at afstaa Venetien. Ligeoverfor Preussen søgte han at hævde sin Indflydelse ved Forbund med de tyfte Mellemstater. 1866 kom det til krig med Preussen og Italien, og efter Nederlaget ved Sa- dowa maatte Frans Josef give Slip paa Venetien. Ved Rigskansleren Grev Beusts Paavirkning be- vægedes han nu ogsaa til at rette sig efter Un- garernes Krav, idet han 1867 gjenindførte Forfat- ningen af 1848 og erkjendte Ungarn som et selv- stændigt, ligestillet Rige ved siden af Østerrige. S. A. indførtes liberale Endringer ogsaa i dette sidstes Forfatning. Konkordatet af 1855, som ind- rømmede den katholste Kirke og Geistlighed ud- strakte Rettigheder, ophævedes fuldstændig 1870. Efterat det tidligere venskabelige Forhold til Breussen var gjenoprettet, sluttede Frans Josef 1872 „Tre- feiferforbundet" med Keiserne af Preussen og Rus- land, hvilket imidlertid blev uden Betydning.
Frans Josefs Fjord, Havbugt paa Grøn- lands Østkyst, mellem Kap Franklin og Kap Humboldt.
Frans Josefs Land, Øgruppe i Nord for Novaja-Semlja, under 81° n. Brede, opdaget af Payer og Weyprecht 1873.
Fransk Sprog og Literatur. Det franske Sprog er ligesom de øvrige romanste fremgaaet af den latinske Folfedialekt (lingua romana rustica), som ved de seierrige romerske Hære spredtes over alle Rigets Provinser, og i Frankrige (Gallien), med Undtagelse af en Del af Bretagne, allerede henimod Slutningen af det 7de Aarh. e. Kr. ganske havde fortrængt de oprindelige feltiste Mundarter. Fra Begyndelsen af det 9de Aarh. optræder dette gallo-romanske Sprog i to karakteristiske Hoved- former, den sydfranste (langue d'oc, roman pro- vençal) og den nordfranske (langue d'oil eller d'oui, roman wallon), af hvilke den første bedst bevarede fin rent romanste Karaktér, medens den sidste mere paavirkedes af germaniste Elementer. Det nordfranske blev fra Frans den førstes Tid det almengyldige Landssprog, og fra det er Ny- fransten udgaaet, medens den provençalske Dialekt endnu vedblev at leve og udvikle sig paa sin egen Maade (se Provençalst Sprog og Literatur). Sam- tidig bevirkede Studiet og Efterligningen af La- tinen paa den ene Side en større grammatist Til- nærmelse til dette Sprog, paa den anden en større Forstiel mellem Literatur- og Folkesproget. Ved det franske Akademis Oprettelse 1635 og ved Lite- raturens Glansperiode under Ludvig den fjortende fif Sproget den Stikkelse, som det i det væsentlige har beholdt til vore Dage. Det udmærker sig fremfor alt ved sin Klarhed, logiske Konsekvens og Præcision, men staar tilbage i Bøielighed, ligesom det heller ikke kan maale sig med sine romanste Søstersprog i Velflang; bedst egnet er det til Prosa- og Konversationssprog, til hvilket sidste Brug det ogsaa allerede fra Middelalderen af har været benyttet langt udenfor Frankriges Grændser. Nu er det almindelig i Brug ved diplomatiste For- handlinger, ligesom det for en Del er traadt i Latinens Sted som internationalt Sprog mellem Lærde og Videnskabsmænd. Foruden i Frankrige og de franske Kolonier tales det i det sydlige Belgien, det sydvestlige Schweiz samt i enkelte Dele af Kanada og Haiti. Af Verker over det (levende) franske Sprog mærkes Bescherelles, Poite- vins, Noël og Chapsals samt Mäßners Gramma-
tiker og af Ordbøger det franske Akademies Lexikon
(1694) samt Littrés fortrinlige,Dictionnaire de la
langue française" (1863-72).-Forskjellen mellem
den nord- og sydfranske Sprogform betingede snart en
Spaltning i en nord- og en sydfransk Literatur;
dog træder Forstjellen ikke saa starpt frem førend
i Begyndelsen af det 12te Aarh., da Literaturen
til den Tid væsentlig var afhængig af Theologien
og direkte fortsatte den latinske kirkelige Literatur.
