1 Overmaal af den mest løsslupne Fantasi. Emnet toges af det offentlige, politiffe, religiøse og literære Liv, og man ffyede iffe at fremføre fjendte Per- foner lyslevende paa Scenen. Den nyere" Ro medie tilhører allerede en senere Periode. Prosa- literaturens Begyndelse firev sig ifølge de Gamles egne Beretninger fra Jonerne, hos hvem Fere- kydes først skal have begyndt at optegne filosofiske Sætninger i ubunden Form. Vist er det imidler tid, at nogle af de første Prosaarbeider var Mytho- grafernes Berker, af hvilke flere nævnes, men hvoraf libet er opbevaret. De fortalte paa en frønikemæssig Maade Myther og Sagn, som trods fin ubundne Form var af overveiende poetist Indhold. Over- gangen fra Mythografien til den egentlige Historie ffrivning dannedes af Herodotos fra Halikarnassos (ca. 484 424), Historiens Fader". Hans Historie er endnu en naiv og ukunstlet Opregning af Be- givenheder uden fritisk Betragtning af dem og deres Sammenhæng. Anderledes er det hos den næste store Historieskriver, Thukydides fra Athen (ca. 460-400); hans Verk om den peloponnesiste Krig staar i første Nække ved den grundige Forst ning og den skarpe Dømmekraft, om hvilke det bærer Vidnesbyrd, ligesaameget som ved den mester- lige Fremstillingskunst. Thukydides's Verk fort fattes af Xenofon (ca. 440-354), som imidlertid ifte naaede sin Forgiænger. Han skrev ogsaa en Fremstilling af de titusen Grækeres Tilbagetog un= der Krigen mellem den yngre Kyros og Artaxerres famt en Samling af Beretninger fra Sokrates's Liv. Af andre Historifere fra denne Periode kan nævnes Theopompos (f. ca. 380) og Eforos. Af berømte Talere gaves der navnlig i Athen, paa Grund af det offentlige Livs særegne Karaktér, mange. Særlig fan anføres Antifon (479-419), Lyfias (458-378), (sæos (d. ca. 357), y fur gos (400-323), 3fotrates (436-338), 2fthi- nes (389-314) og fremfor alle Demosthe- nes (384-322), Filips utrættelige Modstanders og Jvreren for de nationale Bestræbelser paa en Tid, da Friheden truedes med Undergang.Inden Rækken af store Filosofer (se Art. Filosofi) stal her fun nævnes Platon (429-348) og Aristo- teles (384-322), den sidste ogsaa en Polyhistor i Ordets bedste og mest omfattende Forstand. - Efter 300 f. Kr. spores snart det paa Blom- ftringsperioden følgende Forfald. Sædet for det høiefte aandelige Liv var nu iffe længer Athen, men Alexandria, efter hvilken Perioden ogsaa er bleven kaldt den alexandrinste. denne traadte den selvstændige Produktion i Baggrunden for lærd Granskning og Bearbeidelse af Fortidens Literatur mindesmærker. Boesten beroede mest paa Efter- ligning af det tidligere frembragte. Som nye Genrer, der i denne Tid optraadte, fan mærkes Idyllen, hovedsagelig repræsenteret af Theokritos fra Syrafuse (ca. 272 f. Kr.), Bion og Mo- ithos, samt den nyere Komedie, en mere tam Efterfølgerste af den gamle, der ikke som denne søgte fine Emner inden det offentlige, men i det private Liv og dettes hverdagsligers Konflikter, hvorved den mere nærmer sig Nutidens Komedie. De største Mestre paa denne Digtarts Omraade var Menandros (342-291) og Filemon (d. 262). Den historiske Literatur berigedes med en Mængde Verker om Alexanders Felttog og Bedrifter, samtlige af underordnet Værd; senere
fremstod i Polybios (ca. 130 f. Kr.) en historie ffriver af virkelig Betydning, men hvis Verks Indhold ikke længer dreier sig om Grækenlands, men om Roms Historie. Endnu længere nede i den romerske Tid kan nævnes Dionysios fra Hali- farnassos (f. 54 f. Kr.), Jøden Flavius Jose- phus (f. 37 e. Kr.), som paa Græst strev sit Verk om den jødiske Historie, Plutarthos fra Kha roneia (50-120 e. Kr.) med fine bekjendte fam menlignende Biografier, Appianos med sin Rome Historie, Dion (ca. 155 e. Kr.), Arkæologen og Historiferen Pausanias (ca. 180 e. Kr.) og ende lig Herodianos (i 3die Aarh. e. Kr.), som be handlede den romerske Historie fra Marcus Aure- lius til Gordianus den tredie. J Alexandria dyre fedes med Jver grammatiste Studier; ogsaa Ma thematik og Astronomi, Naturkundskab og Læge- videnskab fandt lærde Dyrkere. Af disse Viden skabsmænd kan nævnes Theofrastos, en Elev af Ariftoteles, Euklides, Arkhimedes og Erathosthenes i det 3die og Hipparkhos i det 2det Aarh. f. Kr. Endelig udfoldedes der ogsaa inden de forskjellige filosofiste Skoler, font for en Del allerede havde dannet sig i den fore gaaende Periode, en omfattende literær Virksom hed. Under den romerske og byzantinske Tid ved blev man at strive paa Græst, uden at der allige vel fan tales om nogen egentlig levende Literatur paa dette Sprog. I Løbet af Middelalderen streves en Del epiffe Digte af underordnet Værd; efter Konstantinopels Erobring af Tyrferne trængte ro- mantiske Elementer fra Vesteuropa sig ind og af fødte poetiske Arbeider af romantisk Indhold. Som den første Forløber for en national nygræst Digt ning fan mærkes Leone Allacci i det 17de Aarh., som med Begeistring besang Hellas's gamle Storhed og stillede den i modsætning til den senere Trældom. Under Frihedsbegeistringent Slutningen af forrige Aarh. forfattede Konstan tinos Rigas (1753-98) og Adamantios Rorais (1748 1833), glødende Frihedssange; noget senere anflog Athanasios Kristopulos (1772-1847) med meget Bifald Toner, der i sin Lethed og Livsglæde mindede om Anakreon. Se nere Navne paa den nygræffe Digtnings Omraade er Alexandros Ypsilantis (1783-1828), Spu ridion Trikupis, Brødrene Alexandros og Pa nagiotis Sutsos, Alex. Rangabe (f. 1810), Orfanidis, Karosutsas m. fl. Et historist Arbeide af Betydning er Trifupis's Verk om den græste Frihedsfrig. Forresten er den videnskabe lige Literatur paa Nygræst endnu i sin Begyndelse.
Græsk Jld skal være en Opfindelse af Kallinikos fra Heliopolis (ca. 668 e. Kr.). Dens Bestanddele fjendes iffe, men antages at have været Salpeter, Svovl, Beg og Harpir, sammensmeltede med Nafta eller andre brændbare Olier. Den skal have funnet brænde under Vand og skal efter én Beretning ogsaa være brugt til at udskyde Stenkugler af Fernrør. Keiser Konstantin den fjerde opbrændte 678 med græft Ild den arabiske Flaade, som an greb Konstantinopel; senere blev den ogsaa brugt af Keifer Alerius mod Pisanerne. Græferne var i 400 Aar i Besiddelse af Hemmeligheden ved dens Tilberedelse, men senere blev denne røbet for Saracenerne, som anvendte den græffe Jld under Korstogene. Ved Krudtets Opfindelse gik den af Brigad spotpi
