Side:Norges land og folk - Nordlands amt 1.djvu/187

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

1l74 No1=u)1.ANns Amt i havet. Gabbro forekommer paa Andøen ved Storvatns nordre del ud imod Bleik. Lag fra jur-atiden paa Al1d00I1.uA En yngre 1ag1-ække tilhørende j11ratiden forekommer paa Andøen, og i denne la-grække er der kul og ildfast ler og forsteninger. Disse sidste viser, at lagene tilhører en geologisk tidsalder, fra hvilken vi forøvrigt ikke kjender levninger i vort land. Det faste fjeld-i Norge er ellers meget gammelt, de yngste lag tilhører vistnok den devoniske tid eller panserfiskenes tidsalder, men ’fra det umaadelige tidsrum, deg ligger -mellem devon og istiden, kjendes ingen lag, undtage1íÆssÎe fra Andøen. Det var først de her forekommende kul, som tilZ drog sig opmærksomheden.„ Hvem der først fandt dem, vides ikke sikkert. Et par gange har Ole Brekkan andraget Storthinget om belønning som finder af kullene, og maaske-er det ham, der først har fundet dem i løse stykker. I aaret l867 fandt op- sidderen paa Ramsaa paa Andøen, Isak Ram“9aa, kul i fast fjeld ved stranden. Kul, fundne paa Stedet, toges i brug til brændsel, og rygtet herom bragte bergmester Dahll til at reise did i 1867. Han saa nogle tynde ste11kullag paa stranden ved gaarden Ramsaa. De laa i sandsten, som førte forsteninger, men var kun til- gjængelige ved laveste vandstand. Kullagene ligesom sandstenen havde et fald af 240 mod nordvest eller indad mod “øens vest- kyst. Ved Ramsaa stak op fjeld, som bestod af granit, og denne antoges at ligge under sandsten. “ -“ Granit forekommer i de høie fjelde Ve mil i vest for Ramsaa, og Dahll antog, at sandstenen med sine kullag hvilede i en stor skaal af ukjendt dybde. Landet var ganske lavt og myr-dækket; den store Dverbergmyr anslog han til 11Zs“ kvadratmil og mente, at sandstenen med kullagene har samme udbredelse. Oplysnin- gerne om kullagene var meget tarvelige, og det mægtigste lag var kun 0.2 m. mægtigt. Et lag af bituminøs skifer viste sig tjenlig til fremstilling af gas, men den høie askegehalt, 62 pet., gjorde den utjenlig som brændmateriale. Bergmesteren foreslog boringer udførte for Statens regning. I 1868 fandt bergmesteren ved en liden elv, som kommer fra den store myr og falder ud i sjøen tæt ved det sted, hvor kullagene var synlige paa stranden, en del forsteninger og et lidet stykke kul. Ved gravning langs bækkens bred fandtes sandsten med 2 kullag, hvoraf det ene var 0.7 og det andet O.4 m. mægtigt, derhos var der dybere et lag af il(1fast ler l.6 m. mægtigt De fundne forsteninger viste, at lagene tilhørte juraformationen. Her skal først omtales juraformationens udbredelse. Om- givelserne omkring Ramsaa udmærker sig ikke fremfor den øvrige flade del af Andøen. Paa den nøgne strand rinder en liden elv, Ramsaaelven eller Gaardselven; hist og her ved bredden sees nogle