lffNNER 0G RENAvL. 397 mede ren var større end nogensinde før. De norske fjeldfinner havde den vinter sin store nød med at holde liv i sine egne renhjorder. De finmarkske fjeldfinner har i det hele vanskeligt for vinterbeite for sine dyr, efterat de er blevne udestængt fra Finlands rige mosemarker, der var sikret dem af Sverige ved traktaten af l75l. De maa udnytte vinterbeitesmarkerne med den største økonomi og forsigtighed. (Sammenlign beskrivelsen af Finmarkens amt, bind II, pag. l27-139). I vinteren l905--06 var det særlig vanskeligt. En mængde sne gjorde mange mose- mai-ker, som ellers kunde nyttes, uanvendelige, og der hvor dyrene naaede ned til mosen, var denne tildels isbelagt som i Sverige Vore fjeldfinner maatte søge myndighedernes bistand til at blive de fremmede dyr kvit, og det var lensmandens pligt, efter en række klager, at yde bistand til overholde1se af loven. Om den juridiske ret kan der overhovedet ikke være menings- forskjel. Fra et humanitært synspunkt kan heller ikke nogen berettiget anke reises mod uddrivningen. Ogsaa vinteren 1901 var svenske ren i betydeligt antal ulov- lig trængt ind i Koutokeino, og de burde være udjagede. Men de norske fjeldflnner, som var eiere af renhu11de, vilde ikke laane sine hunde til at jage karesuandofinnerne eller de svenske finner ud; thi det aar stod der ingen nød for døren for de norske fin- ner. I 1906 derimod gik 12 koutokeinofinner lensmanden til- haande under uddrivningen, og uden deres hjælp vilde han ikke kunnet jage alle disse ren ud. Denne optræden af fjeldfinnerne viser, at det i l906 var et livsspørgsmaal at faa beholde sine mose- marker i fred for de fremmede, som kom uden ret og tilladelse. De svenske ren havde, da uddrivningen fandt sted, allerede gjort saa stor skade paa mosemarkerne, -at det ikke blev uden skjæbnesvangre følger for de norske fjeldfinner, som senere skal forklares. Paa det omraade, som blev hjemsøgt af den svenske ren l906, har ellers om aarene 4 norske «renbyer» altid havt sit vinterkvarter. Disse 4 byer blev i 1906 nødt til at fortrække og drage hen til andre egne. Under den nødtvungne flytning gik der tabt adskillige dyr, særlig kalve, til en samlet værdi af 155O kr. Yderligere tab opstod derved, at de steder, hvorhen de norske byer var nødt til at flytte, var ugunstige opholdssteder for renhjorderne, saa byerne mistede endel ren, særlig en by, som blev nødt til at flytte helt ud til fjeldene i den nordligste del af Tromsø amt. Paa de veirhaarde fjelde her mistede byen ved sneskred 4O0 ren til en værdi af ca. 7000 kr. De afhørte fjeldfinner var enige om, at dersom de svenske ren ikke havde fortrængt dem fra deres gamle og trygge opholds- steder, vilde disse tab, mellem 8000 og 9000 kr., ikke været
