ham til Hertug af Liria og Xerica. Efterat han 1714 havde endt den spanske Arvefølgekrig ved Indtagelsen af Barcelona, fik han under den polske Arvefølgekrig 1733 Overbefalingen over den franske Rhinhær, hvormed han overskred Rhinen og be- leirede Filipsburg; her faldt han 1734. Fra hans første Egtestab stammer Hertugerne af Liria i Spanien, fra hans andet Hertugerne af Fitz- james i England.
Beryllium er et i Naturen lidet udbredt Metal. Især findes det som Silikat under Navn af Beryll. En fromgrønfarvet Varietet af Beryll er det, man falder Smaragd, en foſt- bar Edelsten. Beryllium er et hvidt Metal, som i fint fordelt Tilstand, glødet i Luften, forbrænder under stærk Lysudvikling.
Berzelius, Jøns Jakob, Friherre af, en af den nyere Tids største Kemifere, f. 1779 ved Lin- föping i Østergötland, d. 1848, blev, efter endte Universitetsstudier i Upsala, 1806 Lærer i Kemi ved Krigsakademiet i Stockholm og Aaret efter Professor i Medicin og Farmaci. 1808 blev han Medlem af Videnskabernes Akademi i Stockholm, adledes 1818 og ophøiedes 1835 til Friherre. Ber- zelius's Forſtninger i den anorganiffe Kemi er af den allerstørste Betydning for Videnskaben. Han opdagede Selen, Ceer og Thorium, og var den første, der fremstillede Baryum, Strontium, Tantal, Sili cium og Cirkonium som Elementer. Han opstil- lede en ny, nu almindelig antaget, Benævnelse og Klassifikation af de kemiske Forbindelser, men har især gjort sig fortjent ved sin Lære om de kemiske Proportioner. Af hans talrige Verker, er hans bekjendte Lärobok i kemien i 3 Bind (1808-18) det betydeligste; den blev inden lang Tid oversat paa Franst, Engelst, Italienst, Hollandsk og Tysk.
Berzsenyi (udt. Bersenji), Daniel, en af de betydeligste af Ungarns lyriske Digtere, f. 1776, d. 1836. Hans Oder og Fædrelandssange vil altid regnes til den ungarste Literaturs klassiste Verker.
Besaaningshugst faldes det, naar Træerne paa et Skovstykke aavirkes for at give Plads for de nye Stud, som vil fremspire, idet Jorden mod= tager Frø ved den saakaldte Selvbesaaning eller naturlige Besaaning, d. e. at Træfrø spredes fra nærstaaende eller efterladte Træer.
Besançon (udt. Bejangjong), befæstet By i det østlige Frankrige, Hovedstad i Departementet Doubs, med et Citadel, der ligger paa en næsten utilgjengelig Klippe. Byen er Sæde for en Erkebisp, har 10 Kirker, hvoriblandt en stor, seværdig Kathedral i gothist Stil, er smuk, med brede og lige Gader, har mange Fabriker, især for Uhre, et Bibliothek paa 120,000 Bind, romerske Oldtidsminder og 49,500 Indb.
Besiddelse betegner et saadant udvortes Forhold mellem en Person og en Ting, at Per- sonen (Besidderen) til en vis Grad kan und- drage Tingen fra fremmed Paavirkning; dog maa dette Forhold være forbundet med Bevidsthed om, at saadan Adgang er tilstede, samt med Billie til i fornødent Fald at benytte den. Besiddes Tingen i eget Navn eller paa egne Vegne, kaldes Besiddelsen borgerlig; besiddes den paa en andens Vegne, kaldes den naturlig. Besiddelsen afføder vigtige Retsvirkninger, bl. a., at Besidderen ikke behøver at opgive Tingen før efter Dom, og at han erhverver Eiendomsret til Tingens Frugter; frem- deles er Besiddelse en af Betingelserne for at kunne hævde.
