ningen fortsattes gjennem Froissart (d. 1480) og de Comines (d. 1509). Med det 16de Aarh. optraadte Renaissancen med sin befrugtende Indflydelse paa Videnskab og Kunst. Som dens mest farakteristifte Repræsentanter fan betragtes François Rabelais (1495-1553), der i fine Romaner,Gargantua" og „Pantagruel" i et barokt Sprog, men med genial Skarphed satiriserede fin Tids Svagheder, og Michel Montaigne (1533-92) med fine Essays", hvori han præ dikede den glade Livsnydelses Filosofi. Blandt de egentlige Digtere udmærkede Clément Marot (1495-1554) fig især som Epigrammatiker; Frans den førstes Søster, Margarete af Navarra (1492-1549), ffrev efter Boccaccios Mønster en Samling fviffe, men slibrige Noveller, Hepta- emeron". Omkring Midten af det 16de Aarh. optraadte Pierre Ronsard (1524-85) som Ho- vedet for en Digterskole, der gik ud paa at efter- ligne Klassikerne; han skrev selv et Epos,,,Franci- aden", og en af hans Tilhængere, Etienne Jo- delle (1532-73), lagde ved sin Tragedie,,Kleo- patra" Grunden til den falske antifiserende Retning i det senere franske Drama. Af større Betydning blev François Malherbe (1356-1628), som ved sine formfuldendte Digte i Alexandriner (hvil- fen Versart ved ham blev herskende) skabte den moderne franske Lyrik, o Mathurin Regnier (1573-1613), som gav Satiren dens poetiske Form. De to sidstnævnte Forfattere danner Overgangen til det 17de Aarh., som begyndte med en Periode, da Indflydelser fra Spanien og Italien stærkt gjorde fig gjeldende. De af disse Indflydelser paavirkede Digtere, som bestemte Tidens Retning, samledes i Hôtel Rambouillet om Marquisen af Rambouillet, Julia Savelli, og senere om dennes Datter og Datterdatter. Medlemmerne af denne Kreds ud- dannede mellem fig et besynderligt poetist Sprog med affekterede Omskrivninger og underlige Ven- dinger; den Poesi, som de leverede, er der heller ikke synderlig andet mærkeligt ved, end disse Bi- zarrerier. Nævnes maa Honoré d'Urfé (1568- 1625), Forfatter af Hyrderomanen Astrée, samt Balzac (1594-1654) og Voiture (1598-1648). Mere selvstændig var Paul Scarron (1610-60) med fin Travesti af Eneiden, sin Roman comique og fine bidende Epigrammer. Dramaet formede fig paa en aandløs Maade efter det spanske; Ri- chelieu, som selv gjorde fortvivlede Forsøg paa til fin Berømmelse som Statsmand ogsaa at føie Digter- berømmelsen, samlede om sig en Flok Poeter, der hjalp ham med hans egne Arbeider og som efter hans Recept ogsaa selv fabrikerede aandløse Tragedier. En af disse Digtere var Pierre Corneille, som dog snart optraadte selvstændig og blev Skaberen af den flasfifte franske Tragedie. Denne byggedes paa Ariftoteles's Lære om de tre Enheder, Tidens, Ste- dets og Handlingens; Diftionen glimrede ved sin Pathos og ved det pompøse Versemaal (Alexandri- ner), men savnede fun altfor ofte ligesom Handlin gen Liv og Natur. - Ludvig den fjortendes præg- tige Hof blev nu Midtpunktet, hvorom næsten alt, hvad Frankrige eiede af literære kræfter, foncentre- rede sig, og som paatrykkede Literaturen i det 17de Aarh.s anden Halvdel fit Præg. Foruden Cor- neille (1606-84) glimrede som Tragedieforfatter Jean Racine (1639-99), der overgik hin i Eleganse og tildels i Følelse, men ofte stod under
