284 NORDLANDS A1uT. Moskenstrømmen gaar ved vestlige vinde om vinteren med opti1 6 miles -fart. Den kan da ved stigende vand være aldeles ufarbar, og strømmen gaar i en eneste brænding, saa den kan høres paa Ve mils afstand. Om sommeren, efter flere dages godt veir, er der imidlertid intet til hinder for at passere den. Dette gjælder den strækning, som ligger mellem Høgholmerne og Lofot- odden eller Helle. Moskenstrømmen omtales af biskop Anders Arrebo i hans He:Caemeron af 1661 og ligesaa af Petter Dass i hans Nordlands frompet. Moskenstrømmen ligger ud for Lofotodden, det vil sige den kyst, hvormed Moskenesøen ender, og den voldsomme strøm gaar mellem Lofotodden og Høghotmerne, som ligger mellem Mosken og Lofotodden. Ved Lofotodden ligger gaarden Helle, og over odden naar Hellsegyen en høide af 601 m. o. h., og paa indsiden, lidt nordenfor Lofotodden ligger gaarden Tuv, og mellem Lofotodden og Tuv ligger etpar nes, Yttertuven og Indertuven. Moskenstrømmens retning er meget afhængig af vind og veir, skriver «Den norske Lods». Med vestlig storm i havet løber den om vinteren ofte bestandig øst hen baade med stigende og fal- dende vand; ved høieste og laveste vande kan den enten sagtne lidt i hurtighed eller vise sig ganske rolig et øieblik, men tiltager snart igjen og sætter fremdeles øst hen. Dersom i dette tilfælde sjøen ogsaa er i tiltagende, bliver strømmens hurtighed ved ind- faldet, eller naar vandet stige,r, overordentlig stærk og strømmen aldeles ufarbar. Det hænder ofte om vinteren, at vestenstorms banken staar i havet og sætter svær sjø ind, medens klart veir inde i landet giver landvind og ud af Vestfjorden en staaende østlig vind. I dette tilfælde i Særdeleshed er Moskenstrømmen farlig at komme nær, thi strøm og to slags under-sjø virker i forening til at gjøre den hele strøm til en eneste brænding; jo stærkere strømmen løber, desto sværere bliver sjøen og desto uregelmæssigere strømningerne med hvirvler (ma1strøm); under saadanne omstændigheder styrer intet fartøi i strømmen. Det er saaledes om vinteren i stormende veir eller om som- meren i løi kuling ikke tilraadeligt at gaa Moskenstrømmen ind eller ud; men med en staaende vind efter flere dages godt veir er der om sommeren aldeles intet til hinder for at passere den. Her er kun en grund, Horgan, paa 4.5 favne vand, der bestandig kan bemærkes endog i stille veir, da vandet, uden at bryde paa den, dog altid ligesom koger og maler over den, og derved frem- bringer en skumhvid overflade. For at undgaa denne grund be- høver man blot at holde sig enten under Høgholmerne eller under Lofotodden, dog helst under den sidste. At forcere ind eller ud imod strømmen er paa ingen maade tilraadeligt, da man med
