11 og Pressefriheden ophævedes. Denne egenmægtige Fremgangsmaade gav Stødet til Julirevolu tionen (27-29 Juli), ved hvilken Karl den tiende og Huset Bourbon for stedse fordreves fra Frank- riges Trone. Hertugen af Orleans, Ludvig Filip, blev først Regent og derpaa de Franskes Konge". Det nye Monarki (Julimonarfiet, 1830- 48) sfulde fremforalt være folkeligt, og Ministeriet valgtes blandt de Liberales Førere. Men saasnart Ludvig Filip saa sin Magt tilstrækkelig befæstet, flog han ind paa fit Juste-milieu-System, idet han især sluttede sig til den rige Mellemklasse, som ønskede Opretholdelsen af det Gamle og Fred og Ro baade indad og udadtil. Efterat Cafimir Berier, som fra Vaaren 1831 havde været Første- minister, var død i 1832, tog Kongen mere umiddelbart Styrelsen i sine Hænder, medens de ledende Statsmænd, Broglie, Guizot, Molé og Thiers hyppig verlede som Ministre, som Følge af parlamentariffe Intriger. Flere Opstands= forsøg, saavel af Republikanere som af Legitimister, undertrykkedes strengt. Fieschis Attentat paa Kon- gen 1835 gav Anledning til Septemberlovene", ved hvilke Pressefriheden og Juryen indskrænkedes. 1836 og 1840 gjorde Louis Napoleon forgjeves Forsøg paa at fremkalde en Militæropstand. Sidst nævnte Aar afløstes Thiers, der i den tyrkisk- egyptiffe Strid havde indtaget en krigerst Hold- ning, som Førsteminister af Guizot, der blev staaende som Fredspolitikens Haandhæver, saalænge Julimonarkiet varede. Det ringe Hensyn til Fol- fets Dnsfer, som Regjeringen nu tog, i Forbin- delse med de ledende Kredses Korruption og den ved de spanske Giftermaal fremkaldte Forstyrrelse af det venskabelige Forhold til England under- gravede Kongedømmets Magt og Anseelse mere og mere. Socialister og Kommunister fandt en taknemmelig Jordbund for sine Agitationer. Det liberalt-royalistiske Parti søgte at sætte en Stop- per for alle disse Misligheder ved at virke for en ny frifindet Valglov, til hvilken Ende de saakaldte Reformbanketter holdtes. Da en saadan i Be- gyndelsen af 1848 blev forbudt, vaktes en stærk Gjæring hos Mængden, og allerede den 24de Februar brød Opstanden aabent ud. Februar revolutionen tvang Kongen til at nedlægge Kronen og udvandre, medens en provisorist Re- gjering af Republikanere overtog Styrelsen. Re- publiken erklæredes for Landets endelige Regjerings- form, men lenigheden mellem de forskjellige repu- blikanske Partier førte til blodige Uroligheder, og Baavirkning fra Socialisternes Side fremkaldte den voldsomme Arbeideropstand i Paris 23de-26de Juni, som først blev undertrykt, da Cavaignac blev Diktator. 10de December valgtes Louis Napo= leon Bonaparte, Napoleon den førstes Broder søn, til Præsident. Han valgte et maadeholdent re- publikanst Ministerium og sikrede sig Geistlighedens Hengivenhed ved at omstyrte den romerske Repu- blit og gjenindsætte Paven i hans verdslige Magt. Et Oprør i Paris af de radikale Republikanere undertryktes, hvorefter der toges strenge Forholds- regler mod Pressen og de politiske Foreninger. 1849 udnævntes et nyt Minifterium, hvis An- ffuelser stemte mere med Præsidentens egne; men man vogtede fig endnu for at bryde aabent med Nationalforsamlingen. 1850 udkom en ny under- visningslov, som i høi Grad begunstigede Preste=
stabet, samt en Valglov, der indskrænkede Stemme-
retten. Eensuren udstraktes ogsaa til Theatrene,
og Presse- og Forsamlingsfriheden blev mere og
mere indskrænket. Efterat Changarnier i Begyn-
delsen af 1851 var fjernet fra sin Stilling som
Chef for Tropperne i Paris, begyndte Bonaparti
sterne at arbeide for Præsidentens Gjenvalg; et
Forslag, som gik ud derpaa, blev vel forkastet, men
Bræsidenten havde imidlertid vundet Hæren for
fig og foretog 2den December 1851 et Statskup,
hvorved han sprengte Nationalforsamlingen og.
