Fleury (udt. Flori), 1) André Hercule de, fransk Geistlig og Statsmand, f. 1653, d. 1743, vandt Ludvig den fjortendes Gunst, blev 1698 Biskop i Fréjus og Lærer for Tronfølgeren, den senere Ludvig den femtende, ophøiedes 1726 til Kardinal og sattes samtidig i Spidsen for Ministeriet. Han førte heldig Krig med Keiser Karl den sjette og bragte ved Fredsslutningen 1736 Lothringen under Frankrige. Hans Styrelse var i det hele taget gavnlig for Landet, hvis Finanser især var Gjenstand for hans ordnende Bestræbelser. 2) Claude Fleury, franst Kirkehistoriker, f. 1640, d. 1723, var først Jurist, indtraadte derpaa i den geistlige Stand, var fra 1672 Opdrager for flere Prinser, blev senere Prior i Argenteuil og Ludvig den femtendes Skriftefader. Foruden flere historiske Arbeider skrev han en Kirke- historie i 20 Bind, som senere fortsattes af Fabre og Lacroix. 3) Emile Felix Fleury, franst General og Diplomat, f. 1815, gif 1837 til Al- gerien, hvor han ved sin Tapperhed og Dygtig- hed rast avancerede. 1848 vendte han tilbage, sluttede sig til Bonapartisterne og blev Louis Napoleons Ordonansofficér. 1851 deltog han i Expeditionen til Stabylien, blev 1865 Senator, 1866 Gesandt i Florens og 1869 i Petersburg. Siden 1870 har han levet som Privatmand.
Fleury de Chaboulon (udt. Flørt dø Sjabu- laang), Edouard, fransk Statsmand, f. 1779, d. 1835, var under Napoleon den førstes Regjering en af dennes mest trofaste Tjenere. 1820 udgav han interessante Memoirer.
Flerion, se Bøining.
Flibustier kaldtes et Sjørøverselskab, som i sidste halvdel af det 17de Aarh. gjorde Farten paa de vestindiske Farvande usikker. Navnet udledes fra deres smaa, hurtigseilende Fartøier (engl. Fly- boats, fr. Flibots). Selskabet bestod i Begyndelsen især af Franskmænd, som 1625 slog sig ned paa St. Christoph og 1630 flyttede til San Domingo, hvor de jagede det vilde Kvæg og drev Handel med Kjød og Huder. Da Kvæget var udryddet, tog de igjen fat paa Sjørøveriet og plagede især, begunstigede af England og Frankrige, de spanske Sjøfarende. De fit Forstærkning af Eventyrere fra alle Kanter og dannede en formelig Republik. De mest bekjendte af deres Anførere var Eng- lænderne Mansfield og Morgan samt Fransk- manden Nau, faldet L'Olonnais. Da de imidler- tid begyndte at angribe ogsaa engelske Stibe, mistede de Englands Beskyttelse, og deres Magt begyndte at dale. Efterat de 1697 havde hjulpet Franskmændene at erobre Cartagena og derpaa plyndret Byen, tabte de sig hurtig og var allerede i de første Aar af det attende Aarh. omtrent for- svundne.
Fliedner, Theodor, tyst Preft, f. 1800, b. 1864, grundede et stort Antal velgjørende Anstalter, men er mest bekjendt ved at have gjenoplivet den gamle fristne Kirkes Diakonissevæsen gjennem sin Dia- tonisseanstalt i Kaiserswerth (anlagt 1836), som er bleven et Mønster i fit Slags.
Flinch, Christian Ferdinand Andreas, dansk Xylograf, f. 1813, d. 1872, har saavel ved sin egen Virksomhed som gjennem dygtige Elever bi- draget meget til Træstjærerkunstens Udvikling i Danmark.
Flink eller Flinck, Govaert, hollandsk Maler, f. 1615, d. 1660, var Elev af Rembrandt og efter-
lignede i Begyndelsen hans Manér, men uddannede sig senere i en selvstændigere Retning. Blandt hans ikke særdeles talrige Arbeider kan nævnes ,,Skyttebillede" i Muséet i Amsterdam.
Flint, Grevstab i det nordlige Wales, 12 Kv.mil stort, med 77,000 Jndb.; Stenkuls-, Kob- ber, Bly- og Jerngruber. Hovedstad Mold, med 4,000 Indb.
Flint, en meget haard Kvartsart, som fore- fommer ukrystalliseret, især i Kridtformationens Leier. Den viser et fladmusligt Brud og har en gulagtig, graa, brunagtig eller sort Farve. Flint brugtes i Stenalderen til Vaaben og Redskaber og efter Krudtets Opfindelse til Tændmiddel paa Geværer. Store og rene Flintstykker arbeides nu- tildags til Rivestaale, Daaser, Vaser osv. Glødet bruges Flint som Tilsætning ved Fabrikationen af Glas, Porcelæn og Stentøi, til Glasurer, til Slibning og Polering af Glas og haarde Me- taller osv. samt i den nyere Tid ogsaa til Vand- glas. Flintglas, et Slags tæt, blyholdigt, gjennemsigtigt Glas, som paa Grund af sin store Lysbrydningsevne navnlig bruges til Objektivglas i Kifferter. Dets væsentlige Bestanddele er Sand, Mønnie, Salpeter, falcineret Potaske, hvid Ar- senik og Svovlantimon.
Flios (Phlius), gammel By i det peloponnesiste Landskab Argos, dannede med sin Omegn en uaf- hængig Stat, som for det meste sluttede sig til Sparta. Efter det Athæiske Forbunds Fornyelse sluttede den sig til dette. Enkelte Ruiner af Byen findes endnu.
Flisen-Elv, udspringer i Nærheden af Osen- sjøen i Østerdalen, Hedemarkens Amt, og falder efter et temmelig bugtet Løb i Glommen stray nordenfor Hofs Kirke i Solør; ca. 15 Mil lang.
Fliser, tynde Plader af naturlig Sten (Sand- sten, Marmor), brændt Ler eller Fajancemasse, hvilke to sidste Emner kan være glasserede eller uglasserede, bruges til Belægning af Gulve, Be- flædning af Trappegange, Kjøkkenvægge, Baderum, til Brandmure m. m. Bekjendte er de italienske og de belgiske Marmorfliser. Fra Sverige udføres ikke ubetydelige Mængder af Fliser, hvilke har forskjellige Navne efter Fabrikationsstedet, saa- som Gullandske Fliser, Kinnekulla-Fliser, Kantsten m. fl.
Flod, i Almindelighed Benævnelsen paa større Vasdrag, hvilke i Skandinavien sædvanlig kaldes Elve (s. d.); mindre Vasdrag benævnes, efter fit mere eller mindre hurtige Løb, Bække, Aaer m. m. En Flod har altid et udpræget Leie, Flodleie eller Flodseng. Den optager i Regelen én eller flere andre, som oftest mindre Floder, hvilke forsaavidt kaldes dens Bifloder. En Hovedflod med samtlige fine Bifloder benævnes Flodsystem, og det sam- lede Landomraade, hvorfra Floden faar Tilløb, dens Flodgebet eller Flodomraade, ogsaa Nedslagsdistrikt. Kystfloder kaldes de Floder, som efter et fort Løb munder ud i Havet, Kontinentalfloder de, som taber ftg i Sandet, uden at naa frem til Havet, og Steppefloder de, som taber sig i en Steppe. En Flods Fald er Høideforskjellen mellem dens Munding og dens Udspring. Hastigheden af dens Løb er afhængig af dens Fald og Vand- mængde. Naar den ved Mundingen forgrener sig i flere Arme, fremkommer et saakaldt Delta eller
