Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/469

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

456 1.IsTER OG MANDALS AMT. løbet kaldes Skajlef. Naar elven vokser lidt, gaar dens vand- mængde for en del ind i Nomevatn, og det siges, at her har i gamle dage været dens løb, idet den fra Vandets sydende har fortsat gjennem Reiersbødal(—n og videre sydover enten ned i sit nuværende leie ved Hr-(P Nøding eller gjennem et eget løb helt til Hartmarksfjorden. I snævringen mellem Jogelsaasen og Støt- aasen er der høie udoverhængende fjelde, især paa vestsiden, store stenurer, og i bunden bruser elven. En jutul var vred paa Nomefolket og vilde stænge elven mellem Støtaasen og Jogelsaasen, saa dens løb blev langs Skaftet, Nomevatn og derfra ud Reiersl)ødalen. For Nomefolket vilde da store markstrækninger ødelægges. Han stod paa Støtaasen og kastede en vældig blok; men den fór for langt, helt forbi Jogels- aasen, og blev liggende nær Nome; det er «Nomestenen Anden gang kastede han «Jutulstenen», der blev liggende under istedet- for ovenfor fossen. Han hoppede da ned for at flytte den, hvilket dog ikke lykkedes Han stod tvers over elveløbet, og sporene af hans vældige fødder sees paa begge sider af fossen. Jutulens første skridt dernæst var fra St-øtaasen til I„Î9landsheien. Man ser mærkerne efter„ hvor han har siddet Andre siger, at jutulen stod vel en fjerding ovenfor med den ene fod paa Borsaasen ved He(l(leland og med den anden paa Uslandsheien, da han kastede. Navnene Jutulstenen og Jutulfossen er ved afsvækning af t til d blevne til Jødelstenen og Jødelfossen, som de nu almin- delig kaldes. Jutulstenen er nu for storstedelen sprængt bort, da den var til hinder for tømmerflødningen, idet den laa midt i elven. Kun ved noget lav vandstan(l kan man se levningerne. -— Faret efter jutulens fod sees tydelig nok paa elvens øst- side; paa vestsiden er det maaske ødelagt ved veiarbeidet. En rise i Gyland tog en sten og vilde lægge den til bro over Kvina ved Rafoss. Da han kom til gaarden .—I(ltZ(IIld. blev stenen for tung; han kastede den da, og den kløvnede. Der lig- ger den endnu og kaldes Klovstenen. Laksen gaar igjennem Undalselven op til Oidnamtn, og der stopper den midt paa van(let; den sees ikke i den øvre del af vandet, uden at det er et ondt tegn. l)et heder, at i’et stort fjeld, Haabe)—g kaldet, paa den vestre side omtrent midt paa vandet, har der før været et bergt1—old eller en gubbe, som under vandet havde sat et gjærde af jern, som standsede laksen. Naar man paa en af de øvre gaarde lik en laks, blev dette anseet som et varsel om, at nogen paa gaarden var feig.