- monies de la nature". Af andre fremragende Prosaister kan først og fremst nævnes Montes- quien (1689-1755), som i fin,Esprit des lois" underkastede hele Historien og Politiken en starp fritist Undersøgelse fra et moderat frisindet Stand- punkt og i fine Persiste Breve" kvitt og starpt perfiflerede fin Samtids Feil; endvidere Buffon (1707-88), som i et elegant ædelt Sprog behand- lede Naturhistorien fra et optimistist Synspunkt. For Poesien maa det 18de Aarh. betegnes som en Forfaldsperiode; Voltaire og mange andre skrev stive, deklamatoriste Tragedier, og Komedien fristede en endnu kummerligere Tilværelse, indtil den fik en genial Repræsentant i Beaumarchais (1739- 99). Mærkes fan paa den dramatiske Digtnings Felt Diderot som Staber af det borgerlige Drama. J Romanen leverede Lesage (1668-1747) Mester- verker af Humor og Fortællekunst i sin,,Gil Blas" og,,Le diable boiteux" medens Florian dyrkede den sentimentale Hyrderoman, og Crébillon den yngre (1707-77) ffrev talrige Fortællinger af en tildels indtagende Finhed, men ofte meget slibrige. Af Lyrikere kan nævnes den oratoriste J. B. Rous- feau (1670-1741) og den rigtbegavede André Chénier (1762-94), som blev Forløber for Romantiken. Hverken under Revolutionen eller det første Keiserdømme kunde en poetist eller viden- ftabelig Literatur ret udfolde sig. Delille (1738- 1813) strev didaktiske og beskrivende Digte, tildels paavirkede af Englænderen Thompson; A. Duval fabrikerede Tragedier efter den klassiste Recept, og M. J. Chénier (1764-1811) prædikede fra Sce nen Moral og Politik. Det nye, som gjærede i Tiden, kom til Udbrud gjennem den glødende og følelsesfulde, men ofte fantastiske Chateaubriand (1769-1848), fom i religiøs Aand fortsatte J. J. Rousseaus Arbeide og leverede belivende Impulser til alle Kanter. En anden Overgang til den nyere Tid danner Madame de Staël (1766-1817), som ved sine Romaner paa en Maade blev en Forløber for George Sand, og som ved sin Bog om Tyskland gjorde fine Landsmænd bekjendte med det tyske Aandsliv. Under Restaurations- perioden kom den romantiste Retning til Gjennem- brud med Victor Hugos (f. 1802) Drama,Crom- well", i hvis Fortale den nye Skole fandt sit Pro- gram. I Tidsskriftet La muse française havde de unge Romantikere fit Organ, og om dette sam- ledes snart en anselig Stare begavede Forfattere. Foruden Hugo, som lige til sin høie Alder har været uafladelig virksom som Dramatiker, Lyriker og Romanforfatter, maa nævnes den elstværdige og fantastiske Fortæller Charles Nodier (1783 -1844), Alfr. de Vigny (1799-1863), Brø- drene De champs, Edgar Quinet, Theo- phile Gautier (1811-72) og Sainte- Beuve (1804-69), hvilke to sidste ogsaa ud- foldede en betydelig Virksomhed som Journalister og Kritikere, samt den geniale Alfred de Mus- fet (1810-57). Beslægtet med Romantiken, men uden helt at tilhøre den, optraadte Lamar- tine (1790-1869) med fin sentimentale, ofte sublime, altid stærkt religiøst farvede Lyrik; Bé- ranger (1780-1857) leverede Mesterverker i den specielt franske Form af Lyriken, den lette, glade ,,Chanson", og bidrog ved fine drabelige Hug til Bourbonnerne ikke lidet til Revolutionen i 1830. Paa det videnskabelige Omraade fremtraadte Vic-
- tor Cousin (1792-1860) med sin eklektiske Fi- losofi, medens Auguste Comte (1798-1857) blev Grundlæggeren af den saakaldte „positivistifte" Stole; Historifere af første Rang var Guizot (1787-1874), Thierry (1795-1856), Michelet (1798-1874) og Thiers (1797-1877). - Under Julimonarkiet fremtraadte en realistist Retning i Romanen gjennem Balzac (1799-1850), som med en beundringsværdig Skarphed udkastede de- taillerede Skildringer af Livet i alle dets Fore- teelfer (,,La comedie humaine"). Prosper Me rimée (1803-70) leverede talrige Fortællinger med streng hiftorist og lokal Kolorit og starp ob jektiv Karaktérskildring. I det hele taget har i vort Aarhundrede Roman- og Novelleforfatterskabet naaet en udstrækning, som aldrig før; George Sand (Mad. Dudevant, 1803-76) forsvarede med energist Varme Følelsens og Naturens Ret overfor Konveniensen; Aler. Dumas père (1803-70), endnu helt Romantiker, skadede sin glimrende Fantafi ved en fabelagtig Masseproduk tion; han saavelsom Eugène Sue (1804-57) Alph. Karr (f. 1808) m. fl. var de mest lysende Navne paa den netop i Mode komne Romanfeuille- tons Omraade. Paa Scenen var Eugène Scribe (1791-1861) en lang Tid den herskende gjennem fine i teknist Henseende fuldendte, men meget spids- borgerlige Dramaer. Delavigne (1794-1843) besad i formel Henseende den samme Virtuofitet som Scribe og bevægede sig baade paa Trage- biens og Komediens Omraade, uden helt at flutte fig til nogen af de store Strømninger i Litera- turen. Efter Februarrevolutionen har den rea- liftifte Stole havt den næsten udelukkende Overvegt i de to Grene af Stjønliteraturen, som fortrinsvis er blevne dyrkede, Dramaet og Romanen. Paa Scenen brødes Banen med Alex. Dumas fils's (f. 1825),,La dame aux camélias" (1852) og „Le demi-monde" (1855). Ved Siden af Dumas fortjener at nævnes Emile Augier (f. 1820), Victorien Sardou (f. 1831), Théodore Barrière (1823-77) og Octave Feuillet (f. 1822), hvilken sidste ogsaa har optraadt som Novellist, samt François Coppée (f. 1843), som tillige har vist sig som en særdeles begavet Lyriker. Af de mest fremragende Romanforfattere og Novellister i den nyere Tid kan nævnes Gustave Flaubert (1821-80), Victor Cher- buliez (f. 1829), Brødrene Goncourt, For- fatterfirmaet Erdmann-Chatrian, Gustave Droz (f. 1832), Alphonse Daudet (f. 1840) og Emile Zola (f. 1840), hvilken sidste især har erhvervet fig megen Anerkjendelse, men ogsaa stor og fanatist Modstand ved sine Romaner (Se- rien,,Les Rougon-Maquart"), hvis yderliggaaende Retning man har kaldt „Naturalisme". Af de nyere videnskabelige Forfattere fortjener især at nævnes den lærde Polyhistor, Filosofen, Medici- neren og Sprogmanden Emile Littré (f. 1801), hvis Dictionnaire de la langue française" er et ligesaa tiæmpemæssigt som nøiagtigt og grun- digt Arbeide; endvidere den juridiske og socialpo- litiste Forfatter Edouard Laboulaye (f. 1811), som ogsaa har vundet et Navn som Novellist, Religionshistorikeren Ernest Renan (f. 1823), der ogsaa er en Autoritet paa de semitiske Sprogs Gebet, og Literatur- og Kunsthistorikeren Hippo- Iyte Adolphe Taine (f. 1828), som har gjort
