige. Ogsaa med Polen havde Sverige Krig, som imidlertid dengang var afbrudt ved en Vaabenstilstand. Ved Freden i Knäröd 1613 bestemtes det, at alle Erobringer paa begge Sider sfulde tilbagegives, og at Sverige som Løsepenge for det af Kristian den fjerde indtagne Elfsborg sfulde betale 100,000 Rd. Gustav Adolf kunde nu bruge fine Kræfter udelte mod Rusland, som i Freden til Stolbova 1617 maatte afstaa Ker holm og Ingermanland. Disse Fredsslutninger gjorde, at Kongen, som nærede en levende Inter- esse for Sveriges indre Anliggenders Ordning, fit Tid til, understøttet af den dygtige og energiste Kansler Oxenstjerna (s. d.), at tage sig af disse; Arméen omorganiseredes, idet Forpligtelsen til at stille og udruste Soldater kom til at hvile paa Jord- eiendommene og blev fordelt landskabsvis; Forvalte ningen overgaves til flere Kollegier med høie Embeds- mænd i Spidsen, Undervisningsvæsenet fremmedes, bl. a. ved Oprettelsen af Gymnasier, ved Stiftelsen af
Universitetet i Dorpat og ved storartede Dotationer til Upsala Universitet. Retspleien underkastedes gjen- nemgribende Reformer, og alle Næringsveie be gunstigedes og opmuntredes; 16 Byer anlagdes eller fik Kjøbstadsprivilegier. Gustav Adolf fore- tog iffe disse Reformer eller overhoved nogen Regjeringshandling paa egen Haand, men sammen- faldte og raadspurgte jevnlig Rigets Stænder; allerede 1617 var en Rigsdagsorden og 1626 blev en Ridderhusorden udfærdiget. Krigen med Polen havde imidlertid sin Gang, dog ofte afbrudt af Vaabenstilstand. 1621 blev Riga indtaget af Svenskerne, som ogsaa ved Slaget ved Vallhof 1626 fikrede sig Besiddelsen af Lifland og Kur- land. Sidstnævnte Aar forlagde Gustav Adolf Krigsstuepladsen til Østpreussen i den dobbelte nærmere Tyskland, hvor han flere Gange af Prote stanterne var anmodet om Hjelp i deres Kamp for sin religiøse Overbevisning. Efter i 1629 at have tvunget Bolafferne til at indgaa paa en Vaabenstilstand i 6 Aar, drog han med Stan- dernes Samtykke næste Aar til Tyskland med en Armé paa 15,000 Mand. Han havde Lykken med fig og befriede i Løbet af to Aar Protestanterne i Mainz og Rhinegnene, trængte langt ind i Baiern, men vendte ved Wallensteins Indfald i Sachsen tilbage til dette Land og seirede i det blodige Slag ved Lüßen 6te November 1632, hvor han imidlertid selv fandt Heltedøden (se forøvrigt Trediveaarskrigen). Følgerne af denne hans Op- træden i Tyskland blev af stor Betydning baade for Sverige og for hele Europa; Svenskerne fit i denne kamp Dinene op for sin egen Kraft og for, hvad de ved den kunde udrette, og de Fordele, han tilfjæmpede Protestantismen, reddede Religions- og Tænkefriheden i Europa. Personlig var Gustav Adolf en ligesaa ædel Karakter som begavet Statsmand og tapper Kriger. Gustav den tredie, f. 1746, d. 1792, var Søn af Adolf Fredrik. Han besad af Naturen glimrende Evner, men en feilagtig Opdragelse hindrede ham fra senere at giøre sig tilbørlig Nytte af dem. Bed Faderens Død 1771 befandt han sig i Paris, hvorfra han vendte hjem for at overtage Regie- ringen. Benyttende sig af den almindelige Mis- fornøielse med den bestaaende Regjeringsform fik han 1772 i Fred og Ro et Statskup udført og forelagde Stænderne et Udkast til en ny For- fatning, som af dem blev antagen. Ifølge denne Forfatning fit Kongen den udøvende Magt med Undtagelse af Retten til at erklære Krig. Den lovgivende Magt skulde han dele med Stænderne; disse skulde være i Besiddelse af hele den beffate tende Myndighed, og Dommermagten overgaves til Raadet. Det floge Maadehold, som Gustav ved denne Leilighed viste, og de mange Reformer saaledes Torturens Ophævelse, Trykkefrihedens Indførelse m. m. som kom istand i de første Aar af hans Regjering, bidrog til at gjøre ham agtet og elftet af Folket; men det gode Forhold varede ikke længe, thi de store Summer, Kongen anvendte paa Reiser, Hoffester og Kunst, vatte Misfornpielse, især da han gjorde Brændevins- brændingen, som han tidligere havde forbudt, til Kronens Monopol. Ogsaa paa Hæren og Flaa- den anvendte han mange Penge. Paa Rigsdagen 1786 kom det til en heftig Opposition mod Kon-
