funde føres ind under nogen af disse, har man samlet under det uheldige Navn den „mongolske" Race. I. Den indo-europæiske Race deler sig i a) Kelter (nu fun i Frankrige og paa de britiffe Der), b) helleno-romanske Folk (Grækere, Italie- nere, Spaniere, Portugisere, Franskmænd og Ru- mæner), c) Germaner (Tyffere, Hollændere, Eng- lændere og Skandinaver), d) Letter og Lithauer, e) Slaver (Russer, Polaffer, Czecker, Bulgarer og Illyrer), samt f) ariske Folk (Inder, Kurder, Per- fer, Afghaner m. fl. asiatiske Stammer). Den jafetiffe Race svarer hvad det ydre angaar i alt væsentligt til den kaukasiske i Blumenbachs System. Dog er det tvivlsomt om der virkelig er Slægt- stab mellem alle disse Stammer. Om Basterne skal henføres til denne Stamme, er ligeledes om- stridt. II. Den semitiske Race, til hvilken hører Jøder, Araber og Ethiopier. III. Den chami- tiffe Race (Negre, Kaffer Hottentotter, Berber). Den egentlige Negertypus (bredt Ansigt, flad Næse, tykke Læber, uldkruset Haar og sort Hud- farve) findes fun hos Beboerne af de varme og fugtige Egne i Afrika. Til den,,mongolske" Race henføres a) Folk med Enstavelsessprog (Kinesere og Thibetanere), b) turansfe Folk i snevrere For- stand Tunguser, egentl. Mongoler, Tyrker, Fin- ner og Magyarer i Europa, Samojeder, c) Japa- nefere og Koreanere, d) Malayer og Papuer paa Sydhavsøerne, e) Indianer. e i Amerika. (Smlg. forresten Art. Menneste samt Sprog og Sprog- videnskab).
Folkestone (udt. Faakston), By i det engelsfe Grevstab Kent, 12 Mil sydvest for Dover, med 13,000 Indb. og betydelig Sjøhandel.
Folkevandringen kaldes i Historien de Van- dringer af forskjellige Folkeslag fra deres oprinde- lige hjemstavn til andre Lande, især i det sydlige og vestlige Europa, som fandt Sted fra Slutnin gent af det fjerde Aarh. e. Kr. og betegner Over- gangen fra Oldtiden til Middelalderen. Begyndel fen regnes fra 375, da Hunnerne, som fra Høi- afien havde oversvømmet Landene omkring det Sorte og det Kaspiske Hav, gik over Volga, forjog eller undertvang Østgoterne og Alanerne og nedsatte sig i Egnene mellem Don og Theiss. Vestgoterne fit af Keiser Valens Tilladelse til at gaa over Donau, som dannede Romerrigets Grændse, drog derpaa videre frem, seirede 378 over Romerne ved Adrianopel, gjorde 403 og 408 under Alarich Indfald i Italien og indtog 410 Rom. 419 stiftede de i Spanien og det sydvestlige Frankrige et Rige, som bestod til ud i det Sde Aarh. Af de Folkeslag, som 406 var flagne af Stilicho ved Florens, trængte Alemannerne over Rhinen ind i Schweiz og Burgunderne i det vestlige Schweiz og det sydøstlige Frankrige, hvor de stiftede et Nige; Alanerne, Sveverne og Vandalerne satte fig fast i Spanien, hvorfra de sidste under Genserik 429 drog over Middelhavet og dannede et Rige i Nordafrika, hvilket 534 erobredes af Belisar. 449 udvandrede Anglerne og Sachserne til England og grundede der det angelsachsiste Heptarchi, me- dens de af dem fordrevne Briter gif over Ka- nalen og nedsatte sig i Bretagne. I midten af det 5te Aarh. gjorde Hunnerne under Attila et Tog fra Karpatherlandene mod Vest gjennem Tyskland og Gallien, men blev flagne paa de katalauniffe Marker 451 og forsvandt snart efter fra Stue-
pladsen. 455 blev Rom plyndret af Vandalerne,
og 476 stødtes den sidste Keiser i det vestromersfe
Rige fra Tronen af Odoaker, som gjorde sig til
Konge i Italien, men 493 fortrængtes af Øst-
gotherne under Theodorik. Det Rige, som denne
stiftede, bragtes af Narjes 553 under Grækenland,
men blev 568 for Størstedelen indtaget af Longo-
barderne, hvis Rige igjen 774 omstyrtedes af
Karl den store. Med denne Begivenhed kan
Folkevandringen ansees som afsluttet. Somet
Slags Efterspil fan Magyarernes Indvandring
i Ungarn i det 9de Aarh. saavelsom Nordboernes
Teg betragtes. Folkevandringens Indflydelse paa
Ferholdene i Europa blev stor og langvarig, idet
Frugterne af den antike Kultur delvis ødelagdes,
men idet der ogsaa kom nye kræfter ind med de
raa Folkeslag, der efterhvert som de tilegnede fig
Kultur og Kristendom kom til at afløse Civilisa-
tionens tidligere Bærere.
