magten og tillige at forbedre de lavere Klassers Kaar, bl. a. ved at ophæve Livegenskabet. Ludvig den syvende (1137-80) deltog 1147 med den tyst Keiser Konrad den tredie i det andet Kors- tog. Allerede Ludvig den tykke havde havt at fjæmpe mod England, der siden Vilhelm Ero- brerens Tid besad Normandiet med flere franske Landskaber som Len og saaledes var den franske Krones Vasaller. Ogsaa Størstedelen af Ludvig den syvendes Regjeringstid optoges af uheldige Krige med England. Men hans Eftermand, Filip den anden August (1180-1223) benyttede sig af Johan uden Lands Svaghed og übesindighed til at inddrage alle de vigtigste af dennes franske Len (1204). Mod Albigenserne (s. d.) førte Filip August en Reli- gionskrig og underkuede deres Beskytter, Greven af Toulouse. Ludvig den ottende (1223-26) fortsatte Krigen med Albigenserne, ligesom han og- saa var heldig mod Henrik den tredie af England. Ludvig den niende, den hellige (1226-70) fortsatte Lenenes Inddragning og gav Kongemagten en ny Støtte ved derhen sigtende Reformer i Rets- pleien og Lovgivningen. Han foretog to Rorstog, et i 1248 til Egypten og et 1270 til Tunis, hvor han døde. Under Filip den tredie (1270-85) tilfaldt Poitou, Auvergne og Toulouse Kronen. Filip den fjerde, den smukke, (1285-1314) befæstede endmere Kongemagten. Da han vilde bestatte Geistligheden i Lighed med de andre Stænder og i den Anledning kom i Strid med Pave Bonifacius den ottende, ydmygede han fuld- stændig denne og tvang hans Efterfølger, Klemens den femte, til at tage Ophold i Avignon, hvor han havde ham ganske i sin Magt. Under Filip fammenkaldtes første Gang les États généraux, bestaaende foruden af Adel og Geistlighed ogsaa af Repræsentanter for,,Trediestanden" (le tiers-état), som allerede denne Konge søgte at knytte til Kro- nens Interesser. Filips tre Sønner, Ludvig den tiende (1314-16), Filip den femte (1316-22) og Karl den smuffe (1322-28), med hvem Capetingernes ældste Linie uddøde, re- gjerede i fuld Besiddelse af en uindskrænket Magt. Efter Ludvig den tiendes Død stiltes Navarra fra Kronen ved at hans Datter, Johanna, ifølge den saliste Lov blev hans Efterfølgerste i dette Nige. Med Filip den sjette (1328-50), en Sønne søn af Filip den tredie, kom Huset Valois paa Tronen. Filip førte Krig med den engelske Konge Edvard den tredie, der som Dattersøn af Filip den smukke gjorde Fordring paa den franske Trone. I hans Tid bragtes Dauphiné under Kronen, og Tronfølgeren begyndte at føre Titelen Dauphin. Krigen med England fortsattes uden Held under Johan den gode (1350-64), som erhvervede Burgund og overlod dette til sin Søn Filip den driftige, der blev Stamfader til de yngre burgun- diffe Hertuger. Efterat Kongen var slagen af Englænderne ved Poitiers 1356, forblev han i Fangenskab 4 Aar, i hvilken Tid en alvorlig Bondeopstand,la Jacquerie" herskede i de nordlige Provinser. Karl den femte (1364-80) op- naaede vel at faa Ordenen gjenoprettet. ligesom han erobrede tilbage det meste af det, som under de foregaaende Konger var tabt til Englænderne, men under den mindreaarige og senere vanvittige Karl den sjette (1380-1422) indtraadte der atter voldsomme Uroligheder, nærmest foranledigede
af de kongelige Prinsers Ærgjerrighed og ind- byrdes Kamp om Magten. Henrik den femte af England seirede ved Azincourt og lod sig udnævne til Tronfølger; ogsaa under Karl den syvendes (1422-61) førſte Regjeringsaar var Englænderne heldige, og det skyldtes kun Johanne d'Arcs (s. d.) Optræden, at Frankrige reddedes og Englands Be- siddelser indskrænkedes til Calais. Derefter begyndte Karl at tage fig af den indre Organisation, et Arbeide, som hans Eftermand, Ludvig den ellevte (1461-83), fortsatte med Iver og Klog- stab og uden at bryde sig om, hvilke Midler han benyttede. Han fuede Adelen, hvis Overmod og Magt var voret under de indre og ydre Urolig- heder, og erhvervede Burgund og Provence for Kronen. Karl den ottende (1483-98) for- enede ved Giftermaal Bretagne med Kronen og angreb Neapel, som han erobrede, men strax efter mistede igjen. Ved hans Død gif Tronen, da han ingen Sønner efterlod fig, over til en Sidelinie, Orleans, idet en Brodersønnesøn af Karl den sjette, Ludvig den tolvte (1498-1515), blev Konge. Han gjorde Krav paa Mailand, som han erobrede, og førte derpaa i Forening med Ferdi- nand den katholste af Spanien Krig mod Neapel; under Kampen med den hellige Ligue" gif imid- lertid Mailand tabt igjen. Frans den første (1515-47) søgte at rydde af Veien, hvad som endnu indskrænkede Kongemagten; en Notabelforsamling traadte ſomoftest istedenfor Stænderforsamlingerne, og Parlamentet kom ganske i Kongens Vold. Kunster og Videnskaber blomstrede, idet de kraftig understøtte- des af den selv fintdannede Konge; derimod begyndte allerede nu Forfølgelser mod Hugenotterne (s. d.). Udadtil var Frans jevnlig optagen af sine idethele- taget uheldige Krige med Keiser Karl den femte om Italien, som Karl tilsidst beholdt. Under Henrik den anden (1547-59) fortsattes Krigen med det tyske Keiserhus; Kongen forbandt sig med de tyste Protestanter, men søgte i Frankrige med Ild og Sværd at kvæle Reformationen. Ved Freden i Câteau Cambrefis fit Frankrige 1559 Calais til- bage. Under Henriks Sonner, Frans den anden (1559-60), Karl den niende (1560-74) og Henrik den tredie (1574-89) var Enfedronnin- gen, den listige og grusomme Katharina af Medicis, den egentlige Styrende. De katholste Prinser af Lothringen, af Huset Guise, staffede sig stor Ind- flydelse; ligeoverfor dem stod som Stedfortrædere for Protestanterne Prinserne af Bourbon og Condé. Stridighederne brød flere Gange ud i aaben Kamp, og efter Blodbadet Bartholomæusnatten 1572 var der ikke mere at tænke paa en Forsoning mellem Partierne. Efter en treaarig Opstand tiltvang Proteftanterne sig endelig 1576 fri Religionsøvelse. Der opstod nu ogsaa en Spaltning mellem Katho- liferne, idet Guiserne i Spidsen for den hellige Ligue" optraadte fiendtlig mod Kongen. Efterat denne 1588 havde ladet Hertugen af Guise myrde, blev han selv snigmyrdet 1589. Den nærmeste Arving til Tronen var nu Kong Henrik af Navarra, af Huset Bourbon, der blev Konge under Navnet Henrik den fjerde (1589-1610), men først 1593 ved at gaa over til Katholicismen tom i uomtvistet Besiddelse af Kronen. Han tilstod 1598 ved det Nantiske Edikt Protestanterne Religionsfrihed og borgerlig Ligestilling med Katholikerne og gjennem- førte med sin dygtige Minister Sullys Hjelp
