Side:Norges land og folk - Nordlands amt 2.djvu/486

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


476 e NoRm.AN1)s AMT. den havde hun gjemt, saa ingen skulde finde den mere. Manden truede, men det hjalp ikke. Tilslut lovede alligevel jenten at vise, hvor skatten var. Hun gik op i den store stenur opunder fjeldet, men kunde ikke finde skatten igjen. Siden blev den rige manden ogsaa gal, og medens han levede, gik han og søgte under hver sten i uren, men han fandt aldrig kisterne, og de ligger der begge den dag idag. Man tror sikkert, at de ligger sydom Lunde- steinen. - Ogsaa paa Trænen er skatter bortgjemte; stedet, hvor de ligger, kjendes ikke længere, og de kan ikke findes, især fordi de underjordiske ikke vil lade dem gaa fra sig. I Beieren er flere Skatte nedgravet: Medens Gildeskaa1 gamle kirke var kloster, bragtes engang af frygt for “ røvere klostrets kostbarheder, hvoriblandt 3 guld- kroner, bort, og de blev gravet ned etsteds i Beieren. For at finde Stedet igjen blev der plantet et træ, hvis mage ikke voksede i de egne. Man har gjættet paa Arstad, hvor der i en ur oven- for Stihammeren vokser alm, der ellers ikke findes i Beieren herred. Paa gaarden Kvæl i Beieren har en sjørøver, som hed Henrik, gjemt bort en stor skat guld- og selvsager. Af og til har man i nærheden hørt glam og gnelder af hunde, men skatten har man ikke kunnet finde. Ovenfor Fiskosen i Beieren mellem Høiforsslet og Graataanes er fundet en stor skat, gjemt i en kobberkjedel, der opbevaredes paa gaarden Røvik i Skjerstad. Ved Fiskosen er der i en ur nedgravet en stor skat. Her sees en mærkelig lysning og høres underlige lyd, men skatten er ikke fundet. Paa j’eige folk er der mange mærker. Naar et lys slukner af sig selv, er en (i regelen af de omsiddende) feig og vil dø inden aaret er ude (Alstahaug). Brænder «ligspaan» i lyset (derved at en del af talgkanten paa lyset krøller sig sammen), er en feig. Flere steder kaldes « ligspaanen » « høvelSpaan ». Enkelte bruger julenatten at have lys staaende paa bordet, et for mand, et for kone, og stundom ogsaa et for hvert af bør- nene. Den, hvis lys først brænder ud, skal først dø. Skulde et af lysene slukne, før det er udbrændt, faar den, som eier det, en braa og haard død (Melø). A I Alstahaug bruges to lys, et for mand og et for kone. Brænder de lige længe, skal ægtefolkene leve lige længe. Undertiden sees «feiglys»,“ det er lys, som flammer op hist og her paa veiene. I Skotland varsles ogsaa dødsfald ofte af et lys, som kaldes