NA’I’I’RLIG BESKAFFENHED. 39 Her indpaa Vidderne er der ingen egentlige dale, omgivne af rygge, tinder eller nuter med bratte styrtninger, — saadanne optræder kun ganske enkeltvis. I de brede, udhulede og tildels sk11rede groper og dælder, ja selv mod himmelbrynet paa kamme og rygge ligger rullestenene som udsaaede, i større og mindre fordybninger glitrer fjeldvande, der fødes af talrige snefonner rundt omkring og gjennem stedse voksende bække og elve sender vand ned i Kvinas og Siras dale eller mod vest ud i fjordene i Ryfylke. — Renlavens graa tæppe henover sten— og fjeldgrunden, kræk- linglyngens brune over stene og moræner, polarpilens skinnende, grønne laktæppe op mod snefonnerne, rypebærplanten med de skinnende røde bær, hist og her de sølvgraa fjeldvier med den mørkegrønt skinnende dvergbirk indimellem, og i skorer og dæl- der, ved bække og vande det saftige, struttende, grøntskinnende græs indvævet ifjeldviddens vilde urter og blom, er al den vegetation, øiet møder ude i vestheiernes sten-, sne— og vandørken. Ja, ørkenagtig er vidden med dens «store stilhed»X. Ikke en menneskebolig, sæter (støil) findes paa miles afstand; kun hist og her i dens udkanter støder man paa et fælæger (so1n oftest kun en slags stenhytte under en heller i en fjeldrevnel, hvor en fækar har slaaet sig ned med sin «smaleflok». Men inde paa selve vidden skvætter stendulpen fra hver knat og sten; heiloen flakser fra tue til tue og lader høre sin monotone, sorg- fyldte fløiten; i og ved kjønner og vande tumler svømme— og vadefugle sig med deres rige ungekuld, og uventet skvætter ryperne op fra den brune kræklingelyng lige foran din fod, medens høit deroppe i den blaa æther ørnen sees at seile i vide kredse, speidende efter bytte. Har man vinden imod sig, kan det hænde, at man ganske uventet befinder sig ligeoverfor Vildrenbukken, der overrasket først studsende betragter en for øieblikkelig at sætte pilsnart afsted i vældige sprang over rullestenene og vandpyt-ter. Men trods viddens ørkenagtige ensartethed ruller den op for vandreren det ene storslagne natursceneri efter det andet under dagens veks- lende lys og skygge, saa man staar betagen i stille nyden af de vidtstrakte vuers eiendommelige skjønhed.:—ɔ Om udsigten mod Rjuven fra omegnen af Haahelleren nær Kvina skriver Keilhau: «Kort efter aabnede sig en frappant, men vist ikke formedelst sin blidhed tiltrækkende udsigt til Kvinens øvre del og dens om- givelser i nord; elven styrter sig i et betydeligt fald ud fra en stor fjord fuld af nes og holmer, i hvis baggrund Rjuven viser sig med sorte vægge og lange snefonner. Raa og kold er denne natur, men stor er den, og især i den sene aftens halvmørke
