BøBos HEBB1m. 287 Langs østsiden af sjøen Røragen fører fra Herjedalsveien kjørbar vei til Feragengrænden ved nordenden af sjøen. I Brekken er flere kjørbare gaardsveie. Fra Stor-vartsgruben fører kjørbare veie over Grubehageme til Guldalsvold og Gulsvold. Fra broen ved Ormhaug fører en vei langs Glommens østside op til den gamle hytte, der nu er nedlagt, og som laa ved et fossefald lidt ovenfor broen; veien fører opover til Vintervold- grænden og er 2.ä m. bred. Fra broen ved Orm-haug fører ogsaa en vei sydover paa Glommens vestside over Røros gaard til Sundbroen, hvor den støder til hovedveien. Endelig fører fra broen en god kjørevei til Kongens grube, med afstikker til Arvedalsgruben og derfra videre til Tyvold station. Over Aarva og over kanalen mellem Fjeldsjøen og Kongens grube er broer. Veien passerer ogsaa Muggruben. Herredet er delt i 13 skolekredse med 793 undervisnings- berettigede børn, 11 lærere og 5 lærerinder. Kommunens udgifter udgjorde i 1893 4O OO7 kr., hvoraf 11 747 til fattigvæsenet. Røros k0bberværk. Røros kobberværk hari tidernes løb af alle norske bergværker givet det største udbytte. Værket regner sin tilværelse fra den 28de august 16442 da en mutbingsseddel udstedtes paa en ertsgang, som laal“i-„Trund- hiems Lehn, Holtaalen Kirchspiel, Zwei Mil Wegens —osten von „Rm;Os unter einen field. Roehammer genannt.“ Dette første arbeidssted kjendes endnu under navn af Lossius- gruben, som ligger i fjeldet syd for Djupsjøen. Den først fundne anvisning viste sig ikke at være rig, og man søgte efter andre. Folketraditionen ved endnu at berette, hvorledes dette kro- nedes med held, idet en skytter ved navn Hans Aasen en dag paa jagten, da han havde skudt en ren i Storvolafjeldet, skal være bleven var under renen en blank sten, som denne havde sparket løs. Stenen viste sig at være ædel kobbermalm. Dette fund af kobbererts skulde da have ledet til optagelse af Storvola grube, eller, som navnet senere af indkaldte tyske bergmænd for- vandledes, Storvarts grube. Værket eiedes først af nogle faa participanter, som satte igang driften og byggede en egmgeltehytte ved Hitterelven, ikke langt fra det sted, hvor Værkets nuværende smeltehytte sta‘ar. De første eiere fik dog ikke længe i fred nyde godt af fundet; thi allerede i 1646 vidste en dansk kammertjener Járgens, som var vel anseet ved hoffet, at tilvende sig den største del af værket, idet han fik udstedt kongelige privilegier paa værket i sit navn. Disse privilegier, udstedt af Christian IV, giver omtalte