Folkeviser kaldes de Sange, der ligesom den øvrige Folfedigtning (Sagn, Eventyr) iffe fan føres tilbage til nogen bestemt Forfatter, men som fra gammel Tid af er blevne et helt Folks aandelige Eiendom og opbevares gjennem Tradi- tionen. De er dels af rent lyrist, dels, og sæd= vanlig, af epist lyrisk Art og uden Undtagelse be- stemte til at synges, og de har derfor ogsaa i Regelen sine karakteristiske Melodier. Det episke Indhold kan staa i et nærmere eller fjernere For- hold til historiske Begivenheder eller ogsaa være rent fagn- eller eventyrmæssigt. De fleste nu eristerende Folkeviser skriver sig fra den fenere Middelalder, men mange af dem bærer tydelige Spor af at være Omarbeidelser af tidligere Sange af lignende Art, hvis Grundtræk kan føres tilbage til Middel- alderens Begyndelse. Hvert Folk har i Regelen fine eiendommelige Viser; men det er jevnlig Tilfældet, at nærmere beslægtede Folk eier stærkt beslægtede Viser. Til de paa denne Slags Folke- digtning rige Lande hører Norge og Sverige samt flere af de flaviske Lande. De norske Folke- viser foreligger navnlig i to Samlinger, af Mt. B. Landstad (1853) og af Sophus Bugge (1858); deres Melodier er samlede og bearbeidede af L. M. Lindemann.
Folkungerne, en mægtig svensk Slægt, som ned- stammede fra en Høvding ved Navn Folke med Tilnavnet den tykke, der var gift med Kong Knut den helliges Datter. Hans Søn Bengt Folkes- søn var Fader til Birger Brosa Jarl (s. d.), Magnus Minnisköld og Karl med Tilnavnet den døve. Birger Jarls Sønner Filip, Knut og Folke, nævnes som Jarler; den første var en af Sverre Sigurdssøns bedste Mænd og faldt ca. 1200. Magnus Minnisköld (antagelig død 1208) var Lagmand i Østergötland og Fader til Birger Jarl den yngre, Stamfaderen til den Gren af Folkungerne, som kom i Besiddelse af Sveriges Trone (se Sverige). En anden Søn af Magnus, Eskil, var Lagmand i Vestergötland og lagde ved fine Samlinger af gamle Love Grun- den til den ældre Vestgötalag. Bengt Folkes- søns tredie Søn, Karl, var Jarl og faldt paa et Korstog til Estland 1220. Hans Søn Ulf Fase var ogsaa Jarl og døde 1248. Ulfs Søn Karl gif til Preussen og optoges blandt de tyske Riddere, til hvem han testamenterede flere af fine Godser. Han faldt paa et Tog mod Lithauerne 1261.
