506 NORDLANDS AMT. bords og lege med tre sverd paa en gang, fatter han tillid til hans Gud og bliver kongens mand. Sagnet om Olav og Eindride er, som det vil sees, med uvæ- sentlige afændringer ganske det samme som sagnet om Harald og Heming, og forandringerne har sin væsentlige aarsag i de to kongers markerede og forskjelligartede personligheder. Henførelsen til Olav Tryggvessøn og Eindride er utvivlsomt yngre, hvad der blandt andet fremgaar af det stærke religiøse formaal, denne be- retning har faaet; vistnok ogsaa deraf, at hele skiløbningsscenen er udela-dt. Den udførlige saga om Olav Tryggvessøn, hvori denne beret- ning er opbevaret, er en kompilation, nedskrevet henimod aar 1300. Men mange enkelte fortællinger er ligefrem udskrevne af ældre værker. Saaledes er der sandsynlighed for, at taatten om Olav og Eindride er hentet fra Gunlaug munks saga om Olav Tryggvessøn, og Gunlaug døde saa tidlig som 12l8 eller l2l9. Naar nu taatten om Eindride forudsætter taatten om Heming, maa den sidste taat være endnu ældre, skjønt vi nu kun har den i en yngre formning. Men ogsaa i en tredje gammel beretning fra Norden møder det samme sagn, her fæstet til den danske kong Harald Blaatands navn; hans modstander er jarlen Toke eller Palnatoke. I)enne fortælling meddeles af Saxo Gram“mati(“us i hans danske historie, som er skrevet omkring 1200. Toke sidder engang og drikker med de andre hirdmænd og skryter af, at hvor lidet et æble var, vilde han med første skud skyde det ned af en Stang. Kongen krævede da, at Toke under dødsstraf skulde gjøre det, men æblet skulde ligge paa hans Søns hoved. Faderen snudde guttens ansigt bort fra skudretningen, bad ham staa ganske sti1le, tog saa tre pile ud af koggeret og skjød æblet ned. Kongen spurgte, hvad han vilde med de andre pile. Hvis jeg havde skudt feil, svarede Toke, vilde jeg hævnet min uskyldige Søns død paa din grumhed. Ikke længe efter rakede Toke igjen uklar med kongen. Kong Harald roste sig af sin dygtighed i skiløb, «som finnerne almin- delig bruger». Toke sagde, at han gav ikke kongen noget efter i det stykke l)a befalte kongen ham at vise sin kunst paa bjerget «Kolla» i Skaane «Et menneske maatte grue ved at se ned af denne klippe.» Toke bandt skierne fa-st, tog Staven i haand og satte udefter. Men om kort tid knækkede begge ski mod stenene, og da hans lykke var vaagen, fik han haandfæste i klippens hulninger og heiste sig paa den vis ned til sjøen, hvor han blev optaget af et skib. Ellers var han styrtet ned og druknet, saaledes som kong Harald troede, da de fandt skierne isjøen.
