200 NORDLANDS AMT. det sydlige Norge og hentet korn der. Dette fortælles ogsaa ud- trykkelig i Olav den helliges saga i beretningen om Asbjørn Selsbane fra Trondenes, som holdt tre store gjæstebud om aaret, og da i en række af aar kornet slog feil, saa blev det vanskeligt at skaffe korn, især da Olav den hellige havde forbudt at føre korn, malt og mel søndenfra nord i landet. (Smlgn. Tromsø amts beskrivelse, bind I, pag. 569). Dette forbud viser, at en udførsel af korn foregik til det nordlige Norge og i saa stor mængde, at det kunde i somme aar volde mangel sydpaa. Foruden tørfisk er der, som berørt, ogsaa udført skind, dels det skind, som erhvervedes ved jagt inden selve amtet, dels det, som kom ind i finneskat, og dels det, som hentedes paa bjarme- landsfærderne. Paa disse sidste var det især skind, som hentedes. Det fortælles i Heimskringla om Thore Hund, at han havde tøn- der fulde af graaskind (ekornskiud), bæver og sobel (maar). Med dem kom han til Vágar, da han blev stevnet til ting, men da han skulde reise, styrede han ud Vestfjorden og drog sydover til England med sit skib. Paa Olav den helliges og Thore Hunds tid samledes en stor flaade i Vágar, saa fisket da var fuldt udviklet. Da Olav Kyrre (1047-83) havde anlagt Bergen, voksede denne by hurtig op og saa begyndte en stadig handelsforbindelse mellem Norge og England. Denne handel fik betydning. Thi--fra Bergen ud- førtes næsten al tørfisk, og Nordland havde det rigeste skrei- fiske. Allerede tidlig, efterat Bergen blev anlagt af Olav Kyrre omkring aarene 1070-75, synes handelen med tørfisk at have taget veien over denne by. Heimskringla fortæller i Olav Kyr- res saga, at da kong Olav havde anlagt Bergen, nedsatte der sig snart mange rige mænd i byen, og der kom mange kjøbmænd did fra fremmede lande. Dette stemmer med, hvad der berettes af den normanniske munk Ordrik V“italis, der var født 1075 eller paa den tid, Bergen anlagdes; det heder, at Bergen besøgtes af folk fra alle kanter, hvilke bragte rigdomme til landet. Orkneyinga saga beretter, at ved Kale Kolssøns ankomst var der i Bergen «en mængde mennesker baade nord og syd fra landet og mange fra andre lande, som havde bragt megen rig- dom did» (1127). Det har da sandsynligvis allerede tidlig, kort efter at Bergen blev en by, blevet skik, at nordlændigerne seilede med sin fisk kun til Bergen og Nidaros, hvor der da om vaaren og sommeren kom skibe, der udførte tørfisken, især til England. Snart begyndte ogsaa kongerne at tage sig af Lofotfisket. Kong Øistein omtaler i sin strid med broderen Sigurd Jorsalfar,
