Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 2.djvu/331

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

32O 1.1STEH 0G MAN1)A1.S AMT. Mellem Tjaldalsaa og Lognadal er landet af liden bredde; det begrændses mod syd af Lognava“tn, men landet er høit i forhold til bredden og har mod vest og syd særdeles steilt fald. De høieste toppe her er: Dypleheia, Os(îfjeld og .—1abuk;f)eld. Vest for Tjaldal og nord for Bliksaaens dalføre ligger Skriverk)2uten, trigonometrisk punkt, paa grændsen mod Byg- land; det er et af de mest dominerende fjelde; endvidere æcÏ’it8h(’íG og Skar-vej)eld, aasStrækniuger, der stryger i retning øst til vest; Seilen, Logndalskmcten, Svaabækheia og Knapen, alle mindre frem- trædende fjeldtoppe langs randen mod Ljoslandsvatn. “ Mellem Tjaldal og Hamkuldal ligger en rad frem- trædende fjeldtoppe: FiRkjø7lk]lllt, Finhomkm1t, Rysehom-km1t, “]yra og sydligst den lavere Melksteinheia. Syd for Bliksaaens dalføre følger endelig heier og toppe, de betydeligste er: rSjaalierskn-uten med steilt fald mod Storvatn; det trigonome- triske punkt Heller-shei, 86O m. høit. Endvidere LangeI(jømmten, Skuggcîfj()ld, Skaar-Jffeld, Sl(1t1“e))“eld og endlig sydligst Roj)eld, det sidste isoleret med stærkt fal(l, fornem1ig mod øst. p Ljosl(mds(lalen (BreilandsdaleYq) er i den øvre del en høitliggende fjeld(lal, som kommer ind i Aasera1 fra Bygland herred; den er i den øvre del temmelig bred med flere vande, hvoraf Langvatn er det betydeligste. Mod Ljos1andsvatns nordende sænker dal- bunden sig noget og udvider sig derpaa til dette vand, der næsten ganske udfylder dalen, saa at den dyrkbare mark kun finder plads ved Vandets nordende ogi smaaflekker, hvor elve falder ud i vandet, og hvor der ligger pladse. Mellem Ljoslands— og Brei- laudsvatn er da-len atter trang med temmelig stærkt fald og uden dyrket mark, førend ved Breilandsvatns nordende, hvor der atter er nogle gaarde. Dette vand optager saa igjen paa det nærmeste dalbunden, der nedenfor vandet har temmelig steilt fald nedover mod Røise- land, hvor den bliver jevnere, indtil den ca. 3 km. ovenfor Aa- seral kirke falder stærkt mod den dybere liggende Stordal (MandaI). Dalen er saaledes i sin helhed trang med stærkt fald og har i regelen steile dalsider, navnlig paa vestsiden. Fjeldstrækningen mellem Breilands— og Man- dalen i øst, og den nedre del af Skjerkeelvens dal- føre Samt dets nordre fortsættelse i vest og syd stiger steilt op fra dalførerne; det er et l1eilandskab med skar, vande og aaser, de høieste partier er i den midtre del. I den søndre del er denne fjeldstrækning ca. 5 km. bred- men smalner paa hele længden, ca. 16 km., jevnt af mod nord,