men krystalliserer iffe; deres Opløsninger udfælder de fleste Metalfalte samt Albuminstoffer; med den dyriffe Hud indgaar de uopløselige Forbindelser, som vanskelig raadner. Det vigtigste Stof af denne Gruppe er: Galæblegarvesyre ell. Tannin (C27 H22 O17), som findes i Egens Bark og de fleste af dens øvrige Dele, men især i Galæbler og Sumak. Ved Luftens Tilgang sønderdeles en Opløsning af Tannin i Gallussyre og Suffer, idet den afgiver Kulsyreanhydrid. Den samme Dekomposition foregaar ved Gjæring, samt naar Tannin koges med fortyndet Svovlsyre. - Garv- ning af Huder og Skind tjener til at gjøre disse stikkede til at udholde Luftens og Vandets Ind- virkning uden at raadne, samtidig med at deres Bøielighed bibeholdes. Det virksomme Stof ved den almindelige Rød- eller Barkgarvning er et Garvestof, sædvanlig Tannin; men ved siden af Behandling med dette underkastes Huden endnu en Række Bearbeidelser af forskjellig Art. Først udblødes den i Vand, især hvis den har været tørket eller saltet, hvorefter den ved Skrabning be- fries fra vedhængende Kjød og Cellevæv. Dernæst bortstaffes Haarene og Overhuden ved Behandling med Kalk, ved svag Gjæring eller ved Anvendelse af varme Vanddampe, hvorefter Læderhuden bringes til at soulme og udvides i Porerne ved at behandles med meget svag Svovlsyre eller ved at henlægges en Tid i en Blanding af Klid og Vand, ved hvis Gjæring der dannes Eddikesyre og Melkesyre. Nu bringes Huderne først i et svagt Udtræk af Ege- eller Birkebark i Vand og henligger deri nogle Dage, hvorefter de i store, dertil indrettede Kar lægges lagvis med malet Bark og overheldes med Vand. Her forbliver de nu urørte i nogle uger, hvor- efter de optages og lægges i Lag med ny Bark, saaledes at de Huder, som før har ligget øverst, nu kommer nederst. Hvor lang Tid der medgaar inden Huden er færdiggarvet, beror paa dens Tykkelse; medens Kalvestind, Ko- og Hestehuder fun behøver 3-5 Maaneder, er de tykkeste Orehuder ofte iffe gjennem garvede før efter omtrent 2 Aars Forløb. Til 1 Staalpund raa Hud behøves efter Kvaliteten 4-10 Bund Egebark eller omtr. 8 Pd. Birkebark. -For at fjerne de Ulemper, som er forbundne med at Processen kræver saa lang Tid, har man isteden- for at lægge Huderne lagvis med Bark lagt dem i vandige Udtræk af et Garvestof, først i svagere, senere efterhaanden i stærkere. Herved opnaaes, at Garvningen i det høieste medtager en Tid af et Par Maaneder; men det er en almin delig Paastand, at Læderet paa denne Maade ikke bliver saa godt, som efter den førstbeskrevne Me- thode. Efterat saaledes den egentlige Garv- ning er tilende, underkastes Læderet endnu flere Behandlinger for at gjøres glat, fast og, forsaavidt det ikke er bestemt til Saalelæder, tillige smidigt. - Russelæder garves med et Affog af Vidie- eller Bilebark og indsmøres siden paa Kjødsiden med Næverolie; Saffian og Maroquin garves med Sumak eller Galæbler. Hvidgarvning anvendes især til Handskeskind; efterat Skindene er afhaarede, lægges de en ganske fort Tid i en Opløsning af Alun og Kogfalt, hvori det egentlige virksomme Middel udgjøres af Alunets Lerjord. De gjøres derefter som oftest smidige ved at ind smøres med en Blanding af Hvedemel og Egge- blomme. Semstning er ingen egentlig Garv-
