Jacopo, blev affat 1459. Snart efter døde han. Hans Historie er behandlet poetiff bl. a. af Byron.
Foscolo, Niccolo Ulgo, italienst Digter, f. 1778, d. 1827, optraadte 1797 i Venedig med en Tra gedie Thyeft", hvori han allerede udtalte den Tanke, som blev den ledende i hans Liv, Tanken om Italiens politiske Gjenfødelse. Efter den venetianske Republiks Fald git han til Weilano og blev Officer i en nydannet lombardist Legion, drog siden med de franske Tropper til Genua, efter hvis Kapitulation han som Fange førtes til An- tibo. Da Bonaparte efter fiu Overgang over Al- perne fammenfaldte en Kongres i Lyon for at tonstituere den cisalpinske Republik, rettede Foscolo til ham en begeistret Opfordring til at befri Jta- lien. 1805 gik han med den franske Armé til Boulogne, opholdt sig derpaa i Milano og Flo- rens, fra hvilket sidste Sted han forvistes, da han forsøgte at vinde Nationalgarden for fine patrio- tiffe Anskuelser. Han gif mu til Schweiz og 1817 derfra til London, hvor han opholdt sig til fin Død. Han har skrevet flere Tragedier samt Ro- manen Jacopo Ortis's sidste Breve" og det be- geistrede lyriske Digt „Gravene". の
Fosen, store og lille, to Der udenfor Trond- hjemsfjordens Munding.
Fosfat, fosforsurt Salt.
Fosfor, et Grundstof, som 1669 af Brand i Hamburg tilfældigvis opdagedes i Urin, og som desuden findes i Dyrenes Ben samt i nogle Wi- neralier (Apatit, Fosforit og en Del Jernertser). Det erholdes lettest af Ben, som brændes og der- paa behandles med Svovlsyre, hvorved der dannes fur svovlsur Kalf; naar denne blandes med Kul og destilleres, gaar Fosfor over og opfanges under Band. Fosforet er i ren Tilstand et halvt gjennem- figtigt, bleggult, i Kulden sprødt, men i en Tem- peratur af over 15 Gr. blødt og bøieligt Legeme med en Egenvegt af 1,8. Ved 35° smelter det og ved 200-240° foger det, men antændes i Luften ved langt lavere Temperatur, ja endog ved en let Gnidning. I Mørke er det lysende, idet der finder en langjom Orydation Sted; under denne fan det opvarmes saa stærkt, at det antændes i Luften, hvorfor man opbevarer det under Band. Det er næsten uopløseligt i Vand, meget tungt opløseligt i Alkohol, Ether og fede Olier, men let opløse- ligt i Svovlfulstof. Fosfor er overordentlig giftigt; især er Arbeiderne ved Fyrstitfabrikerne udsatte for en langsom Fosforforgiftning (Fosfornekrose), som ytrer fig ved partiel Hendgen af Knoflerne, ifær Underkiæven. Naar Fosfor uden Tilgang af Luft opvarmes til 190 Gr. og i længere Tid holdes paa denne Temperatur, forandrer det de fleste af fine Egenskaber; det bliver brunrødt og uopløse- ligt, faar en Egenvegt af 2,15 og er iffe giftigt. Dette amorfe Fosfor antændes først ved ca. 240° og bruges sammen med Svovlantimon til at be- ftryge Riveflader for Sikkerhedsfyrstiffer.
Fosforescens kaldes den Egenskab ved visse Legemer, at de lyser i Mørke uden Flamme og uden at udvikle Varme. Nogle Mineralier (f. Ex. Diamant) lyser, naar de en Tid har været udsatte for Sollyfet, andre (Flusspath, Topas), naar de stødes stærkt eller slaaes istykker, atter andre (som Flusspath og Fosforit) ved Opvarmning. Af Planter fan enfelte Sopper lyse i levende Til- stand og flere Træsorter under Forraadnelsen.
Nogle Insekter (f. Er. Johannes ormen) har denne Egenskab i paafaldende Grad; ligesaa en Mængde større og mindre Sjødyr, hvilke ved fin talrige Forekomst bevirker Havets Lysning i Mørke (Mor- ild). I død Tilstand lyser alle Saltvands-, men fun faa Ferskvandsfiffe. Aarsagerne til Fæno- ménet er udentvivl forskjellige, men er endnu undforstede.
Fosforister kaldtes i Begyndelsen af dette Aarhundrede i Sverige Tilhængerne af den fra Tyskland indvandrede Romantik. Navnet striver sig fra deres Tidsskrift Phosphoros", som udgaves 1810-13 i Upsala af Atterbom og Palmblad. Foruden disse to regnes til Fosforisterne Hammar- sköld, Sondén, Hedborn, Elgstrøm, Dahlgren og noget senere Gumælius, Börjesson, Arvidson, Af- zelius m. fl. og fór met 0)
Fosforit, en Art Apatit, som bruges til tun ftig Gjødning.
Fosnæs, Prestegjeld i Nordre Trondhjems Amt, bestaar af Sognene Fosnæs og Vit.
Foss, Henrik Herman, norst Statsmand, f. i Bergen 1790, d. 1853, bestemtes trods fin Til- bøielighed for Militærstanden til Handelsmand, men begav sig Vinteren 1808-09 til Kjøbenhavn og fik Ansættelse som Sekondløitnant. Efterat han 1810 havde gjort sig bemærket ved sit For fvar af nogle Strandbatterier paa Langeland tog han Officersexamen og ansattes i Artilleriet. 1813 forflyttedes han til Bergen, hvor han tillige fik Ansættelse som Lærer ved Realskolen. Efter en Reise til England, Frankrige og Holland begyndte han sammen med Kr. M. Falsen og Rein at ud- give Tidsskriftet Den norske Tilskuer", hvori han ffrev en Ræffe Opsatser. 1827 valgtes han til Storthingsmand for Bergen og deltog ogsaa i det overordentlige Storthing 1828, hvorefter han jom Stabskaptein forflyttedes til Moss, hvilken By han 1830 repræsenterede i Storthinget. S. A. bosatte han sig i Kristiania, hvor han indtil 1845 stadig gjenvalgtes til Storthingsmand. Som saa- dan gjorde han sig bemærket ved sin livlige Del- tagelse i Behandlingen af alle Spørgsmaal af Interesse, sin store Arbeidsdygtighed og Veltalen- hed og sine liberale Anskuelser. I en Raffe af Aar valgtes han stadig til Præsident i Odels- thinget. 1839 blev han Statsrevisor samt Med- lem af Undervisningskommissionen, 1840 Stor- thingsarkivar, 1841 Medlem af Unionskomitéen, 1843 Oberstløitnant og 1845 Statsraad og Chef for Marinedepartementet. I denne Stilling blev han staaende til 1848, da han paa Grund af svækket Helbred maatte aftræde uden senere at funne deltage i det offentlige Liv. Foss's hele Virksomhed betegner ham som en af fin Tids mest alsidig dygtige Mænd; hertil kom en sjelden Samvittighedsfuldhed, som staffede ham alles Ag- telse, og en Frihed for Partilidenskab, som hin- drede ham i at tage smaalige Sidehensyn. Og- saa i Literaturen er han ikke uden Betydning. 1824 udgav han sammen med Lyder Sagen en værdifuld „Beskrivelse over Bergens By"; blandt hans øvrige Arbeider paa dette Felt fan nævnes Digtet Tidsnornerne" (1835), et polemist, men helt igjennem humant og moderat Indlæg til Forsvar for Welhavens Norges Damring", samt en særdeles vellykket Oversættelse af Tegnérs "Frithjofs Saga" (1826).