ham i kraftig Pathos. Nicolas Boileau Des
préaur (1636-1711) strev formfuldendte og bi-
dende Satirer og gav i fin efter porats's Monster
ffrebne Art poétique Reglerne for den klassiske
Poesi. Molière (1622-73) ffabte den moderne
borgerlige Komedie, i hvis Historie han selv
staar som et af de største Mønstre paa komist Kraft
og Eleganse i Formen. En Mindelse om den gode
gamle Tids umiddelbare Naivitet gav Lafontaine
(1621-95) i fine elftværdige og kviffe Fabler,
ligesom ogsaa Charles Perrault (1628-1703)
ved fine Féeventyr traadte i Opposition til den
herskende antifiserende Retning i Poesien. Af de
mindre betydelige Dramatikere fortjener at nævnes
Tragikerne Thomas Corneille og de Lafosse,
Komedieforfatteren Regnard og Operaforfatteren
Quinault. En særegen Stilling i Literaturen
indtog de mange Samlinger af religiøse Taler af
Tidens mange veltalende Prædikanter som Bos
fuet (1627-1704), Bourdaloue, Massillon
(1663-1742), Fléchier (1632-1710) og Fene-
Ion (1651-1715); den sidste leverede ogsaa i sin
,Télémaque" en didaktist Roman, som Samtiden
fammenlignede med Homers og Virgils Verker.
La Rochefoucauld (1613-80) samlede i fine
„Maximes" en Ræffe aandrige og pikante Aforis-
mer af praktisk-filosofist Indhold og med skeptist
Tendens, og La Bruyère (1639-96) udviklede
fin glimrende stilistiske Færdighed i fine Karaktér-
sfildringer. Madame de Sévigné (1627-96)
udgav aandrige og kvikke Breve, og denne Gren
af Literaturen, som især dyrkedes af Damer, fom
for en Tid ordentlig i Mode. Historieskrivningen
i denne Periode indskrænker sig væsentlig til Me-
moireforfatterskab; den originalefte og interessanteste
Stribent i denne Genre er Louis de Saint
Simon (1675-1755). Filosofien, som allerede i
Aarhundredets første Halvdel havde været repræ-
senteret af Réné Descartes (1596-1650) og
den dybt religiøse Blaise Pascal (1623-62),
tog med Pierre Bayle (1647-1706) en afgjort
rationalistisk-fritist Retning. I det 18de Aarh.
modtog Filosofien stærke Impulser fra de engelske
Déifter og repræsenteredes foruden af den aandrige,
men overfladiske Fontenelle (1657-1757) først
og fremst af Voltaire (1694-1778), hvis al-
fidige Aand paatrykte hele hans Samtids Literatur
fit Stempel. Hans folossale Forfatterskab som Histo-
rifer, Filosof, Dramatiker og epist Digter stod ganske
i hans Tendensers Tjeneste, og hans glimrende og
starpe Vittighed gjorde ham til en frygtelig Mod
stander i den Strid mod de nedarvede Traditioner,
han bragte til at blusse op. Det var især den reli-
giøse Toleranse, hvis utrættelige Forkjæmper han
bestandig var. En videre Udvikling af Voltaires
Idéer var Grundlaget for Encyklopædisternes
(s. d.) Filosofi; ligeoverfor disse, der væsentlig saa
hen til det praktiske, stod Condillac (1715-80)
som spekulativ Filosof med et paa Lockes Sensualisme
bygget System. De yderste Konsekvenser af Tidens
Jdéer trak Holbach og Lamettrie. I starp
Modsætning til hele denne Retning staar Jean
Jacques Rousseau (1712-78), der gjorde Fø-
lelsens Ret gjeldende ligeoverfor Forstanden og prifte
Naturtilstanden i lodsætning til den efter hans Me-
ning kunstlede Kultur. Som en Discipel af ham fan
man anse Bernardin de St. Pierre (1737-
1814) med fine idylliske Fortællinger og fine,Har-
