Side:Norges land og folk - Søndre Bergenhus amt.djvu/11

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

6 “ søm)BE BERGENH’US Anm. en tur, som jeg med en en og syttiaarigA fører foretog i Eksinge- dalen i Nordhordland sidst i august. “Føreren havde foruden sine en og sytti aar ogsaa min ransel, som forøvrigt ikke var tung, at bære paa. “ Kl. 6 mandag morgen drog vi afsted. Turen var —temmelig besværlig, over fjeld og gjennem ulænde. Først kl. 4 spiste vi mîaaag, der før mit Vc(11xcmmc11c1c p bestod af en boks itIII’îStkjØd, for min veirvisers af lefse. Han kunde dog kun spise ganske lidet, da maden ikke smagte ham, naar han ikke havde melk eller noget andet at drikke ti1. Kl. 7 naaede vi en sæter, hvor vi drak en del melk. WHerfra blev vi roet en fjerding over et vand og fortsatte videre tilfods til et sted, hvor deri skulde være en —forladt sæter. Her havde vi tænkt at ty ind; men paa grund af mørket var det umuligt at finde sæteren, og vi maatte derfor tilbringe natten ude, dels siddende paa en sten, dels spaserende frem og tilbage for ikke at fryse. Kl. 3 var det endelig blevet saa lyst, at vi kunde “bryde op, og kl. 5IZ2 naaede vi en sæter, hvor vi endelig fik noget at spise. Efter en halv times rast fortsatte vi gangen, og kl. 7 var der ikke mere end en times gang ned til bygden. Min fører, der til og med havde faaet skognav, maatte nu sætte sig for at forbinde sine ben og lod mig gaa i forveien, da han mente, at det nu ikke skulde være vanskelig for mig at finde frem. Jeg mistede imidlertid stien i nogle myrer med den følge, at jeg ikke kom til gaarden før kl. 9— istedetfor som paa- regnet kl. 8. Min 71—aarige fører derimod var kommet ned til gaarden kl. 8, og da han her fik høre, at jeg ikke var kommet frem, begav han sig øieblikkelig tilfjelds igjen for at lede efter mig. W Først kl. ]O vendte han tilbage og fik da til sin beroligelse høre, at jeg var naaet frem, saa at han kude slaa sig til ro. Han var— ligesom jeg noget træt denne dag, men var dog ikke mere medtaget,“ end at han den næste morgen kunde ro mig over et vand og bære ranselen for mig over en vanskelig og besværlig sti. Kristiania den 2den juli 1895. J. Vibe.