Side:Norges land og folk - Nordlands amt 3.djvu/291

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

278 NORDLANDS Amt delvis med kalkfjeld som undergrund, og granskogen har her en forholdsvis hurtig vækst. Paa høidedraget mellem hoveddalføret og Røssvatn samt mellem Elgsvatn og Unkervatn er noksaa mægtige afleiringer af lerholdig aur eller glacialler. Den er god undergrund for gran- skog og birkeskog, men her er store myrstrækninger og temmelig vandsygt. I Susendalen er sand, rullesten og grus jordbunden i dalen og tildels ogsaa oppe i lierne. Her er god furumark. Oppei lierne er atter muldrig og god jord for gran, især paa dalens vestre side. Lierne omkring Røssvatn er i almindelighed tørre og ganske dyblændte og med gode betingelser for birk og granskog. Paa Holmens sydvestre side er god jord for gran. Delvis er her kalkfjeld, men mest dyblændt, muldholdig forvitringsfjeld af glimmerskifer. I det hele taget er her frugtbar og dyb skogjord i dalføret. I-latfjelddalen er skikket for skogvæksten. Hoveddalen og de fleste sidedalfører ligger i ly, dog maa egnen omkring Røssvatn kaldes veirhaard. Skogens væksterlighed er dog i det hele ikke stor, saa den taaler ikke stærk hugst, hvad der gjælder al skog i Nordland. Skogene i Hatfjelddalen har været udsat for stærk hugst og ødelæggelse, særlig af finner og af det engelske kompani, der i en række af aar huggede Skogene her. I Hatfjelddalen opførte finnerne sine kaater i den tykkeste skog, helst i furuskog, og nat og dag brændte de sine store baal vinter og sommer. Ved denne hugst dannede der sig efterhaanden store aab- ninger i skogen. Frøtrærne var borthuggede, og birkeskogen ind- tog furuens plads. Paa denne maade er store sammenhængende furuskoge gaaet tilgrunde I begyndelsen af mai, naar renhjorden vendte tilbage, forlod finnerne sine «vinterleger» og flyttede til sine sommer- eller «høst1eger» opi birkelierne, nærmere fjeldet. Til brændsel huggedes birk. Enten sneen laa høi eller marken var bar, blev stubberne lange, og rodskud sjeldne. Til plads for sine rengjærder valgte finnen et sted, hvor middels stor birkeskog stod tættest, og hvor marken var nogenlunde tør og jevn. Han tog først nogle af de længste trær til staker, der blev opstillet i en cirkel af den størrelse, man ønskede gjærdet. Dette fuldførtes ved snauhugst først af den’skog, som stod inden cirkelen, og om den ikke strak til. saa mere uden- for. Naar et saadant gjærde var benyttet en eller to sommere, var det nedbrudt af snemasserne, hvorfor nyt gjærde opførtes ved siden af det gamle. Saaledes fortsattes, til der opstod store, aabne skogløse flader.