fængslede et stort Antal af fine Modstandere.
Efter at have gieninført den almindelige Stemmeret
lod han hele Nationen afstemme over enflags For-
nyelse af Konsulatet og over hans eget Gjenvalg paa
10 Aar. Afstemningen lededes villaarligt i en
for Napoleon gunstig Retning, og han gjenvalgtes
med stor Stemmeflerhed. Efterat saagodtsom en-
hver Oppofition var kvalt ved Tvangsforholds-
regler, lod han fig 1852 paa Aarsdagen efter
Statskupet af Senatet udraabe til Keifer under
Navn af Napoleon den tredie. Ved en ny
Forfatning fikrede han sig saagodtsom nindskrænket
Magt, medens han flogelig føgte at fremme den
materielle Kultur, paa ſamme Tid som han for-
øgede Frankriges Indflydelse paa den europæiske
Politif. 1854-56 deltog Frankrige i Krimfrigen
mod Rusland og 1859 i Italiens Krig med Øſter-
rige, efter hvilken sidste det udvidedes med Sa-
voyen og Nizza; 1860 erholdtes ved at slutte en
Handelstraftat med England dettes Samtykke til
Üdvidelsen. 1857 og 60 deltog ogsaa Fransk
mændene med Englænderne i Togene til Kina;
1858-62 gjordes flere Erobringer i Anam, lige-
som Besiddelserne i Algerien og Senegal udvidedes.
Derimod tog Expeditionen til Mexiko (1862-67)
en uheldig Udgang og gjorde, at Frankrige ikke kunde
optræde med den fornødne Kraft i den europæiffe
Bolitik. Da den 1860 den lovgivende Forsamling
tilstaaede Ret til i en Adresseforhandling at drøfte
Rigets Forhold ophævedes 1867 og erstattedes ved
en Forespørgselsret, vakte dette Skridt megen
Utilfredshed og bragte Oppofitionen til at vore
til en betydelig Styrke, noget, som viste sig ved
de nye Valg 1869. Keiseren lod derfor Senatet
1. A. vedtage en Bestemmelse om udvidet Bevilg-
ningsret og Initiativ for den lovgivende Forsam-
ling og Ansvarlighed for Ministrene. J Begyn=
delsen af 1870 fom Ministeriet Ollivier til Noret
og skulde nu realisere den politiske Frihed; men
istedenfor energist at gribe Sagen an, viste Mini-
steriet sig vallende og tog kun halve Forholds-
regler. 20de April vedtoges en ny Forfatning,
som forelagdes Folket og efter heftige Parti-
stridigheder vedtoges, uden dog at medføre en Be-
roligelse af den ophidsede Stemning. For at give
Ophidselsen Luft udadtil, foranledigedes et Brud
med Preussen, der førte til Frankriges Krigserklæring
den 15de Juli 1870. Keiseren begav sig til Arméen,
og Keiserinden udnævntes til Regentinde. Men
Frankrige var allerede fra Begyndelsen uheldigt;
efter Nederlagene ved Wörth og Forbach maatte
Ollivier vige for et bonapartistist Ministerium
under Palikao, og efter Nederlaget ved Sedan og
Napoleons Tilfangetagelse samledes den lovgi-
vende Forsamling, erklærede Keiseren for affat
og proklamerede Republiken. (Se forøvrigt Art.
Fransk-tyske Krig). En midlertidig Regjering
