Side:Norges land og folk - Nordlands amt 3.djvu/294

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

HATF.1E1“nnA1.EN HEBm=:n. 281 Det engelske kompani, der før eiede skogens i Hatfjeld- dalen, huggede dem altfor stærkt. l 20 aar blev de overhug- gede flere gange ned til et lavmaal af 8 alen 5‘‘, og derhos har uhyre skogstrækninger af hoveddalføret og af det bedre skogland været herjet af skogbrande. Disse har til forskjellige tider gaaet over næsten hele Susendalen, dele af Ørjedalen og Unker- dalen samt delvis ned til Vefsengrændsen. I slutningen af 18de aarhundrede brændte strækningen mel- lem Elgsvaselven og sydover til Unkerelven samt paa nordre side herfra lige til Unkervatn; samme aar brændte desuden skogen paa Mikkeljorden og langt op i Ørjedalen. En skogbrandi 1858 lagde øde en temmelig stor skogstrækning paa sydheldingen af Gryteselvaasen og henimod Mjølkarli gaard, ligesom det betyde- lige og gode skogland fra Laneset og op til Vefsenmo. I Su- sendalen var der skogbrande i 182O-aarene. Værst medfarne er de høiestliggende overhuggede skoge. Hugsten begyndte her i urskoge, hvor ingen afvirkning havde fundet sted før. I de muldrige lier var der glisne samlinger af vældige kjæmpetræer med faa yngre træer. Marken blev lagt blottet og de faa gjenværende træer, der oftest var skadede ved driften, tørkede for en stor del bort. Uden tilstrækkeligt antal frøtræer forvildedes marken. Tæt ungskog af birk vokste op i lierne. I hjemmeskogene havde plukbugst og smaarydninger holdt skogen yngre med grup- per af ung skog. Her var efter hugsten frøtræer, og skogen kom igjen, saa der i de lavere liggende lier findes ren granbestand, som smaat hustømmer, saaledes i de nedre lier i Hatfjelddalen og i lierne omkring Unkervatn, der nu er de bedst tilvoksne skog- bestande i dalen. Brandstrækningerne er endnu beklædte med birkeskog som hovedbestand, omend gran paa de tidligst af- brændte strækninger begynder at vise sig gruppevis. I de øvre dele af Susendalen forekommer mindre stræknin- ger furuskog af noksaa vakker vækst. Dette er levninger af gamle, svære furuskoge, hvorom nedfaldne og brændte furustam- mer vidner. Paa hugststrækningerne er marken forvildet med rig opkomst af ungbirk og i de muldrige lier storbladede vækster, som gjeterams, skoggeranium, bringebær, tort, bregner og lig- nende, frodig som faa steder. Lyng og andre græsarter fore- kommer udbredt i granskogen. Affald efter hugsterne, top, kvist og bul, er nu formuldet. Mængder af dette affald er samlet i bækkedale og forsænkninger, hvor det bidrager til for- sumpning. Eftervæksten er paa mange steder ikke god i disse ilde be-