Side:Norges land og folk - Lister og Mandals amt 1.djvu/302

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

DYRELIV 0G JAGT. 289 lige arter, som undertiden overvintrer hos os, f. eks isanden, stellPrsanden og —is“maagen. Mellem standfugle, strøgfugle og trækfugle er der ikke altid skarpe grændser. Saaledes bliver de gamle ørne vinteren over oppe i fjeldene, medens de unge regelmæssig drager sydover som trækfugle. Kraaker og fuglekonger og mange andre er dels træk- fugle, dels strøgfugle. Bogfinken, der ellers er en trækfugl, over- vintrer i milde vintre helt op til Trondhjemsfjorden. I tidligere tid forklarede man fuglenes træk og deres evne til at finde veien af det, man kaldte instinkt, hvad der neppe kan kaldes en forklaring; man tillagde fuglene en særlig hemmelig- hedsfuld evne til at finde veien over havet til sine vinterop- holdssteder; man antog, at de følger en vei, som aldrig ændres, saa de flyver fra sted til sted halvt mekanisk. Dette er neppe rigtigt; trækket er en erhvervet vane og følges som alle andre vaner. Det er dog ingenlunde nogen al- mindelig vane, selv ikke hos individer tilhørende samme art. For at nævne nogle eksempler. Rødkjelken eller rødstrube- sangeren (eritha(“us rub()(?ula) er trækfugl paa alle de af sine op- holdssteder, hvor vintrene er kolde; de drager med stor regel- mæssighed frem og tilbage mellem Norge og Afrika, men i mildere egne, f. eks. paa de britiske øer, er den standfugl, og den overviutrer ogsaa paa Jæderen, hvor vinteren er mild. Munken (sylvia atr-iCapilla’) er trækfugl hos os, men skjønt dens træk gaar omtrent fra polarcirkelen til ca. 10 graders afstand fra ækvator, er den standfugl ved Middelhavet. Det er ikke saa, at trækfuglene kommer og gaar med aldrig svigtende sikkerhed. Fuglene begaar feiltagelser, som menneskene, mister veien og omkommer i store mængder. Brevduens hurtig- hed og udholdenhed er bekjendt nok, men førend man med sikkerhed kan lade den foretage en længere reise, maa den op- øves lidt efter lidt, og i taage vil den ikke drage, eller hvis den undtagelsesvis lader sig sende afsted, mister den veien, og saa- ledes er ogsaa tilfældet med trækfuglene i almindelighed. Hos de fugle, der har trækvanen, er denne en nedarvet trang, som gjennem tiders uafbrudte flytni11g har fæstet dybe rødder. Trækfugle i fangenskab bliver urolige og rastløse, naar tiden for deres træk nærmer sig; den samme trang giver sig udslag i svalernes sammenstimlen om høsten, og i den usæd- vanlige aktivitet i træer og buske hos andre smaa trækfugle, som vil reise. Men naar den store flugt begynder, er det ikke den nedarvede trang, men hukommelse, lokalkjendskab og iagttagelses- evne, som veileder. Det foregaar vistnok paa den maade, at hele fug1ens evne til at huske visse mærkepnnkter og hele dens lokalkjendskab I9 — Lister og Mandals amt “