3358 1.1STER ()G 1uAN1)A1“s AMT. Efterat seilskibenes antal er aftaget, er bygningen af større træfartøier saagodtsom ophørt. Peder Claussøn omtaler to store skibe, som i det 16de aar- hundrede blev byggede i Trysfjorden. Brænding aj“ f(l)lg. Langs kysten af Lister kaster paalands- stormene op store mængder af tang, bladtare, sukkertare (laminaria sacCharina) og butare (alar-ia esC—ulenta), hvilken tidligere for den allerstørste del anvendtes til gjødsel. I den senere aarrække har man brændt tangen til aske, som er handelsvare, idet den benyttes til fremstilling af jod. Det meste af den tang, som anvendes paa Lister, er driv- tang, som havet skyller op. Dette er en stor fordel, thi indsa1?nling af skaaren taug er vanskeligere, da denne tang, der vokser langs fjeldvæggene, maa- skjær-es ved hjælp af en ljaa fæstet til et skaft i roligt veir og ved lavvande langs klipper og skjær og opsamles i baade for at føres til nærmeste tørreplads. Tangen spredes ud i et lag for at tørre i solen; i løbet af 2—B dage bliver den tilstrækkelig tør til at brændes. Før brændingen samles tangen i dynger; man tænder først lidt spaan og dækker lidt efter lidt med tør tang, saaledes at flammen stadig forhindreS fra at slaa ud. Man regner i regelen, at 22 dele vaad taug giver l del aske. Salt-9y(leri. Forsøg med saltkogning omtales af Holm i aaret 1738 i Snig i Undal præstegjeld; en saltpande oprettedes med temmelig stor bekostning af «Thomas BVIadsen, som ikke forstod det, og derfor med saa liden Fordeel, at Mandens Ejen(lom, som just ikke var stor, bortsmeltede». Ga1“veribe(Ir-:;flen er af vigtighed i og omkring Flekkefjord. Som den, der har givet st-ødet til denne bedrift, nævnes Anders Brev-. Tidligere indførtes læder. Et større garveri anlagdes omkring 183O ved l(rist-iansand, hvilket lededes af en skotlænder, og her produceredes saalelæder efter engelsk metode. Bedriften udvidedes ikke, og behandlings- maaden holdtes hemmelig. I de øvrige byer foregik garvningen paa den gamle maade og omfattede mest kun tilberedning af indenlandske huder. Til Bergen indførtes enkelte ladninger med huder fra R—io Grande i Syd- amerika, men tilberedningen af dette saalelæder lod meget tilbage at ønske, og kun ved de høie toldsatser kunde fabrikatet udholde kon- kurrencen med det udenlandske læder. Som garvemateriel benytte- des i almindelighed birkebark, paa Østlandet tildels furubark eller granbark, medens det bedre emne. ekebarken, udførtes til England.