- ning, da intet Garvestof ved den anvendes; i Stedet indsmøres Huderne, efterat de er stærkt af- strabede paa begge Sider, med Olie eller Tran og underkastes en Række Bearbeidelser, for at Fedtstoffet stal trænge grundig ind. Det saaledes tilberedte Skind kaldes Vaskeskind. Pergament for færdiges ogsaa uden Anvendelse af noget Garve emne, idet det blot afhaares, strabes og slibes med Pimpsten, samt paa Kjødsiden indgnides med Kridt.dat netoné, ened any dost
Gas, Luftart, betegner ethvert Legeme, som selv ved temmelig stærk Sammenpresning og Af- fjøling bibeholder sin Luftform; Navnet bruges saaledes i Modsætning til Damp (s. d.), uden at Grændsen mellem de to Benævnelser skarpt kan træffes. De allerfleste Gasarter kan ved Anven delse af særdeles stærkt Tryk i Forbindelse med en lav Temperatur bringes i flydende Tilstand (Fortæt- ning). Alle Gasarter er gjennemsigtige og de fleste tillige farveløse; hver af dem har sin sær- egne spesifike Vegt, men alle er meget lettere end Vand. Mange af dem (f. Er. Ammoniakgas) opsuges med Begjærlighed af Band. Surstof, Kvælstoforydul, Kvælstoforyd og for nogle Stoffers vedkommende Chlor underholder Forbrænding; brændbare er Vandstof, Kuloryd, Grubegas, Svovl vandstof og Cyanvandstof. Grubegas, Ammoniak, Svovlvandstof og Lysgas danner, naar de blandes med Surſtof eller atmosfærist Luft, Knaldgafer, som exploderer heftig, naar de antændes. Gaferne fremstilles paa forskjellig Maade, mest ved Ophed- ning af de Stoffer, hvori de kemisk eller mekanist bundne indeholdes, eller ved elektrist Dekompofi- tion af flydende Stoffer (saaledes fremstilles Sur stof og Vandstof ved elektrisk Sønderdeling af Band). De opsamles i oventil luffede Kar, som er fyldte med Vand eller Kviksølv og med den nedre, aabne Ende er stillede i et større Kar, fyldt med samme Vædske; naar Gafen gjennem et Rør ledes hen under det hvelvede Kar, stiger den op i dette og driver lidt efter lidt Vædsken ud, hvor- efter Karret lukkes. Navnet Gas bruges ofte i daglig Tale ensbetydende med Lysgas, en brænd bar Gas, som fremkommer ved tør Destillation af kulstofholdige organiske Stoffer. Den beftaar hovedsagelig af forskjellige Kulvandstoffer, blan dede i forskjelligt Forhold. Hyppigst fremstilles den til praktist Brug af Stenkul. Disse fyl- des i Rør (Retorter) af brændt Ler eller Jern, 9-20 Fod lange, runde eller ovale og af 1-2 Fods Gjennemsnit, som i en dertil ind- rettet Ovn stadig holdes rødglødende. Efter 5-8 Timers Forløb tømmes Retorterne for de deri tilbageværende Koks (f. d.) og nye Kul ifyldes. Gjennem Rør fra Retorterne samler de under Destillationen udviklede luftformige Produkter sig i en Kondensator, hvor Dampene af Vand og Tjære fortættes til Gasvand og Stenkultjære (s. d.); derfra ledes Gasen, som endnu er forurenset af nogen Tjære, Kulsyre, Ammo niak og Svovlforbindelser, over i den saakaldte Strubber, hvor den ved at strømme mellem vaade Træfliser, Teglstensstykker o. lign. renses for Tjære, og kommer derpaa ind i andre Renseapparater, hvor den ved Hjelp af Jernoryd og Kalf befries for Svovlvandstof og Kulsyre. Endelig ledes Gasen ind i en stor Beholder, Gasometret, der er forarbeidet af Jernplader omtrent i Form af
