Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 2.djvu/213

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


202 L1STER OG MANI)ALS AMT. af egnen er enten kun besat med enkeltstaaende træer eller er fuldkommen afskoget. Inden nysnævnte nordenfor kirken liggende aaslier er skogen væksterlig; paa enkelte steder, saasom langs det fra den nordligste kil af Djubovatn opgaaende dalføre, har skogen ualmindelig væksterlighed. Hartmarkfjordens omgivelser i vest er for det meste af- skogede; kun ved bunden af fjorden samt langs nogle lunt liggende forsænkninger langt inde i fastlandet er lidt furu. Vestenfor Djubovatn ligger Halsaa l1ovedsogn. Skogene bestaar her næsten udelukkende af løvtræer, der i større eller mindre lunde ligger langs foden af de fra dalbunde11, vasdragene eller fjordene opstigende aaser eller knauser; de er i regelen ikke til- strækkelige til vedkommende gaardes egen forsyning med brændsel. De vigtigste af disse skogrester er i lierne til begge sider af det fra Djubovatn i retning mod Mandalselvens vasdrag løbende dalføre samt langs Vestsiden af Skogsfjorden, hvor skogen er af størst udstrækning. Inde i landet vestenfor Mandal eller nævnte fjord ligger et par indsjøer, der omgives af ret frodig løvvegetation. Særlig til gaarden Rø(lland ligger ekeskog, der maa henregnes til en af de værdifuldere skogkomplekser af denne art. Straks vestenfor Mandal ligger en plantet furulund. Stedet er ubeskyttet og udsat for voldsomme havvinde. Jordsmonnet er skarp sandjord. Trods disse uheldige omstændigheder er plant- ningen vellykket, idet træerne staar tæt, er frodige og har inde i plantningen opnaaet en anselig høide og førlighed. De ældre træer har ved en temmelig rig frøafkastning spredt en mængde ungplanter omkring sig, hvorved skogen er udvidet. Mærkelig nok er denne udbredelse skeet i retning ud imod det aabne hav. De hist og lier forekommende mellem furuen indsprængte lærketræer viser sig særlig skikkede til at modstaa havvindene. Ogsaa disse har ved frøafkastning spredt ikke saa ringe eftervækst omkring sig. Paa den anden side af Mandalselven, søndenfor Kristiansands- veien, er nogle mindre plantningsa-nlæg; træarten er her udelukkende lærketræ, der ved frøafkastning har udbredt sig stærkt og i temme- lig betydelig afstand fra modertræe-rne. Lærketræet synes her at trives godt og viser sig i det hele taget som en for egnen sær- deles velskikket træart. Størsteparten af det afskogede land nærmest omkring Mandal vilde ved plantningsanlæg atter kunne beklædes med skog til nytte og til forskjønnelse af landet. Om de fornemste «Eghe Skoffue» iHalsaa og Hartmark herred skriver Palle RosenkrantZ og Stene Villumsen i 1681: Weste-r Skogsjiord, middelmaadig tømmer til krumholdt og ung ekeskog til fremvækst (flødes til Wester Risøer). Hugenvigen, en liden skog, dog findes store eketræer derudi. Lunde, Stavanger-Capittelgods, en liden ekeskog.