I Nordfrankrige har man saaledes fra denne Pe-
riode Sangen om den hellige Eulalia (9de Aarh.),
Digtene La passion de Notre Seigneur og
La vie de Saint-Léger" (10de Aarh.), „Vie
d'Alexis" (11te Aarh.) m. fl., i Sydfrankrige for-
uden flere Legender ogsaa (fra Begyndelsen af det
11te Aarh.) Hymner og Kirkesange, Efterligninger
af de latinske. I det 12te og 13de Aarh. op-
træder den nord- og sydfranske Sprogform med
hver sin Literatur; i en fransk Literaturoversigt har
imidlertid egentlig kun den nordfranske sin Plads
(om den sydfranske se Provençalst Sprog og Li-
teratur). Den ridderlige Tidsaand, som frembragte
den rige og kunstmæssige provençalske Lyrik, blev
vel ikke uden fin store Betydning ogsaa for den
nordfranske Digtning; men flere sammenstødende
Omstændigheder bevirkede, at denne antog en over-
veiende epift Karaktér, ligesom den har mere Præg
af at være en Folledigtning. Til Provençes Trou
badourer svarede de nordfranste „Trouvères"; "Me-
nestriers" (menestrels) og „Jongleurs" foredrog
Digternes Verker og ledsagede dem med Musik.
De eiendommeligste af disse Digte er de saakaldte
"Chansons de geste", som med hensyn til fit
Stof grupperer sig i tre kredse: 1) Den frantist-
farolingifte Sagnfreds, som i en Ræffe særstilte
Digte behandler Karl den stores (Charlemagne's)
og hans Ridderes Bedrifter. 2) den bretonske
Sagukreds, hvoraf Emnet er taget til Romanen
om Kong Artus og Ridderne ved det runde Bord,
om Perceval, Tristan og Lancelot du lac; i denne
Sagnfreds er det den hellige Gral (s. d.), som
sammenbinder de forskjellige Romaner og Helte
digte til et Helt. 3) Den normanniste Sagnfreds,
som især bevæger sig om de normanniffe Hertugers
Historie og Bedrifter. Foruden disse nationale
Emner behandledes ogsaa i større Digte Motiver
fra Oldtiden; herhen hører Rimkrøniken om de
romerske Keisere, Romanen om Alexander den store,
en Bearbeidelse af Sagnet om den trojanske Krig
samt Romanen om Virgilius, der her omtales
som en mægtig Troldmand. Et Verk af rent
allegorist Art er den bekjendte Roman om
Rosen fra sidste halvdel af det 13de Aarh. En-
delig maa nævnes de ikke mindst karakteristiske Pro-
dukter af denne Periodes poetiske Virksomhed, de
saakaldte „Fabliaux" og „Contes", mindre episte
Arbeider paa Vers eller Prosa, i Regelen af hu-
moristist, ofte satirist Indhold. Inden Udgangen
af det 13de Aarh. optraadte Begyndelsen til en
historist Literatur med Villehardouin (d. 1213)
og Joinville (d. 1318). I det 14de og 15de
Aarh. spores paa de fleste Felter af Literaturen
en Tilbagegang, men som lader ane Overgangen
til en ny Tid. De gamle Heltedigte og Romaner
udtværedes til platte Folkebøger"; af mere be=
tydelige Digtere kan kun nævnes Lyrikerne og
Humoristerne François Villon (d. ca. 1480)
og Olivier Basselin (d. 1418). Historieskriv-
"
