første Katarakt. Den dannede i den senere Oldtid Egyptens Sydgrændse og havde, da den ansaaes for hellig, en stor Mængde Templer, af hvilke endnu talrige Levninger findes.
Filangieri (udt. Filandsieri), Gaetano, itali- enst Statsretslærer, f. 1752 i en gammel Adels- Slægt, d. 1788, blev tidlig Militær, men opgav snart denne Bane, studerede Retsvidenskab og ned- satte sig som Sagfører. 1781-88 udgav han det omfattende Vert,La scienza della legislazione", som gjorde stor Opsigt. 1787 blev han neapoli tanst Finansraad. Hans Søn Carlo Filan- gieri, Fyrste af Satriano, Hertug af Taormina, f. 1784, b. 1867, deltog som Officer i fransk Tje- neste i flere af Napoleons Felttog, blev 1813 Generalmajor under Murat og 1815 General- intendant i Krigen mod Østerrige. Efter Murats Fald var han Generalinspektør for Infanteriet indtil 1821; senere stod han i Spidsen for Ar- tilleriet og Ingeniørtropperne og blev 1848 Kommandant over Land- og Sjøtropperne paa Toget til Sicilien. Her indtog han Messina, rykkede næste Aar ind i Palermo og erobrede Taormina, hvorefter han udnævntes til Stat- holder paa Sicilien. 1852 tog han Afsked, blev 1859 Ministerpræsident og Krigsminister, men nødtes allerede Aaret efter til at gaa af. Senere levede han udelukkende som rivatmand.
Filantrop, Mennesteven; Filantropi, Men- neffekjærlighed. - Filantropisme faldes en Retning i Pædagogiken, som i den sidste halvdel af forrige Aarh. udgik fra Basedow (s. d.) og hans Meningsfæller. Disse paastod, at Menneskenatu- ren i sig selv er god, og vilde derfor lade den udvikle sig overensstemmende med Naturen til praktist Dygtighed og Moralitet ved at lægge ligelig Vegt paa Legemets og Sjelens Uddannelse. Ved en klar og anskuelig Undervisning i Realfag, levende Sprog m. m. stræbte de at lede Sjelens Udvikling i væsentlig praktist Retning. 1774 stif- tede Basedow i Dessau et saakaldt Filantropin, d. v. s. en Skole, hvor han vilde realisere disse Jdéer; denne Anstalt opløstes allerede 1793, men efterfulgtes af Salzmanns i Schnepfenthal, som længe har blomstret og tildels baaret gode Frugter.
Filefjeld, Benævnelse paa den Del af Lang- fjeldene, som ligger mellem Tyensjøen, Lærdal og Sognefjord. Over Filefjeld fører den nordligste Hovedvei over Fjeldet mellem det vestenfieldste og det østenfieldste Norge, mellem Lærdal og Valders, med en Bashøide af 3,950 Fod.
Filemon (Philemon), græst Digter i det tredie og fjerde Aarh. f. Kr. (d. 262), var Grundlægge- ren af den saakaldte nyere græfte Komedie. Han ffrev ca. 90 Lyftspil, af hvilke kun enkelte Brud- ftykker er bevarede.
Filemon og Baucis, et gammelt Ægtepar i Frygien, skal efter Sagnet engang paa en gjest= fri Maade have modtaget Zeus og Hermes og af dem til Gjengjeld have faaet Lov til at gjøre et Ønske; de ønskede at blive Prester ved det Tem- pel, hvortil deres Hytte blev forvandlet, og at dø paa samme Tid. Efter et langt og lykkeligt Liv for- vandledes de til to Træer. Sagnet er bl. a. be- handlet af Ovid i hans "Metamorfoser" og har givet Jdéen til Wessels komiste Fortælling „Gaffelen".
Filemon, en i Kolossa i Frygien boende Kristen paa Apostlernes Tid, til hvem Paulus
skrev Brevet i det Nye Testamente. Under Keiser
Nero stal han have lidt Martyrdøden.
Filet (udt. File), fr., Net, netformig Fletning til Bynt ofv.
Filhellener, „Grækervenner", kaldtes de Mænd rundt om i Europa, som understøttede Grækerne under deres Frihedskamp enten ved personlig Krigs- tjeneste eller ved Pengehjelp.
Filial, lat., egentl. sønlig eller datterlig. Filialafdeling af en Forretning eller Forening, d. s. f. Underafdeling, mindre Forretning eller For ening, som staar i et nært, tildels afhængigt For- hold til en større.
Filigranarbeide, (af filum, Traad, og gra- num, Korn), Smykkesager af fine flyngede Metal- traade og Korn, i Almindelighed af Sølv, field- nere, mest i Østerlandene, af Guld. Filigran- arbeider har i Østerlandene og Italien været an- vendte fra de ældste Tider ned til vore Dage. I de senere Aar er de ogsaa optagne igjen efter ældre Mønstre i flere andre Lande, navnlig i Norge, hvor de udmærker sig ved en karakteristist Stil, som de har fra de gamle Bondesmykker.
Filip (Filippos, Philippus), Navn paa 3 make- doniste Konger, af hvilke især den første er mærkelig. Han var Søn af Amyntas den anden og fødtes 382 f. Kr. De Tronfølgestridigheder, som i hans Ungdom fandt Sted i Makedonien, gav Thebanerne Anledning til at indblande sig, og Filip blev af dem tagen med som Gidsel. Under Opholdet i Theben tilegnede han sig græft Dan nelse og stor Indsigt i Krigskunsten; efter sin Til- bagekomst blev han 359 Formynder for sin unge Broderson Amyntas og overtog som saadan Ri gets Styrelse. Han bekjæmpede seierrig Landets Fiender, Illyrer og Pæonier, og udvidede stadig dets Grændser, idet han baade viste sig som en dygtig Feltherre og som en snedig Diplomat. 357 indtog han Amfipolis, 356 Potidea og 353 Men- tone samt den guldrige thrakiske Kyst og underlagde fig derpaa hele Thessalien og 348 Olynth. 346 fluttede han Fred med Athenienserne, erobrede derpaa Fokis, hvis Plads i Amfiftyonerraadet han selv indtog. Ved Esthines's Hjelp bragte han det dertil, at Amfiftyonerne for at hevne en fore- given Helligbrøde besluttede Krig mod de amfissiste Lofrer og udnævnte ham til Hærfører; 339 ryf- fede han med en stor Hæer ind i Grækenland, men robede snart fine Hensigter ved at besætte Elatea. Væsentlig som Følge af Demosthenes's kraftige Opraab til Græterne forenede disse sig til et For- bund mod Filip, som imidlertid slog dem totalt ved Kharonea 338 og næste Aar lod sig vælge til deres Anfører mod Perserne. Just som han ru stede sig til dette Tog, blev han dræbt 336, som man troede paa sin Hustrus Anstiftelse. Han var baade som Kriger og Statsmand en af Old- tidens første, men som Menneste af en tvetydig Moralitet. Hans Søn var Alexander den store. -Filip den tredie, Søn af Demetrius den anden, besteg Tronen 220 f. Kr., sluttede Forbund med Hannibal og kom i krig med Romerne, som slog ham totalt ved Kynoffefale 197. Senere tænkte han ved en ny krig igjen at vinde fin Magt tilbage, men døde under Rustningerne 179.
Filip, Navn paa 5 spanske Konger. Filip den anden, f. 1527, d. 1598, var Søn af Karl den femte og opdroges af Presterne paa den mest
