00 me Feil, og saaledes har den ældre Satire (f. Ex. hos Horats) et gjennemgaaende humoristist Præg, medens den senere (hos Persius og Juvenal) bittert revser Lasten. Den dramatiske Digtning hentede fit Stof dels fra Grækenland (fabula ere- pidata og palliata), dels fra selve Rom (fabula prætextata og togata). Af disse Arter vandt fabula palliata (Komedien med græst Stof) den høieste Fuldendelse gjennem Plautus og Terents. Om hele den romerske Digining fan det i Kort- hed siges, at Formen i Regelen er uddannet paa Indholdets Befoftning. Fra Romerrigets Fald og helt ud igjennem Middelalderen trivedes en Digtning, der forsaavidt kan kaldes en Efter- blomstring af den romerske, som den benyttede det latinske Sprog, men som fik sin eiendommelige Karakter derved, at den var udtryk for den kriste- fige Livsopfatning. I alle Lande, hvor Kristen- dommen var indført, dyrkedes denne Digtning af de Geistlige; det fælles Sprog og de fælles Idéer gab Salmerne og Hymnerne saa stor indbyrdes Lighed, at det iffe fom i Betragtning, hos hvilket Folt eller i hvilket Land hver enkelt af dem var opstaaet. For Folket i de kristne Lande havde denne firkelige latinske Digtning paa Grund af Sproget liden eller ingen Betydning; den var i det hele de Lærdes Sag saavelsom den senere latinffe Digtning, som løsrev sig fra Kirkens Tie- nefte og behandlede episke og lyriske, tildels dramatiste Emmer af forskjelligt Slags.Syn- derlig organist Forbindelse med den øvrige poetiske Literatur eier derfor ikke dette forresten mærkelige literære Fænomén. Fra Hymnerne og Messen, der kan betragtes som et Slags dramatisk Lyrik, udviklede sig allerede tidlig de religiøse Dramaer (Mysterier), som fremstillede Seener af Kristi Liv, især hans Fødsel, Barndom, Lidelse og Opstan- delse; de var oprindelig affattede paa Latin, men omtrent fra det 12te Aarh. efterhaanden i hvert Lands eget Sprog. Senere opkom en ny Form af disse Skuespil, Moraliteterne, i hvilke de Optræ- dende var Personifikationer af abstrafte Begreber. Jevnfides denne firkelige Digtning gif i de fleste Lande en langt mere livskraftig og betydningsfuld Strøm af verdslig, mere eller mindre national Boeft. Paa Folkevandringernes stormfulde Tid, da de forskjelligste Folk kom i saa nær Berørelse og i faa mange Slags Brydninger med hverandre, var vistnok meget af de gamle Traditioner og af det, som mest var stiftet til hos ethvert Foll at tjene som Grundlag for en national Digtning, gaaet tabt; men netop denne Berørelse mellem Folkene overalt gav nye Impulser og vakte nyt Liv. Kristendommen antog i Ratholicismen en mere menneskelig og mindre abstrakt Form, fra hvilken det, der i Poesiens Historie betegnes som Romantik, udleder sine dybeste Nødder. Denne Romantik, som blomstrer gjennem Middelalderens Poesi, betegnes især ved den Forkjærlighed, med hvilken den vælger at behandle Brydningerne mellem den kristne Morals Krav og de naturlige Tilbpieligheder, samt ved den Dyrkelse, som den vier Kvinden. Romantikens Legemliggjørelse, Rid- dervæsenet, leverer de ydre Motiver til denne Boefi. Saaledes ser vi i Middelalderen den epiffe Digtning omtrent udelukkende at optræde som Ridderdigt og Ridderroman; den franske Sagn- freds om Karl den store og hans Mænd, den en-
gelfte om Kong Artus og Ridderne om det runde Bord og den spanske eller teltiste om den hellige Gral udbredtes og behandledes poetist, især i Nord- frankrige, men ogsaa i England, Tyskland, Spa- nien og Italien. Ogsaa Emner fra den græsfe Oldtid blev befungne i romantist Aand, saaledes Alexander den stores Historie, over hvilken der i Midten af det 13de Aarh. i Spanien forfattedes et Digt, hvori Alexandrinen første Gang stal være benyttet. Mere isolerede staar Spaniernes Romancer om Cid og Angelsatsernes Digt om Beowulf, men især de nordgermaniste Folks Heltesagn, paa hvis poetiste Behandling den old- norske Edda og den tyske Niebelungenlied er de bedste Typer, og som væsentlig er hedenske, men dog opblandede med kristelige Legender." I Italien gif bet romantiste Epos's sidste store Digter, Tasso, tilbage til det overveiende reli- giøse i fit befriede Jerusalem." Udenfor den egentlige Heltedigtning staar saavel den allegoriske Roman (f. Ex. den franske Roman de la rose fra det 13de Aarh.) som de saakaldte Fabliaux, mindre epifte Digte, ofte med didaktisk eller satirist Tendens, som indeholdt Spiren til den i Italien ved Boccaccio og flere udviklede Novelle, og endelig den eiendommelige germaniste, især engelske Folfedigt- ning, Balladerne. Hovedsædet for den romantiske Lyrik var Provence, hvor Troubadourerne i fine Sange priste Kvinden og Kjærligheden, men ogsaa forfattede Stridssange og Digte med didaktisk og fatirist Tendens; Troubadourpoesiens Blomstring fan sættes til ca. 1100-1300. I det 13de Aarh. forplantede den sig til Sicilien, hvor paa denne Tid den første Sonet digtedes den italienſfe Lyrit, hvis Glanspunkt blev Petrarcas Sonetter, saavelsom den provençalste fit igjen Indflydelse paa den spanske, ligesom ogsaa den engelske modtog Impulser fra Provence. J Tyskland svarede Minne- fangerne til de franske Troubadourer; fra det 15de Aarhundredes Begyndelse afløstes de mere og mere af de borgerlige Mestersangere, som imidlertid ikke indskrænkede sig alene til Lyriken. I Norden trivedes den eiendommelige Skaldedigtning, som isoleret fra de øvrige Landes Poest endnu længe efter Kristendommens Indførelse bevarede sin op- rindelige hedensfe Karaktér. Dramaet i Middel- alderen udgik fra de religiøse Mysterier og Morali- teter, idet undertiden dog ogsaa andre Motiver gjorde fig gjeldende; saaledes udvikledes der f. Ex. i Italien af Karnevalsoptogene en Folkekomedie, commedia dell' arte, med staaende Figurer, som har vedligeholdt sig ved Siden af det høiere Drama lige til vor Tid. Men til nogen høi Grad af Udvikling kom den dramatiske Digtning iffe førend i Tidsrummet efter Reformationen, altsaa i den nyere Tid, til hvilken Veien banedes ved Renais- fancen, der medførte ligesaa store Omvæltninger i Literaturen som i de bildende Kunster. Renais- sancen daterer sig allerede fra Petrarcas og Boc-. caccios Bestræbelser for at fremme Studiet af den antike Literatur, men fom først noget senere til almindeligt Gjennembrud. I den nyere Tids Begyndelse var det især Dramaet, som blomstrede i flere farakteristiske Stiftelser. Mest nationalt, men ogsaa med de fleste Levninger af Romantik, er det spanfte Drama, som fik sin klassiske Form gjennem Lope de Vega (1562-1635) og Calderon. Eng- land optraadte Shakespeare, en mægtig Aand, hvem
