Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/477

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

464 1.1sTEH OG MANnA1.S A1æ1T. Nissen omtales ofte, skjønt den i denne navneform, som egent- lig er en forl:ortelse af ÂVÝí(?Ol(lltS, ikke hører oprindelig hjemme hos os, hvor navnet er tomtegubben, gubben, garsvord eller vord og flere. Ved gaarden I—[ammer i Gyland er der et skjær, hvorpaa man hver juleaften satte ud et fad velling eller grød med en smørklump i til nissen. En juleaften tog de et stort fad, lagde en smørklump paa bunden og «rantlede» lidt velling over, saa Smørret ikke saaes; fadet blev sat ud paa Skjæret med saa mange skeer, som man kunde opdrive. Der kom en liden graahaaret mand, som saa i fadet og sagde: “ lig æ Saa gamal, som Haugelands hamar aa Skraa.stad fjell, aa saa graa som Espelands ljaa, men aller he eg set saa stort eit fad, aa saa lide mad, aa saa mange Skjeie før. Paa Ytre Eigeland i Kvinesdal var en nisse, som fik saa lidet mad,— at han sultede. Nisseu blev sint, tog stabburet paa ryggen og vilde bære det op til Kleivan. Da den kom til det sted, som endnu kaldes «Knebrod», dat nissen i knæ, og der blev buret staaende. Da sa Nissen: «Surt Saub (kjerneme1k) aa brænt bra fædle ein mann i kne.» En mand paa Birkeland i Bakke gik en juleaften ud i fjøset, og da fik han se, at nissen og tussen røg sammen i et smug og sloges. Da slagsmaalet var forbi, og nissen blev manden var, sagde han: «Ho. ho! saag du, kor me toges?» Hellige træer, tuntr(eer, vettefr(ePr er træer, til hvilke der knytter sig forestillinger af urgammel ælde og forekommer paa mange steder, og disse forestillinger staar atter i forbindelse med de hellige hauge. Egentlig ligger vel fra først af den forestilling til grund, at ættens grundlægger er til huse i haugen, og hans opholdssted er helligt. Dette forklarer og, at der bæres mad og drikke ud paa haugen. Troen paa hellige hauge er levninger efter en oprindelig kultus af de afdøde forfædre, langt ældre end kristendommens indførelse i landet. Den i haugen boende, som i Telemarken kaldes haugebonden, er stamfaderen, der beskytter gaarden, og til hvem man til visse høitider ofrer ø1 og andre gode ting. I en mystisk forbindelse med haugen og den i haugen bo- ende staar de paa haugen voksende træer. hvilke ikke kan hugge8 eller kvistes, uden at der times en en ulykke.