det lykkedes at sammensmelte Romantiken med de
nye Ideer saavelsom med det nationalt Engelske
til et harmonisk Hélt, og som derved blev den
nyere Tids største dramatiske Digter. Men det
var alligevel ikke ham, som paatrykte den nærmeste
Eftertids Theater dets Præg; dette blev den
franske Tragedie forbeholdt. Dens Stivhed og
Unatur (se Art. Corneille) stempledes som klassisk
og blev det Monster, som ikke blot i Frankrige,
men i de fleste europeiske Lande angav Tonen i
henved to Aarhundreder. Komedien, faaledes som
den i Frankrige uddannedes af Moliere, kunde
ifølge sin Natur ikke henfalde til en saadan
Stivhed som Tragedien; men til Gjengjeld for
faldt den kun altfor ofte (saaledes specielt i Eng
land i Restaurationsperioden) til Plathed og Raa»
hed. Omkring Midten af det 17de Aarh. vandt
Operaen, en oprindelig italiensk Digtart, almin
delig Udbredelse, ligesom Vaudevillen paa samme
Tid opftod i Frankrige. Det egentlige Epos dyr
kedes i denne Periode ikke meget og antog hele
Tragediens opstyltede Unatur; til Gjengjeld tri
vedes i Frankrige og England det komiske Epos
og den satiriske Roman, ncrrmest i Tilslutning til
Cervantes’s paa sin Tid enestaaende Verk. Lige
saa lagdes i det 17de Aarh. Grunden til den
Kunstart, som under Navn af den borgerlige Ro
man i det følgende Aarhundrede blomstrede i
England. Det 18de Aarh. karakteriseres bedst ved den
rationalististe Bevægelse, som paa denne Tid
udgik fra England og Frankrige, samt ved de
Bestræbelser for at hævde Nationaliteten i Digt
ningen, som aabenbarer sig hos de forskjelligste
Nationer. De franske Oplysningsmend lod Poesien
forblive i det gamle klassiske Spor, hvad det ydre
angik, men benyttede den oftest som en Indklcedning
for sine Anskuelser og gjorde den saaledes til
Tendenspoesi. Nevnes bør det dog, at Diderot i
denne Periode skabte det borgerlige Drama.
Frigjørelsen fra de franske Former i Dramaet be
gyndtes i Frankrige felv, men iser af Lessing i
Tyskland; ogsaa i England og Italien begyndte
et friere Liv at røre sig i Komedien, paa samme
Tid som i Frankrige selv Beaumarchais optraadte
med sine revolutionære Stykker. Lyriken sik et
friskt Opsving gjennem Klopstock i Tyskland, Burns
i England og Chénier i Frankrige. Ved
Aarhundredets Slutning havde allerede den tyske Poesi
gjennem Goethe og Schiller reist sig paa en
væsentlig national Grundvold, medens dog
ogsaa Shakespeare og den antike Digtning her
havde havt sin store Indflydelse; i Frankrige
banede Madame de Staël Veien for den senere
sociale Roman, medens i England „Sjøskolen“
opstod, og i Danmark-Norge Tullin, Ewald og
„det norske Selskab“ og i Sverige Bellmann gav
Digtningen nye belivende Impulser. — Den
Retning, som i det 19de Aarhundredes fyrste Halvdel
blev den herskende, var den saakaldte Nyromantik,
der vendte sig fra sin egen Tid til Middelalderen
med dens Poesi. Religion og sociale Liv. Medens
den franske Romantik vesentlig nøiede sig med at
bekjæmpe Voltaire og brydes med de stive
klassiske Former, udfoldede den tyske en rig
Produktivitet, som ikke kunde undlade at virke
befrugtende, om end selve den romantiske Retning
ikke havde nok Livskraft i sig til at kunne bestaa
i længere Tid. I England udviklede Walter Scott
den historiske Roman, som derfra omplantedes til
alle Europas Lande, paa dansk Grund af Inge
mann. Byron blev inden Lyriken Representant
for den sMderrevne pessimiftiste Retning, som
iscrr vandt Gjenklang hos Franstmanden Alfred
de Musset, Russeren Puschkin og Tyskeren
Heine. I Norden blev Oehlenschläger den, der
indførte den tyske Romantik, medens Tegnér i
Sverige mere repræsenterede den franske Side af
den samme Retning. — I den senere Tid, da en
mere realistisk Opfatning af Digtningen som af
Livet har gjort sig gjeldende, er det især den
sociale Roman, Novellen og Dramaet (i
indskrænket Forstand, som socialt Drama), der,
udgaaende fra Frankrige, har udfoldet sig til at
spille en vigtig Rolle, særlig i sit Hjemland samt
i Italien, Tyskland og Rusland. Ogsaa i
Skandinavien, hvor Romantiken tildels har siddet længere
og dybere fast end i de store Kulturlande, har denne
nye Retning begyndt at gjøre sig gjeldende.
Dijon (udt. Disjaang), By i Departementet Cote d’Or i Mellemfrankrige, ved Floden Ouche, med 42,500 Indb., en Kunst- og Musikstole og betydelig Vinhandel. Byens Oprindelse skyldes en af Julius Ccrsar anlagt Leir. I Middelalderen var den Hovedstad i HertugdMmet Burgund.
Dike, se Gudelære, den græske.
Diktator, i det gamle Rom en extraordinær Embedsmand med uindskrænket Magt, som udnævntes paa kortere Tid (i det høieste paa 6 Maaneder) af Senatet eller af Konsulerne for at overtage den øverste Befaling, naar Staten var i Fare. Den første Diktator var Titus Lartius (498 f. Kr.). Ogsaa i nyere Tid har en Stat undertiden under vanskelige Forhold overdraget en Diktator uindskrænket saavel militær som civil Magt.
Diktere, fremsige noget for en, som paa Stedet skal nedskrive det; ogsaa ilægge en Straf, forsaavidt det ikke sker ved Dom.
Dilemma, 1) i Logiken en Form af den disjunktive Slutning, f. Ex. A er lig enten B eller C; D er hverken lig B eller C; altsaa er A ikke lig D. Paa Grund af sin Tvetydighed er denne Slurningsform ofte bleven benyttet til Sofismer. 2) i daglig Tale den Vanskelighet, at vælge mellem tvende Udveie, som begge synes lige farefulde.
Dilettant, egentlig Elsker, en som interesserer sig for en Kunst eller Videnskab og giver sig af med dens Utøvelse uden at gjøre den til sit Kald eller trænge tilbunds i Faget.
Diligence (udt. Dilisjangs), egentl. Omhyggelighed, Opmærksomhed, Flid; Navn paa et Slags store Vogne til Post- eller Personbefordring.
Dilke, Charles Wentworth, engelsk Publicist, f. 1789, d. 1864, fra 1830 Redaktør af „Athenæum“, var 1846 med at grunde Bladet „Daily News“. — Hans Søn Charles Wentworth Dilke, f. 1810, d. 1869, opgav sin Sagførerpraxis for at indtræde i „Athenæum“s Redaktion; han interesserede sig levende for Kunstens og Industriens Fremme og var en af de væsentligste Ophavsmænd til Verdensudstillingerne i London 1851 og 1862. — Sidstnævntes Søn Charles Wentworth Dilke, f. 1843, har foretaget omfattende Reiser i Amerika, Australien og Indien og udgivet interessante Reiseskildringer. Fra 1868 er han radikalt Medlem af Underhuset.
