Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/496

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


486 NoRD1.AN1)s AMT. om Ønskede man føielig vind, kunde man henvende sig til en troldkyndig fin og faa et haandklæde eller tørklæde med tre knuder. Løstes den første knude, fik man «bør», løstes den anden, fik man sætte kloen til ripen, men løstes den tredje, fik man mere vind, end ’man ønskede. Finnen kunde ogsaa hekse uveir eller modbør frem. Finnen kunde «gjere etter», skaffe stjaalne ting tilbage eller paavise tyven. I Finmarkens amts beskrivelse, bind II, pag. 239 til 259 er omtalt mnebommen og dens brug. Den sidste runebomme sees at være brugt i Hatfjelddalen efter 1860, ligesom den har været kjendt flere steder i det 19de aarhundredes første halvdel. Til midten af det 18de aarhundrede skal finnerne i Øksnes havt runebommer. Præsten i Øksnes, Mathias Brun, sendte sine medhjælpere ud for at tage runebommerne fra dem. Finnerne sagde, at om præsten tog bommerne, tog han ei deres kunst. Bjørnen var hos finnerne et helligt dyr, og jagten paa den foregik med mange besynderlige ceremonier (Finmarkens amts beskrivelse I, pag. 496). Blandt nordmændene herskede den tro, at gamle finner eller finnekjærringer kunde blive bjørne, og det heder, at de hos skudte hjørne fandt slige smaasager, som finnen pleier gjemme i sin bringeklud. Det er forestillingen, som svarer til troen paa, at man kan paatage sig et dyrs ham. Skal man skyde en saadan bjørn, maa kuglen være af sølv, eller hvis den er af bly, maa der være et bygkorn indeni. Det hed, at gamle finner bankes ind i bjørneham. Naar finnekjær1-ingen bliver gammel og ikke kan følge med renhjorden, bliver hun tullet ind i en bjørnefeld. De tilstede- værende tager da hver sin kjæp og slaar løs paa kjærringen, medens en af finnerne synger paa finsk vis eller juoiger. Skri- gende bliver hun «banket i bjørn», som det kaldes, idet de banker, til hun er omskabt til bjørn. Siden bliver hun den værste skadebjørn i skog og mark. Hun slaar ned buskapen i udmarken og bryder op den stærkeste fjøsdør. Et rigtigt skade- dyr af en bjørn er altid en forhekset finnekone. Gamle bjørne- skyttere har fundet hende i den skudte bjørn baade med koma- ger og finmud. Man har skudt gamle bjørne med «ildtøitasken» (pungen med ildtøiet) under boven. Fuld rede paa denne sag fik man først, da en mand, som var i skogen, saa en baad finner komme mod land nær det sted, hvor han var. Manden stillede sig paa lur. Da de kom til land, saa han, at der sad en gammel fin i bagskotten; han blev ført op i skogen, og et par finner bar en