havde det uimodsagt været antaget, at disse Digte ffrev sig fra en enkelt Digter, Homeros, hvis Levetid man satte til ca. 1000-900 f. Kr. 1795 søgte imidlertid Tyskeren F. A. Wolff at godt- gjøre, at de iffe hidrørte fra en enkelt Digter, men meget mere var en Samling af forskjellige Rhapsoders Sange om Begivenhederne under og efter den trojanske Krig. Om den Strid, som i denne Anledning udspandt sig i den lærde Verden, se Art. Homeros. Hvad der er vist, er, at de ho- meriste Sange maa være affattede i Jonien i en Tid, som ligger forud for den fifre Tidsregning. Emner, som stod i Forbindelse med Iliadens og Odysséens, behandledes senere af et Antal Dig- tere, som har faaet Navn af de cykliske, fordi deres Digte danner en saavel indbyrdes som med de homeriste Sange sammenhængende Cyklus. Det græfte Fastlands epiffe Digtning tog en anden Retning gjennem Hesiodos's (9de Aarh. f. Kr.), hvis Theogoni er en sammenhængende Mythologi i poetist Form, medens hans andet Berk,,,Arbei- der og Dage", endog er af helt didaktisk Indhold. I den Tid, som fulgte efter en fast Tidsregnings Indførelse, formidledes Overgangen til Lyriken gjennem den elegiste Digtning, i hvilken det episke Hexameter verlede med Pentametret (elegist Verse- maal). Elegien delte sig igjen som en Følge af den videre Betydning, de Gamle forbandt med dette Begreb, i flere Grene; saaledes repræsente- redes den frigerste Elegi af Kallinos og Thr tæos (7de Aarh.), den gnomiste af Solon, Theognis, Kritias m. fl., den erotiske af Mimnermos (ca. 610), Filetas, Fanofles, Kallimakhos og Myro, Elegien i snevrere Forstand (som Sørgedigt) af Arkhilokhos og Simonides (f. 556). Fra disse forskjellige For- mer af Elegien, som blev foredragne til Fløitespil, var Skridtet iffe langt til den egentlige Lyrik. Denne falder i to Hovedafdelinger, den lesbiske (colist-meliste) og den doriske. Den lesbiske Lyrik er væsentlig af erotisk og symposist Natur; den besynger i lette og smagfulde Vers Kjærlig- hedens og Livets Glæder og Sorger. Blandt dens mest udmærkede Dyrkere kan nævnes Al- taos fra Mitylene (600 f. Kr.), Digterinderne Sapfo og Korinna samt fremfor alle Ana freon fra Teos (560-475), hvis deilige Sange om Vin og Kjærlighed er den ægte helleniske Livs- glædes originaleste og fyldigste Udtryk. De doriske Lyrikere sang i alvorligere Toner Hymner og Kor- fange af ophøiet Kraft og Skjønhed. Af dem var de ypperste Alkman fra Sardes (ca. 670), Ste- fithoros, Jbykos, Simonides fra Keos og især Pindaros fra Kynoskefalæ i Bøotien (f. c. 520), hvis Oder til Ere for Seierherrerne i de hellige Lege maaste er det herligste, som er opbevaret os af græft Lyrik. Medens saaledes Eposet og Lyriken fremstod og blomstrede hos Joner, Coler og Dorer, var Attika den dramatiske Digtnings Bugge. Dramaet, saavel Tragedien som Komedien, er oprindelig fremgaaet af Lyriken, nærmere bestemt af de med Dans ledsagede Kor sange, som tidlig fattes i Forbindelse med Guder- nes, navnlig Dionysos's Dyrkelse. Forskjellen mellem de to dramatiste Genrers Oprindelse kan maaffe fremstilles saaledes, at Tragedien fremgik af Satyrernes kor ved de bakkantiske Orgier, Ko- medien af de lystige Sange ved de Festligheder,
som stod i Forbindelse med Vinhøsten. Begge Slags Sange var vistnok i Begyndelsen frie Jm- provisationer. Som den, der for Tragediens vedkommende hævede Korsangen til versbunden Kunst og tillige indførte en Stuespiller ved Siden af Keret, nævnes Atheneren Thespis, som stal have levet paa Solons Tid. Han skal ogsaa have opfundet Brugen af Master for Skuespil- lerne. Af hans Efterfølgere nævnes Khørilos i Slutningen af det 6te Aarh. som den, der først leverede skrevne Tragedier, og Pratinas fra Flios som Staberen af Satyrspillet som en egen Genre. Paa den sidstnævntes Tid (ca. 500) for- tælles det ogsaa, at den Stik allerede var indført, at der samtidig opførtes Stykker af konkurrerende Digtere, af hvilke den seirende prisbelønnedes. Dette foregik faaledes, at hver Digter optraadte med en Trilogi, d. v. s. tre Tragedier, der behandlede Emner, som stod i Forbindelse med hverandre, og til hvilke der da som Efterspil sluttede sig et lystigt Satyrdrama. Den næste betydelige Tragediedigter, som nævnes, er Frynithos fra Athen, som vandt sin første Pris 511, og som først indførte kvindelige Roller. Efter ham fom den første af den græffe Tragedies tre store Heroer, Asthylos (s. d.) fra Eleusis, hvis Levetid falder mellem 525 og 456. Han førte den tragiste Kunst et mægtigt Stykke fremad, ikke blot ved at indføre prægtige Dekorationer, Dragter og Maskiner paa Theatret, men ogsaa ved at føie én Skuespiller til, hvorved altsaa Dialogen paa Scenen opkom. Det næste Stridt fremad, Ind førelsen af en tredie Skuespiller (Tritagonistes), tilskrives dels Asthylos, i hvis senere Stykker en saadan forekommer, dels hans yngre Samtidige og Medbeiler Sofokles fra Kolonos (496-406), som 468 beseirede 2Esthylos i en dramatisk Vædde tamp. Hos Sofokles findes iffe længer den fjæmpemæssige Kraft som hos Efthylos, men til Gjengjeld større Liv og Stjønhed; Koret har ikke længer Overvegten over Dialogen, men staar i et harmonist afpasset Forhold til den. Den tredie af de store athenienfiste Tragikere, Euripides (480-407), betegner allerede Afslutningen paa Tragediens Blomstringsperiode. Hos ham har Lidenskaben afgjort Overvegten til Skade for det heroiffe og ophøiede i Dialog og Handling. En vis Realisme i hans Opfatnings- og Fremstillings- maade sætter ham næsten nærmere vor Tids Digtere end hans umiddelbare Forgjængere. Koret er hos ham trængt tilbage til en forholdsvis underordnet Betydning, og dets Sange staar i et temmelig løsrevet Forhold til Dialogen. Af de Tragikere, som fulgte efter Euripides, er ingen nærmere fjendt; fra Tabet af Grækenlands Frihed fan man regne Tragediens fuldstændige Forfald. Som den første græfte Komedieforfatter nævnes Susarion fra Megaris, efter hvem der fulgte flere doriste Komifere. Uafhængig af disse uddan nedes Komedien i Athen gjennem flere Digtere, af hvem man nu fun fiender Navnene. Alle blev imidlertid overtrufne af Aristofanes (ca. 450- 388), hos hvem den saakaldte "gamle" Komedie viser sig i sin høieste Fuldendelse. Denne Komedie besad ingen helstøbt dramatist Form og ingen Intrige, men var en løs Sammenstilling af komiste Scener, som ingenlunde gik ud paa at fremstille Virkeligheden, men paa at tarifere den med et