Besikabugten, en rummelig Bugt i det gæiske Hav, paa Østkysten af Den Tenedos, ved Indsei- fingen til Dardanellerne. Under Krimkrigen 1854, lagde den fransk-engelske Flaade sig for Anker i Befifabugten, og i den russisk-tyrkiske Krig 1877 laa i længere Tid en engelsk Flaade her.
Beskatning. For at Staten stal blive istand
til at befordre Samfundets økonomiske og sædelige
Fremgang, haandhæve Retssikkerheden og fremme
de aandelige Interesser, maa den kunne beskatte
fine Borgere, d. e. paalægge disse at yde de Penge-
midler, som Løsningen af dens Opgaver fræver.
I de ældste (og overhoved i alle primitive) Sam
fund existerede ikke Beskatning, men denne er-
stattedes ved Naturalydelser og Pligtarbeide. I
Middelalderen dækkedes Statens Udgifter ved Ind-
tægterne af dens egne Eiendomme, Domænerne.
Naar disse Indtægter var utilstræffelige, henvendte
Kongerne fig til Underſaatterne med Anmodning
om Skatgaver", hvilke blev Begyndelsen til de
senere Skatter.
Da Fyrsterne havde tilkjæmpet
fig Enevoldsmagt, beskattede de efter Forgodt-
befindende. Staternes Udgifter øgedes stadig,
navnlig paa Grund af de staaende Hære og Fyr
sternes Sløseri, og det blev derfor nødvendigt ogsaa
at forøge Indtægterne. Da enkelte Samfunds-
klasser, og det netop de rigeste og mest velstaaende,
var skattefri, faldt de vorende Skattebyrder med
desto større Vegt paa den store, arbeidende Del af
Befolkningen. Tildels paa Grund heraf befandt
Europa sig i det 17de og 18de Aarh. i en almindelig
og stor Forarmelse. Dette gav Anledning til en
videnskabelig Undersøgelse af Beskatningsspørgs-
maalene, der begyndtes af Ludvig den fjortendes
Ingeniør Vauban. Videnskaben formaaede imid-
lertid endnu ikke at løse den vanskelige Opgave, førend
Skotlænderen Adam Smith iSlutningen af forrige
Marh. anstillede en nøiagtig Undersøgelse af de rette
Grundsætninger for Beskatningen. Som saadanne
opstillede han: 1) at Skattebyrderne saavidt mulig
stal rettes efter Skatteydernes Evne, 2) at den
Stat, enhver har at betale, skal være fast bestemt,
iffe vilfaarlig, 3) at den opkræves paa den Tid og
Maade, som falder lettest for Skatteyderen, 4) at
den ikke medfører store Oppebørselsomkostninger
og saavidt mulig heller ikke iøvrigt staffer Borgerne
større Udgifter, end den bringer Statskassen Ind
tægter. Socialisterne vil kun erkjende den første
af disse Grundsætninger og fordømmer derfor andre
Statter end Stat paa Indtægt, Formue og Arv.
Intet Slags Skat fyldestgiør alle de nævnte For-
dringer. Enhver Stat har sine Fortrin og fine Mang-
ler. Derfor opkræver enhver Stat enten til sig selv
eller til sine Kommuner flere forskjellige Slags
Skatter, forat iffe den ved enhver af dem klæ
bende Mangel stal blive altfor trykkende. Man
sfjelner mellem to Hovedarter, de direkte og de
indirekte Skatter. Ved de sidste mener man saa-
danne, hvor Skattepligten opstaar ved en Hand-
ling, Skatteyderen frivillig foretager. Dertil hører
Told, Produktions- og Stempelafgifter. Direkte
kaldes de Skatter, hvor Skattepligten opstaar uaf
hængig af Skatteyderens frivillige Handlinger.
Hertil henregnes Sfatterne paa faste Eiendomme,
f. Er. Matrikulskatten i Landdistrikterne, fremdeles
Arveafgiften og Skatten paa Formue og Ind-
