.sKoG os 1uYBEB. 691 I Storskogens almenning havde der før været god skog, og der havde været hugget meget, men kun lidet blev benyttet, da det var besværligt at faa tømmeret ned igjennem elven. Ved Hopvatn og Mør(:hes-Ryevatn var smaa almenningsskoge, ikke større end til de skyldsatte gaardes benyttelse. “ Strømmens almenning i Sørfolden vilde de beneficerede gaarde tilegne sig, «men efter fogdens beretning ikke skal k1mne have sted». I Bodø præstegjeld og fjerding laa Valnes“uatns bygdealme1pning, hvor der var 7 finnegaarde og rydninger; den var saa udhuggen, at den knapt kan være tilstrækkelig til disses fornødenhed. Ved Øvre Hegmovatn var en liden god furuskog, men med besværlig adkomst. Tusvatns smaa bygdealmenninger var næsten udhugne. I Skjerstad præstegje1d og fjerding laa Øverdalens almerming, hvor der var nogen furuskog til gaardenes nytte. Valne-s;[jordens bygdealmenning laa tilfjelds og grændsede til finnepladsene Jordbruen og Østerkløv; den var alene tilstrækkelig for disses“behov. Skjønstadalens almenning var alene tilstrækkelig til de to der optagne rydningspladse. I Saltdalen præstegjeld og fjerding laa Saltdalen almenning som strakte sig ovenfor bygden 3 til 4 mi1. Efter fogdens be- retning var ikke en tiendedel af skogen tilbage, og den kunde blot afgive tømmer til smaa tendringer og s1agbaade, samt til næsten alle de smaabaade, som behøves til fiskeri fra dette og andre fogderier, navnlig Vesteraalen og Lofoten, «og endelig det tømmer, bord og videre, som de angrændsende fjerdinger maa have til sine gaardebygninger». For det, som huggedes i denne skog og udførtes, betaltes skogrekognition, 6 skill. for en tylvt bord, 6 skill. for en tylvt tømmer, 18 skill. for en fembøring, 12 skil1. for en otring, 8 skill. for en halvfjerde-rømming, 6 skill. for en seksringsbaad og for en jægt, som den var til, fra 3 til 6 rdlr. I Gildeskaal præstegjeld og Beieren fjerding laa Beierens al- mem1ing, som skal være 5 til 6 mil lang. Skogen der var den eneste i fogderiet, hvor jægteved kunde hugges. Skogen laa i en dal ovenfor bygden; den var saa forhuggen, at dens øverste del allerede var angreben. Fra denne almenning maatte tømmeret flødes 5, 6 til 7 mil, før det kom til ladepladsen; 4 mil ovenfor den var en slem elvefos, igjennem hvilken enhver tømmerstok maatte slippes for sig; det var ikke sjelden, at ïf2, Vei eller V-1 mere eller mindre af det nedflødede tømmer ved denne leilighed mistedes. Kun Saltdalens og Beierens almenning kunde give det af sig i skogrekognition, som opsynsmændene kunde lønnes med,
